Fortsæt til indhold
Job i Beredskabsstyrelsen

Kontorfuldmægtig til Beredskabsstyrelsens hovedkvarter i Birkerød


Kontorfuldmægtig til Beredskabsstyrelsens hovedkvarter i Birkerød

Har du en solid viden om offentlig administration og forstår hvad det vil sige at sidde i en servicefunktion? Så har Beredskabsstyrelsen (BRS) brug for dig i det administrative team.

Om os
Administrationsteamet er placeret i kontoret Kapaciteter, Sikkerhed og Drift (KSD), der blandt andet varetager Beredskabsstyrelsens arbejde med administration i ERP-systemet DeMars, it, informationssikkerhed, etablissementer samt materiale- og logistikområdet.

Det er administrationsteamets væsentlige opgave at levere administrativ støtte til hovedkvarterets kontorer, samt til direktionen.

Arbejdet udføres i samarbejde med funktionelle styrelser, primært Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse.
Om stillingen
Som vores nye administrative medarbejder vil du blive en del af et team på 8 medarbejdere. Dine primære arbejdsopgaver være arbejdstids-, personale-, og brugeradministration, hvor du vil få en stor kontaktflade til flere personelgrupper i hele BRS. Derudover vil der være en større opgave i, at lave rapporter og formidle data til såvel kontorerne som direktionen.

I teamet har vi en uformel omgangstone og baserer vores relationer på et godt og humørfyldt arbejdsmiljø, gensidig respekt samt faglig stolthed omkring det administrative arbejde.

Du vil blive en del af et mangfoldigt og dynamisk arbejdsmiljø med plads til den enkelte og rum for det tværgående samarbejde, hvor der vil være mulighed for uddannelse af faglige- og personlige kompetencer.

Forsvarsministeriets koncern, herunder Beredskabsstyrelsen, har sit eget uddannelsessystem, derfor må du forvente at skulle gennemføre kurser og efteruddannelse rundt om i landet.
Om dig
Vi forventer at du:
• Er vant til at arbejde i Excel
• Har en god forståelse for arbejdstid og overenskomster
• Har gode sociale kompetencer, er servicemindet og har gode samarbejdsevner
• Er en dygtig formidler af regelsæt, processer og data
• Er nysgerrig og proaktiv
• Trives i en omskiftelig hverdag, hvor der både er faste deadlines og løbende projekter

Det vil ligeledes være en fordel, hvis du har kendskab til og erfaring med SAP-løsninger og ESDH-systemer.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten). Stillingen er indplaceret i løngruppe 3.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes, samt at du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er velkommen til at kontakte teamleder Eva Sejr Herbstman (BRS-ehe@fiin.dk eller telefon 29 39 17 84) vis du har spørgsmål angående stillingen.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Helle Elgaard Peterslund, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, på telefon 728 19104.

Ansøgningsfrist er søndag d. 7. juli 2024.
Der gennemføres løbene samtaler og stillingen ønskes besat 1. august 2024 eller snarest muligt herefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via nedenstående link. Du opfordres til at vedhæfte dokumentation for relevant uddannelse. Du har også mulighed for at vedhæfte andre relevante dokumenter eller du kan medbringe disse ved en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM BEREDSKABSSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central del af Danmarks katastrofeberedskab. Vi arbejder for at udvikle samfundets evne til at forebygge og modstå større kriser og katastrofer.

Styrelsen rykker ud på operative indsatser i Danmark, hvor der er behov for meget mandskab og specialmateriel, og kan indsættes internationalt i katastrofesituationer.

Gennem information, rådgivning, uddannelse og øvelser udvikler styrelsen samfundets beredskab og krisestyringsevner i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgere.

Beredskabsstyrelsen har omkring 550 ansatte ved seks operative centre fordelt i hele landet, hovedsædet i Birkerød, Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole i Tinglev, kursuscenter i Snekkersten samt Kemisk Beredskab i København.

Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet.
Læs mere om Beredskabsstyrelsen som arbejdsplads på www.brs.dk
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Birkerød, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Beredskabsstyrelsen (BRS)

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

07.07.2024

Indrykningsdato

18.06.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent