Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Studentermedhjælper til Institut for Strategi og Krigsstudier


Studentermedhjælper til Institut for Strategi og Krigsstudier

Kunne du tænke dig et studiejob på en fagligt inspirerende arbejdsplads?
Har du lyst til at understøtte forskere og undervisere, der beskæftiger sig med strategi, sikkerhedspolitik, konflikter, militærhistorie, og kulturforståelse?

Studerer du på en videregående uddannelse og vil du udvikle dine faglige færdigheder? Så skal du søge jobbet som studentermedhjælper ved Institut for Strategi og Krigsstudier (ISK) på Forsvarsakademiet.
Om os
Forsvarsakademiet uddanner officerer og befalingsmænd, og forsker bl.a. i sikkerhedspolitik, strategi, kulturforståelse, militære operationer, ledelse, militærhistorie og militær teknologi. Vi er ca. 450 ansatte på Forsvarsakademiet - bl.a. sagsbehandlere, officerer, forskere og mange andre både civile og militære, hertil kommer ca. 550 kadetter. Rent geografisk er vi placeret på Svanemøllens Kaserne på Østerbro i København med enheder i Varde, Frederikshavn, Slagelse, Frederiksberg og Karup.

Institut for Strategi og Krigsstudier (ISK) er ét af i alt fire institutter på FAK. ISK er Forsvarets forsknings- og undervisningsenhed inden for strategi, sikkerhedspolitik, krigs- og konfliktteori, militærhistorie og kulturforståelse.

Instituttets medarbejdere besidder enten en militærfaglig baggrund eller en civil uddannelses- og forskningsbaggrund på kandidat- eller ph.d.-niveau inden for humaniora og/eller samfundsvidenskab. Gennem en tværfaglig tilgang underviser, forsker og formidler ISK relevant viden om strategi, militærhistorie, krigsteori og kulturforståelse på højt internationalt niveau.
Om stillingen
Vi søger en initiativrig og serviceminded studentermedhjælper, som er direkte tilknyttet arbejdet med at opdatere rapporten om Dansk Sikkerhed og forsvar frem til 2035.
Studentermedhjælperen refererer til instituttets souschef, men må forvente at arbejde det meste af tiden for rapportskrivegruppen som administrativ hjælper og referent.

Den ugentlige arbejdstid antager 10 timer i gennemsnit efter nærmere aftale. Arbejdsbelastningen kan dog godt variere fra tid til anden
Om dig
Vi søger dig, der er i gang med en relevant uddannelse, og som har lyst til at understøtte det administrative arbejde på instituttet.

Vi forestiller os, at du er god til at danne relationer til kollegaer, da stillingen indebærer kontakt med mange mennesker. At du kan arbejde selvstændigt, struktureret, proaktivt, ansvarsbevidst og at du er serviceminded. Du skal være god til at formulere dig i skrift og i tale.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på gennemsnitligt 10 timer ugentligt. Arbejdstiden er fleksibel og vi tager naturligvis hensyn til dine eksamener, ferier og andet efter dine behov.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst for kontorfunktionærer i staten HK/STAT. Aflønningen sker med en timeløn på mellem 140,57 kr./time – 147,46 kr./time. Det er muligt at få et kvalifikationstillæg på 3,51 kr./time afhængig af din studieanciennitet og eventuel tidligere relevant beskæftigelse.
Din ansættelse som studentermedhjælper er betinget af, at du er aktivt studerende og indskrevet ved en højere læreanstalt.

Som ansat i Forsvarsministeriets Koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Arbejdsstedet er Forsvarsakademiet, Ryvangs Allé 1, 2100 København.

For at komme i betragtning til stillingen skal du vedhæfte CV, ansøgning og indskrivningsbevis, samt andre relevante dokumenter.

KONTAKT & ANSØGNING

Har du fået lyst til at høre mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte Steen Kjærgaard på tlf.: 7281 7573.

Har du spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Aldijana Henic på telefon 7281 9903.

Ansøgningsfristen er d. 18. juni 2024. Samtaler forventes afholdt i umiddelbart herefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvor du bedes vedhæfte ansøgning, cv og indskrivningsbevis.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM FORSVARSAKADEMIET
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.

FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.

FAK gennemfører forskning og udvikling inden for de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Videns produktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

U100 Studerende

Ansøgningsfrist

18.06.2024

Indrykningsdato

11.06.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent