Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

HR-konsulent til Forsvarsministeriets Personalestyrelse


HR-konsulent til Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Vil du arbejde med rekruttering og forvaltning af militære medarbejdere og søger du efter at indgå i et stærkt fagligt miljø, der er præget af engagement, intensitet og daglige udfordringer?
Om os
Center for Rekruttering og Karrieres overordnede opgave er at understøtte bemandingen af Forsvarsministeriets koncern.

Vores team, en del af sektionen for bemanding og karriere, har ansvaret for ansættelser og forvaltning af Forsvarets medarbejdere inden for konstabel-, korporals- og befalingsmandsniveauet.

Vi arbejder med rekrutteringer til alle værn og styrelser i Forsvarsministeriets koncern og håndterer en portefølje på op til 11.500 stillinger. Vi er 19 medarbejdere i teamet og repræsenterer en god blanding af både militært og civilt ansatte. Vores hverdag er præget af en uformel og humoristisk omgangstone, hvor vi vægter faglighed, tryghed, samarbejde samt interesse og vilje til sparring højt.

Vi har et godt arbejdsklima, en uformel ledelsesstil og prioriterer videndeling og udveksling af erfaringer – det skal være sjovt at gå på arbejde. Vi har med succes arbejdet hjemmefra under corona og er blevet fortrolige med at mødes via elektroniske platforme.

Vi drager nytte af den gode kombination mellem hjemmearbejde og fysisk tilstedeværelse fremadrettet. Work-life balance er dermed en faktor, vi har stor fokus på.

"Det særlige ved dette job er kombinationen af meningsfyldt arbejde, en varieret hverdag og en flok kolleger, som alle kan balancere faglighed med humor og fællesskab." - Tobias, HR-konsulent
Om stillingen
Som HR-konsulent er du ansvarlig for dine egne rekrutteringer til stillinger inden for Forsvaret, hvor du i den forbindelse rådgiver og vejleder chefer og ledere ved Forsvarets myndigheder.

Du arbejder med rekrutteringerne fra start til slut, lige fra udformning af stillingsopslag, screening af ansøgerfeltet til den konkrete ansættelse. Ligeledes varetager du sagsbehandling af andre områder inden for HR-området, såsom koordination, vejledning om lønforhold og organisationsændringer, afskedigelser og ikke mindst kontaktbesøg til de myndigheder, vi samarbejder med.

Du får en vekslende hverdag, hvor opgaverne kræver, at du er opsøgende og får en stor grad af frihed under ansvar, medbestemmelse og fleksibilitet. For at skabe resultater i stillingen skal du være servicemindet, socialt anlagt og have interesse i at omgås, tale- og koordinere med kolleger i hele Forsvaret.

I forbindelse med opstarten som HR-konsulent vil du gennemgå en målrettet oplæring gennem uddannelse og sidemandsoplæring, der ruster dig til at varetage stillingen. Der vil være mulighed for videreudvikling og efteruddannelse i stillingen. Dit faste tjenestested vil være i Ballerup
Om dig
Du har en kontoruddannelse og en relevant HR-mæssig baggrund, gerne suppleret med minimum 4 modulfag på akademiuddannelsen inden for relevant speciale eller anden tilsvarende uddannelse.

Det vil være en fordel, hvis du har brugererfaring med SAP og Workzone, som er vores primære IT-systemer.

Du er ansvarsbevidst og arbejder målrettet med en helheds- og resultatorienteret tilgang til opgaveløsningen. Du kommunikerer klart og tydeligt, både skriftligt og mundtligt.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef, major Morten Topp Dahlbergen på mail fps-mtd@mil.dk eller telefon 72 81 91 16.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent kaptajn Thomas Søren Eskebjerg Krog, Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 7281 9159 på mail fps-tse@mil.dk eller telefon 72 81 96 96.

Ansøgningsfristen er den 9. juni 2024. Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart herefter. Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. august 2024.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

Referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og ministerområdets øvrige myndigheder løser nogle helt særlige opgaver for rigets sikkerhed – nogle gange med livet som indsats. Vi bidrager til den operative kerneopgave ved at rekruttere og fastholde kompetente mænd og kvinder til mere end 40 uddannelser og 20.000 stillinger. Og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Det stiller særlige krav til os som HR-organisation.

Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren. Det kræver, at vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med specialer inden for militærfaglighed, psykologi, rekruttering, marketing, arbejdsmiljø, jura, mangfoldighed og
meget mere. Og vi står klar, når det gælder - også uden for almindelig åbningstid. Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.

Vi er en udviklingsivrig arbejdsplads, hvor ansvar følger initiativ, og hvor dagene sjældent ligner hinanden. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Og den faglige udvikling følger med. Vi er en travl arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab. Det har vi også brug for –
Danmarks sikkerhed kræver mere end almindelig HR.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

09.06.2024

Indrykningsdato

22.05.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent