Gå til indhold
En kvinde i mørk uniform, sandsynligvis medlem af en rednings- eller beredskabsorganisation, står selvsikkert med et blåt og orange emblem synligt på uniformen. I baggrunden ses flere orange udrykningskøretøjer i en garage, hvilket understreger hendes professionelle rolle.

Beredskabsstyrelsen

Leder

portræt

At tage ansvar midt i uvisheden

Anna Munkholm Thomsen

  • Alder: 34 år
  • Titel: Sektionsleder
  • Uddannelse: Civil diplom i ledelse
  • Stilling: Leder ved Beredskabsstyrelsens Officersskole

Mødet med det ukendte

I starten af 2020 spredte Covid-19 sig med hastige skridt på tværs af hele kloden. Ingen vidste, hvor farlig denne nye sygdom var, eller hvilke konsekvenser den skulle få for samfundet. De efterfølgende år stillede store krav til vores sundhedssektor og skabte personlige udfordringer for mange, der skulle omstille sig til en hverdag med Covid-19 som den altoverskyggende faktor. Anna Munkholm befandt sig midt i orkanens øje med ansvar for at koordinere dele af Beredskabsstyrelsens indsatser i en tid, der var præget af uvished og nye problemstillinger. Da nyheden om restriktioner kom, vidste Anna, at det ville medføre en række nye opgaver for hende selv.

"Som leder og vagthavende hos Beredskabsstyrelsen var jeg enormt spændt på at skulle møde ind dagen efter og se, hvilken situation jeg skulle være med til at løse."

En kompleks, ny hverdag

I sin daværende rolle som uddannelsesleder ved Beredskabsstyrelsen Sjælland havde Anna ansvar for mere end 100 værnepligtige og deres uddannelse, samtidig med at hun koordinerede beredskabets indsatser på tværs af styrelser i regionerne. Til dagligt rykker Beredskabsstyrelsen ud til en bred vifte af hændelser over hele landet, og Covid-19-pandemien minimerede bestemt ikke arbejdsbyrden. Den nye opgave bestod i at opbygge testcentre og levere mandskab til podning af borgere.

Den komplekse situation betød, at Anna måtte udføre en stor mængde planlægningsarbejde for at få mandskabs-puslespillet til at gå op. Det var ikke unormalt, at en plan skulle ændres på timebasis, for at uddannelsen af værnepligtige harmonerede med det operationelle arbejde. Derudover skulle Anna sikre, at der hele tiden var kapacitet til at udføre de øvrige opgaver, som Beredskabsstyrelsen normalt håndterer.

“Vi havde ikke altid et klart svar. Vi skulle løse det sammen.”

En kvinde i uniform, sandsynligvis en leder eller instruktør, taler engageret til en gruppe personer i ens uniformer under en briefing eller træning, hvor hun bruger håndbevægelser for at understrege sine pointer; i baggrunden ses store skabe, hvilket antyder et struktureret miljø relateret til beredskab eller sikkerhedstjenester, og uniformerne har insignier og logoer, der viser tilhørsforhold til en bestemt organisation.
At tage ansvar for andre handler om at turde at gå forrest, være handlekraftig og stå inde for de opgaver, der skal løses.

- Anna Munkholm Thomsen, sektionsleder

Bag kasernens porte

Covid-19-situationen medførte også en høj risiko for, at mandskabet blev smittet og derfor ikke kunne yde den nødvendige støtte. For at minimere risikoen valgte Beredskabsstyrelsen at lukke portene til kasernen. I løbet af indsatsen opholdt de værnepligtige sig på kasernen i syv uger, hvor de udelukkende kom ud, når de var på indsats. Det var ikke alle, der reagerede lige godt på ikke at kunne tage hjem, hvilket skabte ledelsesudfordringer for Anna. Alle var forståeligt påvirkede af situationen, og derfor brugte Anna meget tid på mandskabspleje og på at lytte til de værnepligtiges bekymringer.

"At tage ansvar for andre handler om at turde at gå forrest, være handlekraftig og stå inde for de opgaver, der skal løses."

Opgaven krævede, at Anna var omstillingsparat og klar til at vise vej, når kursen ændrede sig. Samtidig lå der et stort ansvar på hendes skuldre, da hun både skulle tage vare på de værnepligtiges trivsel og assistere regionerne med Covid-19-indsatsen. 

Sammenholdet var essentielt

Covid-19-pandemien gav Anna mulighed for at trække på sin officererfaring. Hun beskriver selv sin ledelsesstil som  demokratisk og relationel, og fortæller, at for hende handler det om gensidig respekt. Hun fremhæver også den enorme betydning, sammenholdet mellem kollegaerne havde for indsatsen.

"Vi formåede at lykkes med at uddanne de værnepligtige og rykke dem langt på blot ni måneder, samtidig med at vi skabte værdi for den enkelte borger igennem vores indsatser – alt sammen uden at negligere vores daglige arbejde. Det er jeg utrolig stolt af."