Der er mange veje til at blive officer, og for Gene indebar beslutningen et skifte fra Hæren til Flyvevåbnet. I dag er han ikke langt fra titlen som Premierløjtnant, men rejsen dertil har ikke altid været ligetil, og den har krævet både mod, selvindsigt, sårbarhed og sparring.
”Jeg tror, det var en blanding af fællesskabet og de krav, der stilles til den enkelte, som i første omgang var med til at drage mig mod Forsvaret. Det at skabe noget sammen i en helt anderledes verden gav bare mening for mig. Og det gør det stadig.”
Selvom Gene trak frinummer til Forsvarets Dag, da han var 18 år gammel, var der noget i ham, der trak i den retning, da han efter gymnasiet og et par års arbejde skulle finde ud af, hvad han ville. Han havde allerede hørt godt om Forsvaret fra de af hans venner, der havde været i værnepligt og stod på den anden side med både oplevelser og nye venskaber i ryggen.
”Jeg hørte jo en masse fra mine venner, der havde fået nogle gode oplevelser og værktøjer i deres værnepligt, som de kunne gøre brug af efterfølgende, og samtidig var de blevet mere modne og ansvarsbevidste. Og det ville jeg også gerne prøve,” fortæller Gene.
Valget faldt derfor på Livgarden i Hæren, og det blev startskuddet til en karriere i Forsvaret.
Vejen til målet er sjældent ligetil
I værnepligten oplevede Gene det fællesskab, han søgte, og sammen med en gruppe kammerater besluttede han sig derfor for at blive i Forsvaret og søge videre som Konstabel.
”Efter værnepligten skulle jeg gøre op med mig selv, om jeg ville ud i det civile og gøre karriere, eller om jeg hellere ville prøve noget mere praktisk. Jeg valgte den praktiske vej og blev i Forsvaret, fordi jeg havde mod på mere. Jeg var ikke færdig med at prøve mig selv af på den måde, som Forsvaret gav mig mulighed for,” forklarer han.
Gene blev derfor først konstabel i Hæren og herefter sergent og befalingsmand på Hærens basisuddannelse, hvor han var med til at sikre kvaliteten og den faglighed, der skulle danne grundlag for nye generationer i Forsvaret. Undervejs mødte han både gruppeførere og officerer, som inspirerede ham og vækkede hans interesse for ledelse. Og særligt én person satte sit aftryk hos Gene.
”Undervejs i min tid hos Hæren begyndte jeg at sparre med en officer fra Flyvevåbnet, som jeg kendte i forvejen. Og han gjorde indtryk på mig. Han havde et særligt fagligt fundament, der gjorde ham i stand til at vejlede og forstå. Ikke bare mig, men generelt. Det var spændende, og jeg kunne ikke lade være med at spejle mig i ham. Jeg kommer fra en familie af piloter, så derfor var miljøet genkendeligt for mig, og det var heller ikke første gang, jeg legede med idéen om Flyvevåbnet, men her fik jeg for alvor øjnene op for de muligheder som officersuddannelsen i Flyvevåbnet kunne tilbyde,” fortæller han og fortsætter:
”Flyvevåbnet er specialister på en ret unik måde, og så har de adgang til ressourcer, som altid har fascineret mig. Samtidig var der nogle muligheder i Flyvevåbnet, som jeg syntes var interessante, og en tilgang til individet, som tiltrak mig på en anden måde end Hæren.”
Gene valgte derfor at gå efter drømmen og søge ind som officer. Men ikke i Hæren. Han skiftede til Flyvevåbnet.
Skiftet betød en forvandling af Genes hverdag, fra sergent og befalingsmand på Hærens basisuddannelse til erfaren grønskolling som del af Flyvevåbnets officersrekrutter.
Erfaren fordi hans faglige fundament og dannelse fra Hæren i høj grad kunne overføres, når der skulle løses komplekse udfordringer – her gav hans baggrund ham en anderledes måde at anskue problemerne på. Grønskolling fordi, der var ting, han var nødt til at lære forfra. Ting som erfaringen fra Hæren ikke kunne løse.
