Vil du vide mere om uddannelsen, så kontakt os på 20 28 97 25 eller mail FAK-KTP-SOS@mil.dk.
Har du en bachelor og lyst til at lede og løse opgaver til søs?
Som officer i Søværnet bliver du den, der får mennesker og systemer til at spille sammen, så skibet kan løse sine opgaver. Du leder specialister fra flere faggrupper og arbejder tæt på den operative hverdag til søs. Du bliver trænet i at træffe beslutninger, holde hovedet koldt og bruge moderne ledelsesværktøjer i situationer, hvor det gælder.
Du kan gå tre veje:
Taktisk officer
Her har du rollen på broen. Du fungerer som vagtchef, styrer skibet og leder broholdet på vegne af skibschefen. Du står for navigation, planlægning og taktiske beslutninger, og du kan senere få ansvar som fx navigationsofficer eller dæksofficer. Du lærer at sejle og disponere et skib i en operativ og sømilitær sammenhæng.
Maskinteknisk officer
Du er den tekniske rygrad ombord og sikrer, at skibet kan sejle og løse sine opgaver. Du arbejder med alt fra fremdrivningssystemer til maskinkontrol og har både praktiske og ledelsesmæssige opgaver i et højteknologisk miljø. Du leder dit team i pressede situationer og holder det tekniske overblik, når noget går galt.
Våben- og elektronikteknisk officer
Du arbejder med skibets våben-, sensor- og kontrolsystemer og samler det tekniske billede, når skibet er i øvelse eller i højt beredskab. Du giver anbefalinger til chefen om, hvordan teknik og taktik bedst bruges sammen. Efter endt uddannelse får du ansvaret for enten våben- eller elektroniksektionen, der rummer både højteknologi og erfarne specialister.
Uanset retning bliver du en del af skibets ledelse og får ansvar fra dag ét. Du er med til at planlægge og gennemføre Søværnets missioner – og du får en hverdag, hvor du gør en konkret forskel på havet.
Adgangskrav
Faglige krav
- Taktisk retning:
- En mellemlang videregående uddannelse, eks. bachelor eller professionsbachelor
- Dansk og engelsk på C-niveau
- Matematik og fysik på B-niveau (gerne med karakter 4 eller højere)
Maskinteknisk retning: - En maskinmesteruddannelse
Våben- og elektronikteknisk retning: - En naturvidenskabelig bacheloruddannelse
Uddannelsens opbygning
Sådan ansøger du
Send din ansøgning
Start din ansøgning med at klikke på 'Ansøg nu'.
I din ansøgning skal du svare på en lang række spørgsmål og uploade følgende dokumentation i pdf-format. Du skal derfor sætte lidt tid af til at klargøre ansøgningen.
-
Eksamensbevis fra din gymnasiale uddannelse
-
Eksamensbevis fra din bacheloruddannelse (har du ikke færdiggjort din bachelor endnu, så udskrift med gennemførte fag fra studieordningen og bevis for optagelse på afgangsprojekt)
-
CV (med billede)
-
Motiveret ansøgning (uploades som Dokument → Ansøgning)
- En selvbiografi på max 1000 ord, som giver et samlet billede af dit liv (Skal uploades som Dokument → Ansøgning).
Du kan tage udgangspunkt i denne disposition:- Beskriv kort din opvækst og eventuelle særlige begivenheder
- Var der særlige interesser i dit barndomshjem?
- Hvordan var dit forhold til kammerater og lærere i din skoletid?
- Din uddannelse efter folkeskolen?
- Hvad beskæftiger du dig med i dag?
- Hvilken betydning har selskabelighed for dig?
- Er du forlovet, gift eller tilsvarende?
- Lidt om de overvejelser bag din ansøgning om optagelse på den ønskede uddannelse.
Det gør processen nemmere, hvis du på forhånd har dine uddannelsesbeviser, din motiverede ansøgning, din selvbiografi og dit CV med billede klar som pdf.
-
Kom til afprøvning
Når du har sendt din ansøgning, bliver den gennemgået for at sikre, at du opfylder kravene, og at alle bilag og helbredsoplysninger er på plads. Hvis alt er i orden, bliver du inviteret til afprøvning hos Personelkommandoen på Nyholm i København.
Sammen med invitationen modtager du et link til et spørgeskema, som du skal udfylde hurtigst muligt.
Afprøvningens indhold:
Til afprøvningen skal du gennemføre:
- en fysisk test (læs om kravene her)
- en række kognitive tests
- en helbredsundersøgelse hos Forsvarets læger
- en samtale med en repræsentant fra Søværnets Officersskole
Afprøvningsdagen på Nyholm varer ca. 8 timer, og du får mere detaljeret information i din invitation.
Du skal også til en psykologsamtale på cirka én time. Samtalen foregår over telefon og finder sted efter afprøvningsdagen. Det kan være op til en uge efter afprøvningsdagen.Hvornår er der afprøvning?
December 2025 – juni 2026 (løbende).
Få svar om optagelse
Efter afprøvningen får du besked i e-Boks om, hvorvidt du er vurderet egnet til uddannelsen. Søværnets Officersskole udvælger de elever, der optages blandt de ansøgere, som er vurderet egnet. Hvis du bliver tilbudt en plads, bliver du kontaktet senest 18. juli.
Start på uddannelsen
Når du har fået den endelige optagelse, får du praktisk information om studiestart og de første dage på uddannelsen.


Din fremtid
Som ny officer starter du typisk i en funktion tæt på skibets drift. Taktiske officerer begynder ofte som navigationsofficerer og vagtchefer på broen med ansvar for skibets sejlads og besætningens sikkerhed. Maskintekniske officerer starter som driftsofficer eller elektroofficer med ansvar for maskin- og elektrosystemer. Våben- og elektroniktekniske officerer gør tjeneste på fregatter og har ansvar for våben- og sensorsystemer.
Du kan blive udsendt, og arbejdet sker i samarbejde med både andre værn og civile myndigheder. Karrierevejene er mange: Du kan avancere om bord, skifte skibstype eller gå i land og arbejde i stabe inden for fx teknik, HR, udvikling eller operationer. Med erfaringen kan du tage en videreuddannelse og søge stillinger på højere niveau – og dine kompetencer er også eftertragtede civilt.
Officerer er ikke bange for at gå i gang med en opgave uden at have alle detaljer. De er også trænede i at korrigere eller justere undervejs, hvis forudsætningerne ændrer sig.
FAQ om uddannelsen
Her finder du svar på de mest almindelige spørgsmål om adgangskrav, værnepligt, helbred, statsborgerskab, job og sejlads på uddannelsen.

