Vil du blive tolk og gøre en forskel?
Ønsker du at deltage i internationale missioner med sproget som dit våben? Som civil-militær tolk i fransk vil du have mulighed for at blive udsendt med Forsvaret, hvor du stilles over for varierende opgaver. Det kan bl.a. være tolkning under danske soldaters samarbejde med partnernationer, træning af udenlandske sikkerhedsstyrker, møder mellem militære ledere eller skriftlige oversættelser. Alle opgaverne kræver et stort sprogligt overskud på både fransk, dansk og engelsk.
I løbet af uddannelsen vil du blive undervist i færdigheder, der vil give dig både sproglige kvalifikationer, tolkemæssig erfaring og militær og kulturel viden, så du kan omsætte skrift og tale fra et sprog til et andet så præcist som muligt. Du vil derudover tilegne dig en bred viden om forskellige militære emner lige fra Forsvarets organisation og den daglige tjeneste som soldat, til viden om taktiske principper og komplicerede våbensystemer.
I umiddelbar forlængelse af uddannelsen forventes det, at du udsendes i en periode på tre til seks måneder, hvor du vil indgå i en dansk militærenhed. Du vil her skulle benytte både din kulturbevidsthed og dine sproglige færdigheder.
Hvis du vil bruge din baggrund og sproglige kompetencer til at gøre en forskel, så er uddannelsen til civil-militær tolk måske noget for dig?