Nye horisonter og oplevelser til søs
Under Søværnets værnepligtsuddannelse får du en grunduddannelse som soldat og bliver introduceret til livet på et skib. Du får bl.a. livredderkursus, svømmetræning og lærer desuden om navigation og skibets funktioner og får indblik i Søværnets internationale opgaver.
I den sidste del af værnepligtsuddannelsen indgår en ca. fire uger sejladsperiode på et af Søværnets orlogsskibe. Her vil du bo og arbejde tæt sammen med resten af skibets besætning. Det lærer dig at samarbejde med forskellige faggrupper og gør dig klogere på dine egne styrker og grænser. Alt sammen noget, som du kan bruge videre i livet.
Søværnets værnepligtsuddannelse tager normalt fire måneder, men du har også mulighed for at tage din værnepligtsuddannelse på Kongeskibet DANNEBROG, hvor uddannelsen tager 9 måneder.
Værnepligtsuddannelsen fungerer som en basisuddannelse, hvis du vil fortsætte din uddannelse i Søværnet, eller søge ledige stillinger i Forsvaret, der matcher din profil.