Gå til indhold
Kampfly står på jorden med solnedgangen i baggrunden

Flyvevåbnet

Professionel soldat

portræt

HAS, kamppilot

HAS

  • Titel: Kamppilot
  • Uddannelse: Pilotuddannelsen
  • Stilling: Kamppilot ved Flyvestation Skrydstrup

Starten på et eventyr – pilotuddannelse i USA

Hvert år sender Forsvaret pilotelever til Sheppard Air Force Base i Wichita Falls, Texas, hvor elever fra flere NATO-lande gennemfører Euro NATO Joint Jet Pilot Training (ENJJPT). HAS vendte for nylig tilbage fra ENJJPT og mødet med basen i Texas var en omvæltning.

"Man kører gennem den her lille texanske by, og lige pludselig ser man skiltet til basen, og så udfolder der sig bare en hel by derinde bag hegnet med skoler, svømmehal og bowlingbane."

Hverdagen var travl fra begyndelsen og krævede både disciplin og lange arbejdsdage. HAS beskriver ENJJPT som en velsmurt maskine med højt tempo.

"Man starter ud med 12-timers arbejdsdage. Man er i skole fra kl. 6-18 for så at tage ud og spise og tilbage for at læse, inden man skal i seng. Det var meget normalt de første par måneder. Der er virkelig fart over feltet, og der går kun omkring tre uger fra, at undervisningen starter, til du sidder i flyveren for første gang."

Tests og prøver fylder meget, men HAS følte sig alligevel godt tilpas i USA, blandt andet fordi hans selvtillid steg undervejs. Når lejligheden bød sig, brugte eleverne helligdage og weekender på at rejse rundt i USA. Road trips fra New York til Los Angeles gav luft mellem skolearbejde og flyvning.

Pilotelev HAS sidder i cockpittet på kampfly
Der er virkelig fart over feltet, og der går kun omkring tre uger fra, at undervisningen starter, til du sidder i flyveren for første gang.

- HAS, kamppilot

Fællesskab og venskaber

For HAS var fællesskabet en af de store gevinster ved opholdet.

"Man bor virkelig tæt med de andre kollegaer derovre. Jeg har ikke været på efterskole, men jeg forestiller mig lidt, det er sådan, det er. Der var altid nogle, man kunne lave mad eller læse med. Vi har stadig en gruppechat, som vi bruger aktivt. Sidenhen har jeg mødt flere af mine gamle klassekammerater rundt omkring på øvelser - og det er noget af det fede ved ENJJPT."

Jobbet som kamppilot

I dag arbejder HAS som kamppilot. Han beskriver jobbet som både udfordrende og sjovt:

"Man bliver hele tiden holdt til ilden, og du får rigtig tidligt meget ansvar. Og så bliver det aldrig kedeligt at sætte sig op i et kampfly med 100.000 hestekræfter. Der er også en helt særlig tilfredsstillelse i at trække i en uniform hver dag og vide, at man er en del af Danmarks forsvar."

HAS opfordrer dem, der overvejer pilotvejen, til at gøre det: Det handler om indstilling, vedholdenhed og at kaste sig ud i det.