Fortsæt til indhold

Er du blevet Indkaldt?

scroll down

Vigtige oplysninger til dig

Gør dig den ulejlighed at løbe punkterne igennem. Det betaler sig, fordi det måske kan befri dig for en masse besvær og ærgrelser – og måske endda få økonomisk betydning.
Du risikerer at blive afvist på mødedagen eller at blive hjemsendt, efter at du er mødt til værnepligtstjeneste, hvis din fysiske/psykiske tilstand har ændret sig, siden du var på Forsvarets Dag.

I 2010 blev 13,5 % hjemsendt i utide fra værnepligten.

5 % blev hjemsendt på baggrund af fysiske/psykiske skader, som var opstået i tiden efter mødet på Forsvarets Dag og inden mødet til værnepligtstjeneste.

8,5 % blev hjemsendt i utide som følge af fysiske/psykiske skader, som opstod under tjenesten.

Konsekvenserne af at blive afvist eller hjemsendt i utide kan være store. Du kan f.eks. risikere:

  • ikke at kunne vende tilbage til dit tidligere arbejde,
  • at stå uden løn,
  • at mangle et sted at bo.

Undgå at blive hjemsendt i utide!
Er du i tvivl om, hvorvidt en skade kan betyde, at du risikerer at blive afvist på mødedagen, eller at du bliver hjemsendt i utide, efter du er mødt til værnepligtstjeneste, kan du søge om et nyt møde på Forsvarets Dag.

Læs mere og søg om at komme på ny session her.

Du kan kontakte Værnepligtssektionen på 7281 9000 eller Beredskabsstyrelsen på 4590 6000, hvis du er indkaldt til Beredskabsstyrelsen.
Værnepligten udfordrer dig på din fysik
Forsvaret anbefaler, at du forbereder dig bedst muligt på din værnepligtstid.
Under værnepligtstiden vil du komme ud for mange situationer, hvor din fysiske formåen kan få afgørende betydning for løsningen af opgaven. Træning er vigtigt, så din krop er vænnet til fysisk belastning, og så du minimerer risikoen for at blive skadet under din værnepligtstjeneste.

Vil du forberede dig bedst muligt, anbefaler vi dig, at du træner frem mod det tidspunkt, du skal møde til værnepligtstjeneste.
På vores app Træn med Forsvaret kan du finde en træningsvejledning.

Din fysik kan afgøre din fremtid
Fysisk træning er en forudsætning for, at soldater kan løse deres opgaver. Alle militære ansatte gennemfører årligt tests, der skal tilsikre, at de kan leve op til kravene, som stilles til soldater.

Hvis du har planer om en fremtid i Forsvaret, anbefaler Forsvaret, at du allerede nu skaber dig de bedste forudsætninger ved at træne målrettet.
Møder du til værnepligtstjenesten i god form, har du skabt dig selv bedre forudsætninger for at kunne starte en karriere i Forsvaret.

Hvordan søger jeg om at få udsættelse?
Du kan søge udsættelse med tjenesten, hvis du

  • er under uddannelse
  • har fast ophold og arbejde i udlandet eller
  • har andre ganske særlige grunde.


Du skal sende ansøgning med udførlig begrundelse og dokumentation snarest og senest to måneder før mødedagen til den myndighed, der har indkaldt dig.

Se adresse og telefonnummer nederst i punket "Adresse- og telefonliste"

Kommer din ansøgning senere end to måneder før mødedagen, kan du risikere, at sagen ikke er afgjort inden mødedagen, hvilket betyder, at du skal møde jf. indkaldelsesordren.

Værnepligtsorlov
Som værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår, har du ret til orlov fra dit faste arbejde jf. bekendtgørelse af lov nr. 309 af 3. marts 2011 og dermed ret til at vende tilbage hertil. Det kræver, at du som lønmodtager har været ansat hos din arbejdsgiver uafbrudt i mindst 9 måneder i samme virksomhed og med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 8 timer om ugen. Din lære-, elev- eller praktiktid medregnes i de 9 måneder, hvis din ansættelse er i umiddelbar forlængelse heraf.
Retten til orlov kan fortsætte, hvis du i umiddelbar forlængelse af din værnepligtstid indgår en rådighedskontrakt eller en reaktionsstyrkekontrakt. Du skal dog senest 14 dage efter indgåelse af kontrakten underrette din arbejdsgiver, for at orloven kan opretholdes.

Hvis du opfylder betingelserne for at få værnepligtsorlov, og alligevel vælger at opsige dit job i forbindelse med indkaldelsen, og du så efter hjemsendelsen er arbejdsløs, kan det medføre, at du bliver erklæret for selvforskyldt ledig. Det har konsekvenser for udmåling af eventuelle arbejdsløshedsdagpenge.

Der skal meddeles en studerende orlov fra studiet også i 1. studieår, hvis den studerende indkaldes til værnepligtstjeneste. Indkaldelse til værnepligtstjeneste giver et retskrav på studieorlov.

Hvad skal jeg gøre?
Hvis du vil sikre dig retten til at genoptage arbejdet hos arbejdsgiveren efter endt værnepligtstjeneste, skal du:

  • senest 14 dage efter, du har fået indkaldelsesordren underrette din arbejdsgiver om indkaldelsen og mødedatoen,
  • ikke senere end 14 dage efter modtagelse af meddelelsen af det forventede hjemsendelsestidspunkt, underrette arbejdsgiveren om, hvornår du regner med at genoptage arbejdet,
  • underrette arbejdsgiveren senest 14 dage efter hjemsendelsen, hvis du efterkasseres, eller på anden måde hjemsendes før tid. Arbejdsgiveren bestemmer, hvornår arbejdet kan genoptages.
Underretter du ikke din arbejdsgiver jf. ovenstående, anses ansættelsesforholdet for opsagt fra lønmodtagerens side til det tidspunkt, hvor hjemsendelse finder sted, uanset længden af det varsel, der gælder fra lønmodtagerens side i ansættelsesforholdet.

Specielt for funktionærer
Hvis du er funktionær, skal du – for at undgå afskedigelse uden varsel – underrette din arbejdsgiver om indkaldelsen efter funktionærlovens regler.
Efter du er fordelt til værnepligtstjeneste og har modtaget meddelelse herom, vil et ønske om ændring af mødested kun kunne imødekommes, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Hvis du på grund af sygdom ikke kan møde efter indkaldelsesordren, skal du straks sende meddelelse til den myndighed, der har indkaldt dig. Det skal du også, hvis du f.eks. har brækket en arm eller et ben, eller har en anden skade der gør, at du ikke kan deltage i uddannelsen i fuldt omfang fra 3. dagen efter mødedatoen.

I fagsproget hedder det ”helbredsmæssige mangler”.
Husk at vedlægge lægeattest og angiv sygdommens art og forventede varighed. Du vil så modtage en ny indkaldelsesordre til et senere tidspunkt.

Møder du alligevel, risikerer du at blive afvist på mødedagen.

Sygesikring (Sundhedskort)
Når du møder til aftjening af værnepligt, ophører den almindelige sygesikring, og de mandlige værnepligtiges gule sundhedskort bliver midlertidigt inaktiveret. Den hidtidige praktiserende læge og tandlæge erstattes i værnepligtstiden af læger og tandlæger fra Forsvarets Sundhedstjeneste.
Kvinder, der aftjener deres værneret, kan vælge at benytte egen læge eller benytte Forsvarets læge- og tandlægeordning.

Under tjenesten som værnepligtig får du gratis lægehjælp, medicin, sygepleje og almindelig vedligeholdende tandbehandling. Dog ydes der ikke almindelig vedligeholdende tandbehandling ved aftjening af 4 måneders værnepligt.

Læs mere om dine rettighederne i forbindelse med sundhedsydelser under værnepligten i Forsvaret.

Se folderen Sundhed og Værnepligt 

Hvis du udebliver fra indkaldelse eller møder for sent uden lovlig grund, vil du blive draget til ansvar.

Hvis du møder senere end 2 dage efter det fastsatte mødetidspunkt, vil du kunne blive hjemsendt igen og derefter indkaldt på et senere tidspunkt indenfor 1 år.
Du kan læse alt om militærnægtertjeneste
her
Værnepligtstjeneste giver ret til indmeldelse i arbejdsløshedskasse mod
betaling af kontingent.

Hvornår bør jeg tilmelde mig?
Hvis du efter aftjent værnepligt skal begynde på eller fortsætte med at studere, kan du vente med at tilmelde dig, til du afslutter studiet, men hvis du har eller skal søge lønnet arbejde, kan du tilmelde dig arbejdsløshedskassen således:

  • Hvis du er i arbejde, kan du tilmelde dig straks.
  • Hvis du ikke er i arbejde, kan du tilmelde dig fra indkaldelsestidspunktet. Dermed tæller værnepligtstiden med som arbejde.
  • Som værnepligtig har du ret til at tilmelde dig i indtil 2 uger efter hjemsendelsen, men så tæller værnepligtstiden ikke med som arbejde.
Hvor kan jeg tilmelde mig?
Hvis du allerede er tilmeldt en arbejdsløshedskasse, kan du blive stående i denne under aftjening af værnepligt. Hvis du vil tilmelde dig en arbejdsløshedskasse i forbindelse med aftjening af værnepligt, kan du tilmelde dig en arbejdsløshedskasse, som specielt varetager dit fagområde. Du kan også vælge at tilmelde dig en tværfaglig arbejdsløshedskasse, der optager lønmodtagere.

HVAD FÅR JEG UDBETALT?

Hovedreglen er, at hvis du efter hjemsendelsen:

  • er tilmeldt Arbejdsformidlingen/ AF-jobnet som ledig, og har været medlem af en arbejdsløshedskasse i sammenhængende 12 måneder
  • og som A-kasse medlem har haft 12 måneders (1924 timer) arbejde i medlemsperioden inden for de sidste 3 år, har du ret til dagpenge.
Dagpengenes størrelse (med satser pr. januar 2016) varierer mellem:

  • Ungesatsen på 418,- kr.. pr. dag, for under 25-årige kombineret med et uddannelses- eller arbejdstilbud
  • Nyuddannede og værnepligtige får 3.430,- kr. pr. uge.
I lighed med nyuddannede kan værnepligtige, optages som medlem i forbindelse med værnepligten, først opnå den individuelle sats efter egentligt lønarbejde i et halvt år (den såkaldte 6-måneders regel).

Planlægning giver sikkerhed
Som du kan se, er det vigtigt, at du allerede nu tænker på din økonomi efter aftjent værnepligt, hvis du vil være sikret bedst muligt efter hjemsendelsen.
Som hovedregel kan du få udskudt betaling af renter og afdrag på et studielån, mens du er indkaldt. Du skal henvende dig til Statens Uddannelsesstøtte eller til dit pengeinstitut. Indkaldelsesordren skal forevises.
Du får normalt ikke erstattet personlige ejendele ved brand, tyveri m.m. Men hvis du f.eks. har en kombineret indbo- og ulykkesforsikring, kan du muligvis få erstatning gennem den. Bor du hos dine forældre, så find ud af om deres eventuelle familieforsikring også dækker dig i værnepligtstiden. Har du en fritidsulykkesforsikring, så råder vi dig til at beholde den. Ellers er du ikke forsikret i fritiden.
Hvis du er over 25 år eller har forsørgerpligt overfor et barn, eller hvis din indtægt falder så meget, at du får økonomiske problemer, kan du henvende dig til socialforvaltningen i din kommune for at få råd og vejledning. De kan oplyse dig, om du er berettiget til et økonomisk supplement til værnepligtslønnen, eller til nødvendige engangsydelser som ikke kan udredes af værnepligtslønnen.

Har du gæld med store afdragsforpligtelser, bør du inden mødedagen forsøge at få afdragene nedsat, så du kan klare dig økonomisk i værnepligtstiden.

Under indkaldelsen har du mulighed for rådgivning af dit tjenestesteds socialrådgiver.
Du bør være opmærksom på, at mange foreninger (bl.a. en del fagforeninger) giver nedsat kontingent for værnepligtige.
Hvis du har hyre på et skib i udenrigsfart, herunder Færøerne og Grønland, og du kan forudse, at du uden egen skyld ikke kan nå at møde til rette tid, skal du snarest muligt ansøge den myndighed, der har indkaldt dig, om tilladelse til at møde højst 2 dage senere eller om udsættelse til senere indkaldelse. Er du udmønstret efter at have modtaget indkaldelsesordre, kan du højst få udsættelse, indtil du har ret til fri hjemrejse (op til 6 måneder).

Løn
Værnepligtige menige aflønnes med 8.997,33 kr. (april 2024) om 
måneden. Herfra er fradraget 1/30 til orlovsdage. Herudover udbe-
tales der kostpenge på 263,00 kr. (november 2024) pr. dag, i gennemsnit 
ca. 6.300,00 kr. om måneden.

Selve lønnen er skattepligtig, mens kostpengene er skattefri.

Når du møder til værnepligtstjeneste, vil du modtage yderligere information om din aflønning som værnepligtig, men du er også velkommen til at kontakte Værnepligtssektionen eller Beredskabsstyrelsen for at høre nærmere (Se adresse og telefonnummer nederst i punket "Adresse- og telefonliste").

Lønnen overføres til en Nemkonto i dit pengeinstitut normalt ved udgangen af den måned, hvori beløbet er optjent. Hvis du begynder tjeneste i midten af en måned, vil første lønoverførsel først ske ved udgangen af næstfølgende måned.

Skal jeg have en lønkonto, E-boks og Mit-ID?
Ja, fordi løn m.v. overføres til din NemKonto i dit pengeinstitut, og din lønseddel og evt. sygesedler sendes til din E-boks.

Erfaringen viser også, at det er praktisk at have et hævekort (f.eks. et DANKORT), men tal med dit pengeinstitut om det. Har du bopæl i udlandet, skal du dog medbringe oplysning om pengeinstituttets navn, adresse og kontonummer, når du møder.

Du skal oprette din E-boks på www.e-boks.dk, hvor du efterfølgende får mulighed for at modtage elektronisk post fra offentlige myndigheder og mange private firmaer. Husk også at få oprettet et Mit-ID på www.mitid.dk, så du har muligheden for at logge på din Netbank og E-boks fremover.

Hvad med mine oplysninger til skat?
Der betales skat af værnepligtslønnen, som er A-indkomst. Dit skattekort leveres elektronisk til Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen.

Hvis værnepligtslønnen er meget forskellig fra din nuværende indkomst, gør du klogt i at få undersøgt hos skattevæsenet, om dit skattekort skal ændres. Gør det for din egen skyld i god tid.

Lønforskud
Da du er bagudlønnet og dermed først får udbetalt løn i slutningen af den 1. måned, kan du, såfremt du ikke har penge til kost frem til første lønudbetaling, få udbetalt et begrænset forskud på dit tjenestested. Det udbetalte beløb bliver derefter trukket af lønnen i de første 3 eller 4 lønudbetalinger.
Hjemsendes du utidigt indenfor din forskudsperiode, kan Forsvaret og Beredskabsstyrelsen kræve den del af forskuddet tilbage, som svarer til det antal dage, du ikke har forrettet tjeneste.

Socialforvaltningen i din hjemkommune kan oplyse, om du eventuelt kan få kontanthjælp frem til første lønudbetaling.

Forsvarets socialrådgivere (se bagerst i folderen) kan besvare dine spørgsmål, hvis du er i tvivl.

Som militærnægter får du kontante ydelser fra den dag, du er indkaldt til at møde til militærnægtertjeneste frem til den dag, du hjemsendes.

Økonomiske forhold i forbindelse med udstationeringsordningen

Hjemsendes du før den normale hjemsendelsesdato, ophører din løn i umiddelbart tilknytning til den nye hjemsendelsesdato.
Legater

Hvis du kommer til skade i tjenesten, eller hvis du på grund af en uforudset og helt ekstraordinær situation kommer i økonomiske vanskeligheder på grund af indkaldelsen og ikke kan få hjælp fra det offentlige eller andre, kan socialrådgiveren på dit tjenestested oplyse dig om mulighederne for at søge legat.

Frirejser

I forbindelse med indkaldelsen gælder indkaldelsesordren som billet inden for Danmarks grænser, dog ikke Grønland og Færøerne.

Rejsen kan tidligst påbegyndes 2 døgn før mødedagen og må ikke afbrydes undervejs.

Efter mødet får du tilbudt et rejsekort, der giver adgang til fri befordring her i landet efter regler, du vil blive nærmere informeret om, efter du er mødt.

For at få fribefordring skal du medbringe et DSB-stamkort uden zoneangivelse. Det kan du få ved at henvende dig til en statsbanestation, når du tager et fotografi med af dig selv (taget forfra uden hovedbeklædning) størrelse 3,2 x 3,2 cm.

Hvis du modtager fribefordring, kan du ikke samtidig få befordringsfradrag på skattebilletten. Men det kan du, hvis du ikke modtager rejsekortet eller senere afleverer det. Du kan få oplysninger om de nærmere regler på dit tjenestested.
Forsvaret og Beredskabsstyrelsen meddeler selv folkeregistret om indkaldelse til værnepligt.
Du skal altså kun give folkeregistret besked, når du reelt flytter folkeregisteradresse, eller hvis din værnepligtstid afkortes eller forlænges.

Militærnægtere skal have påtegnet indkaldelsesordren af Borgerservice, før de møder til tjeneste.
Foruden almindelig lørdags-søndagsorlov og frihed på kalenderhelligdage kan der under visse betingelser gives orlov, f.eks.:

  • Ved akut, alvorlig sygdom, tilskadekomst eller dødsfald blandt de nærmeste pårørende.
  • Ved visse festlige lejligheder i den nærmeste familie.
  • Til særligt kvalificerede idrætsudøvere, der skal deltage i idrætskonkurrencer af væsentlig betydning for dansk idræt.   
  • Til forenings- eller organisationsledere i betydende landsforeninger eller -organisationer til deltagelse i arrangementer, der er af væsentlig betydning for disse foreninger eller organisationer.
  • Til ungdomsledere i tilsvarende foreninger eller organisationer til deltagelse i lejrarrangementer og lign., hvis gennemførelsen er afhængig af, at den værnepligtige deltager.

Ved nærmeste pårørende eller nærmeste familie forstås ægtefælle/samlever, børn, forældre, søskende, ægtefælles/samlevers forældre og personer, som har været i forældrenes sted.

Der gælder særlige regler om barselsorlov til værnepligtige under tjeneste. Det anbefales at søge udsættelse med indkaldelsen, hvis du inden mødet kan forudse, at du muligvis ønsker at gøre brug af ret til barselsorlov ud over 14 dage.

Når du er mødt til tjeneste, vil du få mere at vide om reglerne for at få orlov og frihed af enhver art.

Gravid
Som kvinde skal du være opmærksom på, at værnepligtstjenesten indeholder en del fysisk træning, herunder spring og fald. Møder du til værnepligtstjeneste som gravid, kan du risikere, at den stedlige læge vælger at hjemsende dig i utide, hvis det vurderes, at du ikke er i stand til at gennemføre tjenesten på forsvarlig vis under hensyntagen til din graviditet. Er du blevet gravid forinden mødedagen, anbefales det, at du retter henvendelse til enten Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen for at aftale et nyt indkaldelsestidspunkt.
I Forsvaret og ved Beredskabsstyrelsen
Du er som værnepligtig ikke omfattet af reglerne om højeste arbejdstid.

Uddannelsestid
Den daglige og den ugentlige uddannelsestid varierer en del fra tjenestested til tjenestested.

Erfaringsmæssigt vil der særligt i de første måneder efter indkaldelsen være en række aktiviteter, der tidsmæssigt strækker sig ud over det, du normalt har forbundet med almindelig arbejdstid.

Ved en række enheder kommer du senere i tjenesteforløbet til at deltage i øvelsesaktiviteter af varierende længde.

Det er væsentligt, at du, inden du starter som værnepligtig, gør dig klart, at du ikke i helt samme grad som forud for indkaldelsen kan deltage i fritidsaktiviteter, aftenskoleundervisning og lignende. Det er også normalt udelukket, at du ved siden af værnepligtstjenesten kan bestride et andet job.

Du får normalt ikke erstatningsfrihed for merarbejde, døgn-, vagt- og beredskabstjeneste. Lørdage, søn- og helligdage er normalt tjenestefri. For tjeneste på disse dage kan der gives fridage.

Du skal selv betale din mad. Den kan købes i tjenestestedets cafeteria.

Du har som værnepligtig frit logi på tjenestestedet.

Uniform og udrustningsgenstande m.v. udlånes gratis.

I militærnægtertjenesten
Du vil få en arbejdstid, der svarer til den almindeligt gældende arbejdstid på 37 timer om ugen.

Du skal selv købe og betale din mad.

Når du bliver udstationeret, stiller udstationeringsstedet eventuelt et værelse til rådighed. Er dette ikke muligt, får du en boliggodtgørelse pr. 1. juli 2016, på maksimalt 2.890,00 kr pr. måned (kan ikke overstige din faktiske boligudgift).
Som militærnægter bruger du dit eget tøj. Er din tjenestetid på mere end 30 dage, får du en skattefri beklædningsgodtgørelse på 1.136,00 kr. (april 2017) ved mødet.
Hvis du bliver indkaldt som værnepligtig ved Beredskabsstyrelsen, har du mulighed for at søge om videre uddannelse som mellemleder.

Uddannelsen varer ca. 4 måneder og foregår ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev og ved Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev. Uddannelsen afsluttes med ca. 5 måneders praktisk tjeneste ved et beredskabscenter, hvor mellemlederen fungerer som instruktør og indgår som holdleder i det daglige udrykningsberedskab.

Det betyder i praksis, at værnepligtsperioden forlænges fra 9 til 18 måneder. Alle mellemledere tilbydes dog en kontrakt om yderligere 7 måneders tjeneste efter praktiktjenesten, og for nogle vil der være mulighed for yderligere forlængelse – og evt. en egentlig mellemlederkarriere.

Der kan forventes uddannelsesstart 2 gange årligt – pr. 1. februar og 1. august - og optagelse på uddannelsen sker kun efter ansøgning. Der er et begrænset antal pladser, og udvælgelse sker på baggrund af udtalelse fra tjenestestederne og gennemførelse af et udvælgelsesforløb med skriftlige og praktiske prøver m.v. Vi lægger bl.a. vægt på dine lederevner og dine beredskabsfaglige færdigheder, som du opnår igennem værnepligtsuddannelsen. Men også dine boglige færdigheder har en vis betydning, da der skal læses og læres meget under uddannelsen.

Du vil få meget mere information om uddannelsen, når du er mødt til værnepligtstjeneste.

Arbejdsskadeforsikring
Ved ulykkestilfælde eller sygdom i forbindelse med tjenesten er du omfattet af en særlig lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. Du vil i forbindelse med mødet til værnepligtstjeneste få udleveret en folder med yderligere oplysninger.

Fritidsundervisning
Tjenestestedet kan orientere dig om mulighederne for at deltage i hobby- og idrætsaktiviteter.

Civil påklædning
I værnepligtstiden må du gå i civilt tøj i fritiden; både på tjenestestedet og uden for.

Socialrådgivningen
Alle tjenestesteder har tilknyttet en socialrådgiver. Socialrådgiveren har tavshedspligt og er også til rådighed for værnepligtige.
Hvis du har personlige, familiemæssige eller økonomiske spørgsmål, du ønsker afklaret, kan du henvende dig til tjenestestedets socialrådgiver for at få faglige råd og vejledning.

Samarbejdsordning
På alle tjenestesteder er der en samarbejdsordning, der har til formål at varetage de værnepligtiges interesser. Efter ca. 3 uger vælger enheden talsmænd. Disse har til opgave at virke som forbindelsesled mellem de værnepligtige og chefen, samt at få klaret små som store problemer.
Værnepligtsrådet er det øverste led i de værnepligtiges talsmandssystem og er nedsat af Forsvarsministeriet til at repræsentere de værnepligtige overfor Forsvarets ledelse. Værnepligtsrådet består af et antal værnepligtige, der bliver valgt af de øvrige landstalsmænd for på fuld tid at varetage de værnepligtiges interesser. Det er Værnepligtsrådet der, på de værnepligtiges vegne, tager sig af de værnepligtsspørgsmål, der ligger ud over det enkelte tjenestested.

Job- og uddannelsesrådgivning
Som værnepligtig er det vigtigt, at du i god tid inden hjemsendelsen tænker over dine fremtidige job- og uddannelsesmuligheder. Forsvaret og Beredskabsstyrelsen vil informere dig om uddannelse- og ansættelsesmuligheder i hhv. Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, men du skal selv sørge for at undersøge, hvilke ansættelses- og uddannelsesmuligheder du har civilt efter endt værnepligtstjeneste.

Her kan du læse mere om uddannelser i Forsvaret.

Her kan du læse mere om uddannelser i Beredskabsstyrelsen.

Når du møder, skal du huske at medbringe:

  • Indkaldelsesordren
  • Eventuelt kørekort
  • Eventuel søfartsbog (kun ved indkaldelse til søværnet)
  • Kontonummer på din Nemkonto
  • Vaccinationsattester
  • Sundhedskort
  • DSB’s almindelige stamkort uden zoneangivelse (kan udstedes på en jernbanestation)
  • Toiletsager

Beredskabsstyrelsen
Lautruphøj 8, postboks 345, 2750 Ballerup
Tlf.: 32 66 50 92
www.værnepligt.dk 
E-mail: fps-bla@mil.dk

Veterancentret
Socialrådgiverne
Garnisonen 1
4100 Ringsted
Tlf.: 72 16 34 00
E-mail: vetc-myn@mil.dk

Forsvarsministeriets Personalestyrelse
Værnepligtssektionen
Lautruphøj 8, Postboks 345,
2750 Ballerup
Tlf.: 72 81 90 00
www.værnepligt.dk / www.militærnægter.dk
E-mail: fps-bla@mil.dk

Forsvarsministeriet
Holmens Kanal 42, 1060 København K.
Tlf.: 72 81 00 00