Den frivillige Robusthedsscreening
En del værnepligtsuddannelser kræver, at du - ud over det obligatoriske program på Forsvarets Dag (skriftlig prøve, forundersøgelse, helbredsundersøgelse) - gennemgår en frivillig supplerende helbredsundersøgelse og robusthedsscreening, der skal afklare, om du er egnet til de pågældende værnepligtsuddannelser.
Hvis du på Forsvarets Dag erklæres egnet til grundlæggende værnepligtstjeneste i Danmark, vil du blive tilbudt at gennemføre den supplerende helbredsundersøgelse. Robusthedsscreeningen foregår derimod digitalt og kan tilgås via et link, som du finder i brevet, som vi har sendt til dig i forbindelse med, at du skal til Forsvarets Dag.
Hvad er robusthedsscreening?
Robusthedsscreening indebærer, at du bliver stillet en række forskellige spørgsmål, som er med til at vurdere din robusthed, i forhold til om du kan klare en værnepligtstjeneste.
Vi opfordrer dig til at gennemføre robusthedsscreeningen, før du møder på Forsvarets Dag.
Hvis du ikke gennemfører robusthedsscreening, før du møder på Forsvarets Dag, opfordrer vi dig til at medbringe smartphone/tablet på Forsvarets Dag – helst med adgang til MitID-login – så du kan gennemføre den frivillige supplerende helbredsundersøgelse og robusthedsscreening på dagen.
Har du ikke en smartphone/tablet med adgang til MitID-login på Forsvarets Dag, vil du stadig kunne gennemføre testen. Du kan tage fat i en af medarbejderne på Forsvarets Dag under din undersøgelse, som vil hjælpe dig i mål.
Hvordan foregår robusthedsscreeningen?
Robusthedsscreeningen består af et digitalt spørgeskema, som tager ca. 30 minutter at udfylde.
Vi anbefaler, at du tager hele screeningen på én gang, men hvis du er nødt til at stoppe undervejs eller mister forbindelsen, kan du altid komme tilbage til den side eller den del, du forlod, ved at bruge det samme link.
Har jeg pligt til at gennemføre robusthedsscreeningen?
Nej, du er ikke forpligtet til at gennemføre robusthedsscreeningen. En positiv vurdering af din robusthed er dog en forudsætning for, at du kan komme i betragtning til en række specifikke værnepligtsstillinger.
Hvornår får jeg resultatet af robusthedsscreeningen?
Du vil modtage resultatet af robusthedsscreeningen af sessionslederen på Forsvarets Dag.