Træd til, når det gælder
Som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen bliver du uddannet brandmand og trænet til at håndtere alt fra brande og oversvømmelser til kemikalieuheld og større ulykker. Du får en redningsuddannelse, udvidet førstehjælp og lærer at arbejde sikkert med farlige stoffer. De fleste får også stort kørekort undervejs.
Allerede efter fire uger indgår du i udrykningsvagten som hjælper, og efter seks måneder er du redningsspecialist. Du bliver en del af indsatsen, når mennesker og samfund har brug for hurtig og professionel hjælp.
Uddannelsen styrker dig både personligt og fagligt. Du lærer at tage ansvar, holde hovedet koldt under pres og håndtere situationer, der ændrer sig fra minut til minut – erfaringer du kan bruge hele livet.
Værnepligtsuddannelsen varer ni måneder, og som færdiguddannet redningsspecialist kan du søge videre ind i Beredskabsstyrelsen eller de kommunale redningsberedskaber, fx som brandmand.
Adgangskrav
Øvrige krav
- Du skal være fyldt 18 år, når du starter på uddannelsen Læs mere her
- Du skal have kørekort kategori B (Almindeligt bilkørekort) Læs mere her
- Du skal være fundet egnet til Forsvarets dag
Sådan er uddannelsen bygget op
Redningsspecialistuddannelsen
Som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen gennemfører du redningsspecialistuddannelsen – den mest omfattende, tekniske beredskabsuddannelse i Danmark. Uddannelsen foregår på et af styrelsens fem operative centre, hvor du både træner og indgår i døgnvagten.
Forløbet er bygget op, så du løbende får nye kompetencer og kan tage flere funktioner i vagten, efterhånden som du udvikler dig. Undervejs opnår du også civile færdigheder, du kan bruge i videre uddannelse eller beredskabsrelaterede job.
Hent folderen “Redningsspecialistuddannelse” for et detaljeret overblik.
Har du spørgsmål?
Hvis du vil høre mere om værnepligtsuddannelsen til redningsspecialist i Beredskabsstyrelsen, kan du ringe til os på 32 66 50 92.
