Kognitiv test
Kognitiv test før Forsvarets Dag
Inden du møder op til Forsvarets Dag, skal du gennemføre en kognitiv test hjemmefra. Testen måler din evne til logisk tænkning inden for forskellige områder og indeholder desuden en kort hukommelsestest.
Du modtager et link til testen i din digitale postkasse. Du kan også tilgå testen via datafabrikken.dk med din personlige kode.
Er testen obligatorisk?
Ja. Du skal gennemføre den kognitive test, før du møder op til Forsvarets Dag. Vi bruger resultatet til at vurdere, om du er egnet til værnepligt.
Hvis du ikke har gennemført testen hjemmefra vil det betyde din Forsvarets Dag er forlænget, da du dermed skal udføre testen ved dit møde på Forsvarets Dag.
Sådan foregår testen
Testen består af logiske opgaver fordelt på fire dele og tager samlet cirka 60 minutter. Du skal gennemføre hele testen på én gang, men mister du forbindelsen undervejs, kan du vende tilbage til det sted, du nåede til, via det samme link.
Tag testen, når du er frisk og udhvilet, og når du kan sidde uforstyrret. Testen er udviklet til pc eller tablet, og vi anbefaler, at du bruger en af delene for at sikre det bedste udbytte.
Du får en grundig introduktion til hvert element undervejs i selve testen.
Hvornår får du dit resultat?
Du får dit resultat, når du møder op til Forsvarets Dag, da det vil indgå som del af din sessionsbehandling.
Behandling af dine personoplysninger
Du kan læse om, hvordan dine personoplysninger bliver behandlet i dit oplysningsbrev.