
Aftale og ledige pladser
Når du har været på Forsvarets Dag, kan du – uanset hvilket nummer du trækker – melde dig frivilligt og indgå en aftale om værnepligt. Det giver dig størst mulig indflydelse på, hvor og hvornår du vil aftjene din værnepligt. Du kan vælge tre tjenestesteder, og din plads er først sikker, når Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen har bekræftet aftalen.
Der er rift om pladserne, så det kan være en fordel at lave aftalen allerede på Forsvarets Dag – men du kan også gøre det senere, hvis der stadig er ledige pladser.
Vigtigt: Tjek, at dit ønskede tjenestested passer til din helbredsvurdering fra Forsvarets Dag. Har du en egnet eller begrænset egnet vurdering fra 2024 eller tidligere, skal du undersøge, om holdet kræver en supplerende helbredsundersøgelse.
Du kan søge om “aftale om værnepligtstjeneste” på borger.dk.
Dine næste skridt mod værnepligten
Undersøg dine muligheder
Når du har deltaget i Forsvarets Dag og fået din egnethedsvurdering, skal du se på, hvilke værnepligtsuddannelser der matcher dine interesser. Kig på tjenestested, startdato og varighed – og tjek hvilke pladser der er ledige.
Prioritér dine ønsker
Du kan angive op til tre steder, når du ansøger om aftale. Vær opmærksom: Hvis du får tilbudt en plads på din 2. eller 3. prioritet, er aftalen stadig bindende.
Indsend ansøgning til aftale om værnepligtstjeneste
For at få en plads skal du underskrive aftalen elektronisk via borger.dk eller sende pdf-blanketten, hvis du ikke bruger MitID. Dette kan kun ske, hvis du allerede er erklæret egnet eller begrænset egnet på Forsvarets Dag.
Du kan sende din ansøgning digitalt via borger.dk eller med post til:
Personelkommandoen
Værnepligtssektionen
Lautruphøj 8
2750 BallerupKom til besøgsdag
Når din aftale er bekræftet og du har fået indkaldelsesordre, får du mulighed for at besøge dit tjenestested for at få indtryk af miljøet, logi og stemning. Det giver dig et stærkere grundlag for at gå i gang med tjenesten.
OBS! Du kan kun tilmelde dig, hvis du er kommende værnepligtig og har fået en invitation.

Kom i form til værnepligten
Hvis du vil tage en værnepligtsuddannelse, er det en god idé at starte træningen i god tid. Værnepligten kræver, at du bruger kroppen hver dag, og det er en klar fordel, hvis din krop allerede er vant til at blive belastet. Når du møder op i bedre form, får du en langt lettere start, en bedre oplevelse undervejs og mindre risiko for at blive skadet.

