Vil du være med til at holde Forsvaret kørende?
Kan du lide at få sorte fingre og arbejde på et alsidigt udvalg af køretøjer? Så har du mulighed for at blive lastvognsmekaniker i Forsvaret og komme til at arbejde med alt fra personbiler til kampvogne.
Som lastvognsmekaniker har du en stor rolle i at holde Forsvaret kampklar. Lastvognsmekanikeruddannelsen er en EUD-uddannelse, der består af grundforløb på en erhvervsskole og 3½ års praktik. Det er en vekseluddannelse bestående af praktikperioder på et værksted og et antal hovedforløb, som gennemføres på en erhvervsskole.
Forsvaret har brug for både civile og militære lastvognsmekanikere.
Ansøgere uden for Forsvaret skal have gennemført grundforløb 2 inden ansættelse i Forsvaret, mens allerede militært ansatte vil skulle gennemføre grundforløb 2 som en del af tjenesten.
Mens Flyvevåbnets militære lastvognsmekanikere primært vil komme til at gennemføre deres tjeneste på et værksted på en flyvestation, vil Hærens militære lastvognsmekanikere indgå i Hærens operative enheder, og vil som følge deraf også tage med på øvelser og indgå i beredskaber.
Hvor søger jeg?
Ledige elevstillinger vil blive slået op på jobsitet. Her kan du også oprette en jobagent. Se ledige stillinger