Sådan valgte Kristoffer faget
Kristoffer havde altid været sikker på, at han skulle arbejde i Søværnet, men var i tvivl om, hvad han ville lave. På Forsvarets hjemmeside faldt han over "kampinformationsgast" og blev nysgerrig på faget. Han uddyber:
“Jeg, som så mange andre, vidste ikke rigtig, hvad jeg gik ind til. Det var derfor jeg valgte det – fordi det gjorde mig nysgerrig.”

Kl. 9 om formiddagen kan du sidde med dine kollegaer og øve angrebsprofiler fra fly. Det næste øjeblik kan du være på vej ud med skibet, for at redde en mand, der er faldet i vandet.
Hverdagens opgaver
Dagene som kampinformationsgast er aldrig ens og kan skifte hurtigt. Arbejdet handler om at indsamle og formidle det taktiske situationsbillede: vind, bølger, strøm og temperatur er blandt de oplysninger, der kan være afgørende i en aktion. Kristoffer beskriver en konkret situation:
“Kl. 9 om formiddagen kan du sidde med dine kollegaer og øve angrebsprofiler fra fly. Det næste øjeblik kan du være på vej ud med skibet, for at redde en mand, der er faldet i vandet.”
Mulighederne fremadrettet
Første internationale øvelse som færdiguddannet gav Kristoffer indblik i, hvor mange veje faget kan åbne.
"Du kan komme på uanede mængder af kurser for at dygtiggøre dig selv. Så hvis du en dag bliver træt af at sejle, så kan du tage arbejdet med op i helikopteren og blive Senso-operatør. Har du brug for at komme i land? Så kan du sidde oppe i Frederikshavn eller i Nuuk".
For Kristoffer handler valget om både ansvar og udvikling. Han har ikke fortrudt sin beslutning og fremhæver faget som en vej til mange karrieremuligheder både til søs og i land.
