Livet i ødemarken
Langt væk fra civilisationen i Grønlands nordøstlige hjørne patruljerer en gruppe mænd og et hold slædehunde. Mændene er udsendt i over to år ad gangen og skal klare sig selv i en af verdens koldeste og mest øde egne. Det kan man, ifølge tidligere patruljefører i Slædepatruljen Sirius, Frederik, godt blive afhængig af.
"Den første tid går man bare og vænner sig til at være i så overvældende og skønne omgivelser. Det er verdens smukkeste arbejdsplads. Man bliver overrasket hver dag, når man kigger på fjeldene.”
Frederik kørte med Slædepatruljen Sirius fra juli 2012 til august 2014. Og for ham var det en livsdrøm, der gik i opfyldelse.
"Nu er jeg 26 år, og jeg har udlevet det største eventyr, man kan forestille sig.”
Det er verdens smukkeste arbejdsplads. Man bliver overrasket hver dag, når man kigger på fjeldene.
Når hjælpen er langt væk
Formålet med Slædepatruljen Sirius er at patruljere og opretholde suverænitet ved Grønlands grænse. En del af året bor man på Forsvarets faste base, og i andre måneder patruljerer man med hundeslæde. Når man er på patrulje, er man typisk sammen med en makker, som er det eneste menneske, man ser i et halvt år. Man kan ikke ringe efter hjælp i vildmarken. Man skal være sin egen læge, tandlæge, håndværker, dyrlæge, skrædder og kok.
Derfor består den indledende uddannelse både af svejsekursus, dyrlægefag, et ophold på Suhrs Husholdningsskole og træning i andre færdigheder, der er nødvendige for at overleve og holde en station kørende uden større behov for hjælp udefra. Én gang om året kommer der proviant til stationen.
“Vi er taget afsted for at opleve noget ekstremt, og vi er trænet på en måde, så vi ved, at vi kan klare os. Hvis man skal gå 90 kilometer gennem sneen, ved man, at man på en tidligere øvelse har gået 100.”
De vigtige firbenede venner
Hundene spiller en central rolle i hverdagen og bliver hurtigt en del af familien.
“De lægger øre til mange historier. Hvis man har noget, man skal af med, taler man med hundene – de bliver din familie."
Frederik trænede selv sin førerhund, som kunne kende forskel på højre og venstre. Nogle gange, når den ikke lystrede, viste det sig, at der var en fare, Frederik ikke selv havde set. Sidste sommer besøgte han basen igen efter næsten et år væk:
“Da jeg gik ud til dem, og de hørte, at det var mig, der kaldte, hylede og gøede de fuldstændig vildt i lang tid.”
Jeg ved, hvad der skal til for at opretholde livet, når man er overladt til sig selv. Det er bare på rygraden.
Overlevelse og perspektiv
Efter at have bevæget sig gennem ekstreme temperaturer og levet med et telt i måneder, mener Frederik, at man lærer at forudse behov og udfordringer.
"Jeg ved, hvad der skal til for at opretholde livet, når man er overladt til sig selv. Det er bare på rygraden. Nogle af de nye, der lige er kommet, tror, at når de har bygget en snehytte, kan de slappe lidt af. Men det kan man aldrig. Du skal hele tiden tænke næste skridt frem, ellers bliver du indhentet."
To måneder før hjemrejse kan man invitere familie eller venner på besøg. Frederik mindes et besøg af sine forældre og lillebror, som blev dybt påvirket af naturens skønhed:
"Det, som var blevet en almindelig hverdagsbegivenhed for mig, havde for dem status af en ekstraordinær oplevelse, og det synes jeg, siger noget om den fantastiske skønhed, man befinder sig i".