Har du en gymnasial uddannelse og lyst til at arbejde til søs med ledelse og komplekse opgaver?
At blive officer i Søværnet er for dig, der vil arbejde på et skib, lede mennesker og løse komplekse opgaver i praksis. Som officer står du i spidsen for forskellige faggrupper og er med til at skabe de bedste rammer for både besætningen og Søværnets operative opgaver. Uanset om du vælger broen eller maskinrummet, bliver du grundigt uddannet i at træffe beslutninger under pres og bruge moderne ledelsesteori i virkelige situationer.
Uddannelsen giver dig en stærk faglig og personlig udvikling, og som færdiguddannet officer får du mulighed for at avancere og på sigt stå i spidsen for en division eller en hel besætning. Du bliver en vigtig del af planlægningen og gennemførelsen af Søværnets missioner – og senere kan du også arbejde i land på flådestationer, skoler eller kommandoer rundt i landet.
Taktisk officer:
Her bliver broen dit primære arbejdssted. Du fungerer som vagtchef og leder broorganisationen på vegne af skibschefen. Du har ansvar for navigationen, sikker sejlads og opgaver som navigationsofficer eller dæksofficer. Uddannelsen giver dig de taktiske og sømilitære kompetencer, der kræves for at disponere et skib og forstå, hvordan det indgår i større flådestyrker.
Maskinteknisk officer:
Her har du ansvaret for skibets tekniske drift. Du arbejder med maskineri, elektronik og avancerede systemer som fremdrivningsudstyr og maskinkontrolanlæg. Hverdagen er en blanding af hands-on opgaver og ledelse i et højteknologisk miljø, hvor du skal prioritere rigtigt og sikre, at skibet kan løse sine tekniske opgaver.
Adgangskrav
Faglige krav
- Du skal som minimum have enten:
- En gymnasial ungdomsuddannelse (stx, hhx, htx, eux eller hf)
- Dansk og engelsk på minimum C-niveau
- Erfaringsmæssigt anbefales det, at du har opnået minimumskarakteren 4 i matematik og fysik på B-niveau - Den erhvervsrettede konstabeluddannelse eller
- En erhvervsuddannelse (niveau 4)
Du kan godt søge om optagelse og blive afprøvet inden du har afsluttet din uddannelsen, men du kan ikke påbegynde officersuddannelsen i Slagelse, før du har afsluttet din gymnasiale ungdomsuddannelse.
Øvrige krav
- Du skal være fyldt 18 år, når du starter på uddannelsen
- Du skal opfylde Forsvarets særlige helbredskrav. Læs mere her
- Du skal sikkerhedsgodkendes. Læs mere her
Uddannelsens opbygning
Sådan ansøger du
Send din ansøgning
Start din ansøgning ved at klikke på "ANSØG NU".
Du skal svare på en række spørgsmål og uploade følgende dokumenter i pdf-format:-
Eksamensbevis fra folkeskolen
-
eksamensbevis fra din gymnasiale uddannelse/erhvervsuddannelse/Erhvervsrettede Konstabeluddannelse (hvis du ikke har færdiggjort uddannelsen endnu, så kopi/udskrift af dine seneste standpunktskarakterer)
-
CV (med billede)
-
Motiveret ansøgning (uploades som Dokument → Ansøgning)
- En selvbiografi på max 1000 ord, som giver et samlet billede af dit liv (Skal uploades som Dokument → Ansøgning).
Du kan tage udgangspunkt i denne disposition:- Beskriv kort din opvækst og eventuelle særlige begivenheder
- Var der særlige interesser i dit barndomshjem?
- Hvordan var dit forhold til kammerater og lærere i din skoletid?
- Din uddannelse efter folkeskolen?
- Hvad beskæftiger du dig med i dag?
- Hvilken betydning har selskabelighed for dig?
- Er du forlovet, gift eller tilsvarende?
- Lidt om de overvejelser bag din ansøgning om optagelse på den ønskede uddannelse.
Det gør processen nemmere, hvis du på forhånd har dine uddannelsesbeviser, din motiverede ansøgning, din selvbiografi og dit CV med billede klar som pdf.
-
Kom til afprøvning
Når du har sendt din ansøgning, bliver den gennemgået for at sikre, at du opfylder kravene, og at alle bilag og helbredsoplysninger er på plads. Hvis alt er i orden, bliver du inviteret til afprøvning hos Personelkommandoen på Nyholm i København.
Sammen med invitationen modtager du et link til et spørgeskema, som du skal udfylde hurtigst muligt.
Afprøvningens indhold:
Til afprøvningen skal du gennemføre:
- en fysisk test (læs om kravene her)
- en række kognitive tests
- en helbredsundersøgelse hos Forsvarets læger
- en samtale med en repræsentant fra Søværnets Officersskole
Afprøvningsdagen på Nyholm varer ca. 8 timer, og du får mere detaljeret information i din invitation.
Du skal også til en psykologsamtale på cirka én time. Samtalen foregår over telefon og finder sted efter afprøvningsdagen. Det kan være op til en uge efter afprøvningsdagen.Hvornår er der afprøvning?
December 2025 – juni 2026 (løbende).
Få svar om optagelse
Efter afprøvningen får du besked i e-Boks om, hvorvidt du er vurderet egnet til uddannelsen. Søværnets Officersskole udvælger de elever, der optages blandt de ansøgere, som er vurderet egnet. Hvis du bliver tilbudt en plads, bliver du kontaktet senest 18. juli.
Start på uddannelsen
Når du har fået den endelige optagelse, får du praktisk information om studiestart og de første dage på uddannelsen.
Har du spørgsmål?
Vil du vide mere om uddannelsen, så kontakt os på 20 28 97 25 eller mail FAK-KTP-SOS@mil.dk.

Din fremtid
Som ny officer starter din tjeneste afhængigt af retning: Som taktisk officer bliver du typisk navigationsofficer og får som vagtchef ansvar for skibets navigation gennem både snævre farvande og åbent hav. Som maskinteknisk officer begynder du som driftsofficer eller elektroofficer med ansvar for skibets maskin- og elektrotekniske systemer. Arbejdet kan omfatte udsendelser, og mange opgaver løses i samarbejde med andre værn og civile myndigheder. Hverdagen veksler mellem sejlads, perioder i basehavnen og fri.
Karrieren kan føre til stillinger som divisionsofficer, næstkommanderende eller teknikofficer. Du kan også gå i land og arbejde som sagsbehandler i stabe inden for udvikling, HR, uddannelse eller øvelsesplanlægning. Med videreuddannelser kan du avancere til højere grader, og erfaringen gør dig også attraktiv i det civile.

Officerer er ikke bange for at gå i gang med en opgave uden at have alle detaljer. De er også trænede i at korrigere eller justere undervejs, hvis forudsætningerne ændrer sig.
FAQ om uddannelsen
Her finder du svar på de mest almindelige spørgsmål om adgangskrav, værnepligt, helbred, statsborgerskab, job og sejlads på uddannelsen.



