Ida fortæller om sin
hverdag som kommunikationsgast
"Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt"
I sommeren 2020 var Ida på tur med en veninde i Frederikshavn. Hun stod ude foran Flådestationen og kiggede ind på Absalon og var fuldstændig målløs. ”Begge mine forældre er Balkan veteraner, og de har brugt 25 år på at overbevise mig om, at der kun fandtes ét rigtigt værn, og det var Hæren - men da jeg kiggede på den her mand, der stod og talte i telefon på helikopterdækket, sagde jeg til min veninde, at det var det her, jeg skulle”.
Videre fra værnepligten
Et år efter tog Ida afsted og sejlede ud med HDMS Triton for første gang. I værnepligten fandt hun hurtigt en stor interesse for kommunikationsfaget. Da hun havde aftjent sin værnpligt, sendte hun sin ansøgning til kommunikationsgast og blev optaget.
”Jeg er i gang nu, og det er hammer fedt, og vi har et rigtig godt fællesskab på vores hold. Det er stadig meget svært og man skal ofte holde tungen lige i munden, men jo længere ind i kurset vi kommer, jo mere begynder brikkerne også at falde på plads. Heldigvis for det”
Ida, kommunikationsgast
Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt
”Jeg har altid godt kunne lide at udfordre mig selv. Jeg synes, det er sundt at prøve at springe ud i noget man aldrig har prøvet før og så se, hvor det fører en hen. Nogen gange går det ikke, og andre gange rammer man plet”. Før Søværnet arbejdede Ida med noget helt andet, som hun elskede og var tryg i. Da hun tog springet til Søværnet lå det egentlig ikke i kortene, at hun skulle arbejde med radioer. Men som Pippi engang sagde: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Det var bl.a. derfor jeg valgte at blive kommunikationsgast”.
En udfordrende hverdag
Ida mødte en verden som var anderledes, mystisk og vildt spændende. Det blev hurtigt klart for hende, at faget har to retninger. Der er radiodelen, hvor man arbejder meget med signaler, krypto, antenner mm. Så er der den taktiske del, som var den retning, Ida valgte at gå. I hverdagene har Ida sin daglige gang på radioen, men hun har samtidig også ansvaret for den taktiske del. Ida fortæller, at man som taktisk KU’er sidder og har overblikket over alt kommunikation til og fra skibet. Det gør man bl.a. via linjer, hvor man snakker med de andre omkringliggende skibe. Hvis de ikke kan komme igennem via tale, bliver de også uddannet i både signalflag og morsekodning. De kan derfor tale med andre skibe via flag vi hejser eller via morse, som vi blinker med en lampe ude på siden af skibet. ”Da jeg startede på skolen, havde jeg aldrig morset før, men efter et intensivt forløb lærte jeg og mine kollegaer det hurtigt. Jeg bliver udfordret hver evig eneste dag og mærker en konstant udvikling, som gør, at jeg elsker det, jeg laver”.