Fortsæt til indhold

Teknikofficer i flyvevåbnet

Stealth, radarer og F-35’ere skal altid stå klar

Vores kampfly og helikoptere står altid klar. Som officer i Flyvevåbnet er opgaven at lede Forsvarets dygtige mekanikere og specialister, så vores avancerede teknologi er i topform. Uddannelsen giver oplevelser og indblik i unik teknologi.

Peter er under uddannelse på Forsvarsakademiet på Svanemøllen. Hans karriere står på skuldrene af en Global Business- og maskiningeniør-uddannelse og flere år i den private sektor. Mange forskellige faktorer faldt sammen, da han besluttede at tage officersuddannelsen for to år siden.

»Grunden til at jeg valgte netop teknikofficer var, at jeg stadig kunne bruge min uddannelse. Jeg blev ingeniør, fordi det interesserede mig, ikke fordi det var en adgangsbillet til en anden uddannelse.«

12 år i hjemmeværnet har også givet Peter appetit på Forsvaret, og da han følte, at det var tid at prøve noget nyt, søgte han ind for at forløse nogle af sine ideer og drømme.

»Jeg skulle ud og arbejde med mennesker. Det er nok det, jeg har savnet mest i min civile karriere. Jeg er vild med tanken om, at jeg som leder både løser tekniske opgaver og samtidig får det bedste ud af folkene i mit team,« siger Peter.

Våbensystemer og motorer - Teori bliver til prakis
En del af officersuddannelsen er den såkaldte “skruepraktik”, hvor aspiranterne skal have beskidte hænder for at lære maskinerne at kende, og det er ikke nemt at arbejde med Forsvarets materiel. Peter har både skiftet et næsehjul og trukket motoren ud på en F-16.

»Mekanikken er vanvittig, og der er masser af redundante systemer. Samtidig er våbensystemerne integreret i flyet, og det hele drejer sig om, at der skal være mange og komplekse systemer på meget lidt plads. Det er ikke nemt at komme til tingene, plus der er meget sikkerhed og procedure, der skal overholdes.«

Teknikken er central for at blive en god teknikofficer. En af grundene for Peter til at vælge uddannelsen var, at han ønskede at bruge sin uddannelse som ingeniør.

»For mig var det vigtigt at have den tekniske forståelse fra ingeniørstudiet med og samtidig en praktisk erfaring fra mine jobs i det private. Når man gennemgår styresystemet på et kampfly eller en helikopter, så er man foran, når man ved, hvad træk-tryk-stænger er. Jeg havde meget med fra studiet, og nu blev det praktisk og hands on.«

Peter citat

Teknologien, man kommer i kontakt med herinde, er enestående, både F-16, Merlin-helikoptere og med tiden F-35. Du kommer til at arbejde med cutting edge teknologi og med ledelse, og du får fingrene helt ned i begge ting.

Peter, teknikofficer i Flyvevåbnet

Eventyret kalder på officererne
Forsvarets officersuddannelse er tydelig omkring udsendelse. Alle officerer bliver udsendt, så det er kun er et spørgsmål om hvornår. Danmark har sendt styrker til mange steder i hele verden for at løse opgaver.

Flyvevåbnet står på to ben. De optimerer og vedligeholder hjemme i Danmark og står for krisehåndtering og opgaveløsning ude på missionerne. Ifølge Peter er det ude, man vokser som leder, og han ser frem til sin udsendelse.

»Det er ligesom at have trænet på et fodboldhold. Man ser frem til, at teste det holdet kan i kamp. Jeg ved naturligvis godt, at vi også træner til krigsførsel og de svære beslutninger, men det er ikke kun det, vi tager ud i verden for. Jeg tror på, at vi kan gøre en positiv forskel med vores indsats.«

På officersuddannelsen er alle aspiranter screenede, så i Peters øjne er det lige meget, hvor ung eller gammel sidemanden er, for alle er motiverede. Han byder de mange forskellige input velkommen. Alle trækker sit læs.

Tekst: Tech Relations / Illustration: Jeppe Carlsen

 

Vidste du, at Forsvaret er en stor arbejdsplads for ingeniører?

Som teknisk specialist eller projektleder arbejder du med materiel og udstyr, der er helt særligt. Og du er nøglen til, at vores soldater har det bedste materiel, når de skal løse opgaver for Danmark.

Vi favner bredt - og søger ingeniør med mange forskellige specialer.