Træd til, når det gælder
Under Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse får du en brandmandsuddannelse og bliver klædt på til at løse en række opgaver ved katastrofer og større ulykker. Du får et udvidet kursus i førstehjælp, en redningsuddannelse og lærer bl.a. at håndtere kemikalier og farlige stoffer. De fleste værnepligtige får også et stort kørekort under uddannelsen.
Du kommer hurtigt til at bruge dine færdigheder. Allerede efter fire uger indgår du i udrykningsvagten som hjælper. Efter seks måneders uddannelse er du redningsspecialist og yder en vigtig indsats, når Beredskabsstyrelsen rykker ud. Det kan fx være ved oversvømmelser, brand, kemikalieudslip eller større ulykker med mange tilskadekomne.
Under uddannelsen lærer du at tage ansvar, arbejde under pres og håndtere uforudsete begivenheder – alt sammen noget, der styrker og modner dig, og giver dig en masse erfaring, du kan bruge videre i livet.
Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse tager ni måneder.
Som færdiguddannet redningsspecialist kan du bl.a. søge en videre karriere i Beredskabsstyrelsen eller i de kommunale redningsberedskaber f.eks. som deltidsbrandmand.