Fra almindelig hverdag til eventyr
Simon er uddannet tømrer. Da han næsten var udlært, begyndte han at overveje alternativer til det traditionelle håndværkerliv. En samtale med en tidligere stationsspecialist gjorde ham sikker på valget, og han søgte ind for at opleve noget anderledes og fylde rygsækken med nye eventyr. I dag er han stationsspecialist i Grønland.
"Det er ekstremt, det, vi laver. Vi er langt væk fra alle dem, vi kender, og så er vi afsted i to år. Jeg var 22, da jeg ansøgte og startede på uddannelsen, så jeg vidste, at jeg ville få en meget atypisk ungdom. Men med tanke på de unikke oplevelser der ventede mig, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var det, jeg ville. Alle mine venner har været en tur i Sydøst Asien og Australien, men hvor mange har lige boet i den grønlandske nationalpark?”
Hverdagen på stationen
Hverdagen er præget af praktiske opgaver og stor selvstændighed. Stationsspecialisterne står for vandforsyning, servicering af generatorer, reparation af køretøjer og daglig træning af hunde. Mange opgaver kræver både faglig erfaring og evnen til at løse problemer uden ekstern hjælp, og hver persons kompetencer udnyttes i det daglige arbejde
Alle mine venner har været en tur i Sydøst Asien og Australien, men hvor mange har lige boet i den grønlandske nationalpark?
Sæsoner og rytmer
Året skifter markant: Om sommeren støtter stationsspecialisterne andre håndværkere, der kommer til Grønland, og gør stationen klar til vinter, efteråret bruges til at færdiggøre diverse projekter, og vinteren byder på indendørarbejde og, hvis man har brug for en lille pause fra det, snescooterkørsel. Foråret er ifølge Simon den flotteste tid, hvor solen varmer selv ved lave minusgrader.
At være selvsikker og have meget tillid til sig selv og sin træning i et så kaotisk miljø, føles helt unikt.
Akutte situationer
Akutte opgaver kan hurtigt trumfe planlagte rutiner. Simon beskriver, hvordan et slædehold manglede proviant, og han og en anden stationsspecialister kørte 60 km i whiteout – hvilket betyder, at der er så overskyet og sner så meget, at man ikke kan se noget; alt er hvidt. I sådanne situationer er træning, ro og omtanke afgørende.
“Skulle vi ramme en isskos med lidt for meget fart og derved ødelægge scooteren eller selv komme til skade, så kunne vi blive nødt til at stoppe hvor vi var og ride stormen ud. Men at være selvsikker og have meget tillid til sig selv og sin træning i et så kaotisk miljø, føles helt unikt. Man lærer nemt at det ikke nytter at være panisk eller bange, men derimod handle med ro og tage tingene som de kommer.”
At tage to år væk kan godt virke længe, men tiden går hurtigt, og oplevelserne gør tjenesten til et enestående eventyr. Naturens kræfter og det nære fællesskab på stationen er noget, Simon stadig bliver imponeret over, selv efter to år.
“Man indser virkelig, hvor lille og ubetydelig man er i forhold til naturen: Heroppe bestemmer den og vi prøver at arbejdeå godt med den, som muligt. Alt opfører sig bare mere underligt og går i stykker, når det fryser til -35 grader.
