Gå til indhold
Stationsspecialisten Daniel

Værnfælles

Elev/lærling

portræt

En uforudsigelig og simpel hverdag i Grønland

Daniel

  • Titel: Stationsspecialist
  • Stilling: Stationsspecialist på Station Mestersvig

Motivation og tilmelding

Daniel er stationsspecialist på Station Mestersvig i Grønland. Han blev draget af udsigten til et spændende job i uvante omgivelser og muligheden for at få oplevelser og minder for livet.

"For mit vedkommende var det jobbet i Grønland jeg gik efter, mere end det var uddannelsen i sig selv. Min motivation for at arbejde i den nordøstgrønlandske nationalpark har langt hen af vejen været for oplevelserne skyld. Jeg har altid gerne ville skubbe mine grænser og har søgt det ekstraordinære.”

Daniel gik med tanken om at udfordre sig selv i Arktis i et stykke tid, og på et tidspunkt passede hans livssituation perfekt med at pakke kufferten og tage til Grønland i to år.

En af de store fare ved Grønland er jo de kære isbjørne. Og der gik da heller ikke længe før vi havde vores første og værste møde med en isbjørn.

- Daniel, stationsspecialist

Møde med isbjørn og uventede opgaver

Som stationsspecialist skal man være klar til lidt af hvert. Hovedopgaverne består blandt andet af renovering af bygningerne, snerydning og reparation af generatorerne. Men man skal være beredt på hvad som helst, da dagens planlagte opgaver eller en rolig aftens afslapning pludseligt kan blive afbrudt.

"En af de store fare ved Grønland er jo de kære isbjørne. Og der gik da heller ikke længe før vi havde vores første og værste møde med en isbjørn. Det var sent på aftenen, da vi hørte vores hunde gø, og en af dem var i slåskamp med en isbjørn. Hundene står i kæder om natten, så de kunne ikke komme væk fra bjørnen. Vi smed alt, vi havde i hænderne, for at komme vores hunde til undsætning. Vi brugte det meste af natten på at efterse hundene for skader og sy dem – det blev til 15 sting og en udrevet hjørnetand, men de kom sig heldigvis hurtigt.”

Ud over alle de vilde oplevelser man får i løbet af to år i Nordøstgrønland, er det den bedste arbejdsplads, Daniel nogensinde har haft.

“Hverdagen er simpel, idet man ikke skal forholde sig til ret meget andet end sit arbejde, sine kollegaer og hunde, og hvad der bliver serveret til aftensmad.”