Melinda fortæller om sin
hverdag som flymekaniker
"JEG KAN BLIVE VED MED AT UDDANNE OG UDVIKLE MIG"
Melinda har to sider. Den ene elsker at sidde stille og roligt, lakere negle og lægge make-up. Den anden har altid været fascineret af Forsvaret og har det bedst, når der er en masse action. ”Jeg gik på skole for at blive kosmetiker og arbejdede på skønhedsklinik, men jeg manglede action i min hverdag! Jeg tænkte på, hvor fedt Airshow i Karup i 2012 var, så måske var det Flyvevåbnet, jeg skulle prøve”.
Den rette hylde
Melinda startede sin værneret i august 2015. ”Jeg havde straks en følelse af, at jeg havde fundet den rette hylde”. Hen mod slutningen af værneretten blev der afholdt en briefing omkring mulighederne i Forsvaret. ”Jeg vidste, at jeg gerne ville i Flyvevåbnet, men ikke hvad skulle jeg arbejde med”.
Melinda har arbejdet i Armament (før kaldet CAT) ved Fighter Wing Skrydstrup i 7,5 år. Armament er dem, der arbejder med de forskellige våben, som bliver brugt til F-16 og F-35, som f.eks. bomber, missiler, 20 mm til kanonen og countermeasures chaff og flares. Melinda arbejder i den sektion, der tager sig af op- og afladninger af våbnene. Hvor hun som teamleader blandt andet modtager arbejdsordrerne, kommunikerer med Flightlinen, styrer et hold af assistenter, sørger for sikkerheden og skriver for, at flyet er opladt med de rigtige våben.
”Min motivation for at blive er, at jeg føler, jeg kan blive ved med at uddanne og udvikle mig. Derudover er jeg et hav af unikke oplevelser rigere og håber på mange flere”
Melinda, flymekaniker
”Jeg har udviklet og uddannet mig en del i den tid, jeg har været ved Armament. Jeg startede med at uddanne mig som assistent, samlede erfaring nok og tog uddannelsen som teamleader. Derefter tog jeg A1-flymekaniker uddannelsen og efterfølgende uddannelsen til sergent”. Derudover er hun blevet omskolet i USA, så hun er klar til at arbejde med F-35, samt et mini typekursus herhjemme. Hun er så småt begyndt med kompetencevandringen til oversergent. Da hun var ude at flyve T-17, oplevede hun, at der blev kastet øvelsesbomber og skudt med kanonen på Rømø, hun var med i den Herkules, der smed flares som F-16 skulle affyre missiler efter, hun har været oppe at flyve Spartan med åben rampe og næsten kunne røre de bagvedlæggende F-16, fået lov at møde og køre statsministeren rundt på Fighter Wing og som hun selv siger, er den største oplevelse dengang hun fik en bagsædetur i en F-16.