Mød sprogofficeren
Jasmin
Jasmin blev færdiguddannet sprogofficer 2022 med dari som sproglinje
I dag arbejder hun som faglærer ved Løjtnantuddannelsen i Slagelse.
Hun valgte at blive sprogofficer, fordi hun altid har interesseret sig for sprog og kultur. Derudover tiltalte det hende også, at det er en uddannelse, hvor man ikke bare sidder på skolebænken, men også er aktiv, både i form af fysisk træning og militære øvelser.
Tempoet er både det bedste og hårdeste ved uddannelsen
For Jasmin var det hurtige tempo på uddannelsen både det bedste og nogle gange det hårdeste:” Det går rigtig stærkt, og man lærer meget på kort tid. Det gør, at hverdagen ikke bliver kedelig, og jeg kunne virkelig mærke, at jeg hurtigt blev bedre til sproget, og det var meget motiverende for mig.”
Med det følger også, at man kan føle, at der hurtigt bliver lagt mærke til en, hvis man ikke er på det niveau, man skal være på:” Det kan være hårdt hele tiden at blive bedømt og holdt øje med, og det var helt sikkert noget, jeg skulle vænne mig til. Men det betyder også, at man hurtigt kan få hjælp til at forbedre sig.”
Jasmin husker tilbage på nogle af de bedste ting ved uddannelsen, som for hende var bl.a. en studietur, hvor de fik lov til at prøve sprogkompetencer og kulturforståelse i praksis.
Derudover var hun rigtig glad for de øvelser, de kom på, hvor de var i skoven og blev udfordret på nogle andre parametre. Det gav et godt afbræk fra hverdagen og den sproglige del af uddannelsen.
De fleste af os boede på kasernen, så vi spiste sammen, gik i skole sammen, læste lektier sammen og hyggede os.
Jasmin, sprogofficer
Et stærkt fællesskab
Der blev skabt et særligt fællesskab fra start på uddannelsen, gennem de første måneder som foregik på sergentskolen i Varde. Her fortæller Jasmin, at man blev presset både fysisk og psykisk, hvilket gjorde, at man så nogle sider af hinanden, som man ellers ikke nødvendigvis gør, bare fordi man tager en uddannelse sammen. Og fællesskabet fortsatte med at blive stærkere, da de startede på sprogskolen:
”De fleste af os boede på kasernen, så vi spiste sammen, gik i skole sammen, læste lektier sammen og hyggede os.”
Jasmin fortæller også, hun stadig har kontakt og ses med flere medstuderende efter endt uddannelse. Der eksisterer et rigtig godt sammenhold på tværs af årgangene, og der bliver holdt flere sociale arrangementer, hvor man møder sprogofficerer fra andre årgange.
Uddannelsen har været med til at forme mig
Det var gennem uddannelsen, at Jasmin fandt ud af, at hun gerne vil have en karriere i forsvaret: ”Selvom jeg til daglig ikke bruger mine sprogkompetencer, har uddannelsen stadig været med til at forme mig, og jeg har fået mange værktøjer med, som jeg bruger i min dagligdag.”
Krævende, enestående og lærerig: Sådan ville Jasmin beskrive uddannelsen, hvis hun skulle vælge tre ord. Derudover vil hendes råd til nystartede kadetter på uddannelsen være, at man skal huske at hjælpe hinanden: ”Jeg var ikke kommet igennem uddannelsen uden hjælp og støtte fra mine medstuderende. Husk også at lave sociale ting sammen, så alt ikke kommer til at handle om skole og lektier. Det bliver sjovere og nemmere, hvis man gør det sammen.”