Mød sprogofficerskadetten
William
William læser til sprogofficer på Forsvarets sprogskole med russisk som sproglinje.
William så sprogofficersuddannelsen som en spændende udfordring, der ville rykke ham på både et fagligt og personligt niveau. Han har altid interesseret sig for Rusland og det russiske sprog, og han vidste, at han gerne ville fortsætte i Forsvaret efter sin værnepligt.
Efter en informationsaften, hvor han hørte forskellige sprogofficerer fortælle om deres personlige erfaringer med uddannelsen og efterfølgende udsendelser, blev han overbevist om, at det var det han ville.
Det var ikke uden overvejelser at han søgte ind
William gjorde sig en del overvejelser om, hvor meget han gerne ville uddannelsen, og hvad han var villig til at yde for at nå i mål. Han var klar over, at det er en travl uddannelse, som kræver en enorm mængde af ens tid, og derfor skulle han være afklaret på, at han ofte måtte blive nødt til at vælge eksempelvis andre hobbyer og at ses med vennerne fra.
Derudover gjorde han sig også tanker om, hvordan han ville have det med at blive udsendt efter han har taget uddannelsen:” Udsendelse er ikke bare en del af jobbet, det er målet med uddannelsen. Derfor er det vigtig, at man gør sig de tanker inden man søger ind.”
Han gik også igennem alle de positive sider af uddannelsen. Bl.a. at det er den eneste sproglige uddannelse i Danmark, hvor man lærer målsproget i så højt et tempo, at man kan mærke sig selv blive bedre fra uge til uge.
Ifølge William er det vigtigt, at gøre sig alle overvejelserne, holde dem op mod i hinanden, og mærke efter hvad der er vigtigt for en, før man søger ind.
Varierende undervisningsformer gør at ugerne alligevel føles forskellige
Der er mellem 5 og 7 timers undervisning hver dag i russisk og andre fag som f.eks. grammatik, historie, politik eller religion. Derudover træner han også næsten hver dag, for at holde sig i god form, hvorefter den står på 3-5 timers lektier om aftenen. Sådan ser langt de fleste uger ud, men der er også uger, hvor undervisningen kommer ud af klasselokalet. Det er eksempelvis feltøvelser, skydeperioder eller noget helt tredje, for at udvikle den militære faglighed af uddannelsen. For William er det et virkelig rart afbræk fra den ellers rutinepræget hverdag.
Selv i klasselokalet kan undervisningsformerne dog også variere, hvilket William synes er rart. Der er bl.a. fælles undervisning, individuelle samtaler med lærerne på russisk, gruppearbejde, oversættelsesopgaver samt lytte- og læseopgaver.
Det er næsten underligt at tænke på, at jeg på kun syv måneder er gået fra ikke at kunne tale russisk overhovedet til at lære om Ruslands geografi på russisk.
William, sprogofficerskadet
Det er en stor motivationsfaktor at læringskurven er så stejl som den er
For William er noget af det bedste ved uddannelsen når han kan mærke, hvor hurtigt hans sproglige niveau rykker sig og alt den indsigt han får i det russiske land.
”Det er næsten underligt at tænke på, at jeg på kun syv måneder er gået fra ikke at kunne tale russisk overhovedet til at lære om Ruslands geografi på russisk.”
Han snakker ofte med sine medkadetter om, hvor bekræftende det føles, at de ting der var helt nye og svære at overskue måneden før, bare er noget som han kan nu. Det er en kæmpe motivationsfaktor, at det går så hurtigt, og det gør det nemmere at acceptere at han skal lægge så mange timer i det som man skal.
Den hårde arbejdsbyrde gør, at man får et stærkt sammenhold med sine medkadetter
William ligger ikke skjul på at arbejdsbyrden på uddannelsen kan være hård, og man er nødt til at yde en stor indsats hver dag for at kunne følge med. Det kan gøre, at man godt kan føle sig stresset under uddannelsen, samtidig med, at der er mange ting i privatlivet uden for uddannelsen, som man ikke når med til.
”Til gengæld får man et super stærkt sammenhold med sin deling, hvilket hjælper en med at komme igennem det.”
Selvom der er en stor arbejdsbyrde synes William stadigvæk, at det er en meningsfyldt uddannelse, og det giver ham motivation at vide, at han kommer til at bruge det han lærer til et godt formål.
Der er mange fede oplevelser gennem uddannelsen
William husker tilbage på en af de fedeste oplevelser indtil videre, som var en felttur kaldet ”Sort sol”. Der bliver man presset på mad, søvn og lange marchdistancer. Samtidig skal man gennemføre en masse forskellige opgaver på turen, som forbinder de forskellige færdigheder man har lært på sergentskolen.
”Jeg synes det var en fed udfordring at være på Sort sol, især fordi man går igennem turen med sin gruppe, som man altid er sammen med i felten. Den gruppe består af andre sprogofficerskadetter, og det skaber et super godt sammenhold på holdet.”
”Derudover er det en udfordring man ikke kan finde i det civile, og som er med til at give en lidt tykkere hud og skubbe til sine grænser”.
Det er en unik mulighed man ikke får andre steder
Til sidst fremhæver William, at selvom det er en travl hverdag, hvor der ikke er meget plads til afslapning og at være sig selv, så er det en unik mulighed for at fordybe sig fuldstændigt i det fagområde, man interesserer sig mest for.
”For mit vedkommende indrammer uddannelsen alle de faglige områder, som jeg interesserer mig mest for, hvilket gør, at jeg føler mig utrolig taknemmelig for at have muligheden for at være her. Når man samtidig mærker, at ens lærere og holdførere oprigtigt går op i, at give en de bedste forhold for at lære, kan jeg næsten blive helt rørt”.
Undervisningsmaterialet bliver lavet specifikt til kadetterne af lærerne, og bliver løbende opdateret ud fra deres behov:” Det er en form for dedikation, jeg ikke har oplevet på anden uddannelse, og det gør at de lange dage ikke kun føles som arbejde.”