international Udsendelse med Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen bidrager jævnligt til akutte hjælpeindsatser efter katastrofer i udlandet. Indsatserne kan både ske ved udsendelse af enkelte eksperter og ved udsendelse af større eller mindre moduler bestående af materiel og indsatshold.FØR UDSENDELSEN
Du skal som udgangspunkt være optaget i Beredskabsstyrelsens internationale personelpulje. Den består primært af fastansatte sergenter og officerer samt frivillige med enten beredskabsfaglig baggrund eller civile med et særligt fagligt speciale. Det kan f.eks. være sundhedsfaglige eller håndværkere.
Inden udsendelse deltager du i missionsrettet uddannelse, der uddanner dig til de særlige forhold, som du skal arbejde under. Det omfatter f.eks. kurser om sikkerhed, internationalt stabsarbejde og forskellige mere tekniske beredskabsfaglige discipliner. Kompetenceudviklingsaktiviteterne kan også være specifikt knyttet til Beredskabsstyrelsens forskellige faglige moduler. Dertil kommer en specifik missionsbriefing, så du bliver grundigt forberedt på situationen og opgaven i indsatsområdet. Nogle gange er der også briefinger med samarbejdspartnere fra f.eks. EU-systemet eller FN-organisationer. Du skal være i god fysisk form og psykisk egnet, og du kan eventuelt blive anmodet om at gennemgå et lægetjek. Endvidere skal du deltage i et vaccinationsprogram.
Da de fleste af Beredskabsstyrelsens internationale opgaver udføres i den akutte fase efter en ulykke eller katastrofe, skal du være indstillet på afgang med ned til et døgns varsel.
UNDER UDSENDELSEN
Når du kommer frem til indsatsstedet, kan du forvente at skulle starte på dine opgaver med det samme eller inden for meget kort tid. Du vil indgå i et hold under ledelse af en erfaren teamleder. Du løser dine operative opgaver i tæt samarbejde med partnere i operationsområdet. Du eller dit team vil typisk have daglig kontakt med operationskoordinatorerne i Beredskabsstyrelsen Internationalt Beredskab.
EFTER UDSENDELSEN
Efter en afsluttet udsendelse modtages du ved hjemkomsten typisk af en operationskoordinator fra Beredskabsstyrelsen Internationalt Beredskab. Du vil umiddelbart efter indsatsen deltage i et kortere debriefing-program afhængig af missionstypen og din rolle i missionen. Hvis der er behov for det, tilbydes du mulighed for debriefing med en psykolog.