STOR INDFLYDELSE SOM NYUDDANNET
Kia startede i Ejendomsstyrelsen i august 2023 kort tid efter, at hun havde afsluttet sin uddannelse i Politik og Administration på Aalborg Universitet.
Kia arbejder i Vedligeholdelsessektionen, som udarbejder de overordnede rammer for, hvordan Ejendomsstyrelsen udfører vedligeholdelsesprojekter på Forsvarets over 4000 bygninger. Her arbejder hun primært med at udvikle sektionen og optimere arbejdsprocesser, ligesom hun hver dag sparrer med bygge- og projektledere, så deres arbejde med at vedligeholde bygningerne kører så smidigt og effektivt som muligt:
”Der er ikke to dage, der er ens. Min arbejdsdag er en fed blanding af faste opgaver og opgaver, som falder ned på mit bord fra dag til dag,” fortæller Kia.