International udsendelse med Hæren
Udsendelser i Hæren bygger på grundig forberedelse, et stærkt fællesskab og en hverdag, hvor du bruger dine færdigheder i praksis. Her kan du læse, hvad der sker før, under og efter en international mission.
Før udsendelsen
Har du afsluttet din uddannelse som konstabel, befalingsmand eller officer, kan du blive en del af en enhed, der skal udsendes. Du får normalt besked halvandet til tre år før afgang. Sammen med enheden gennemfører du missionsspecifik uddannelse, som tester og tilvænner dig til de særlige forhold, I skal arbejde under.
Typisk samles enheden 3–6 måneder før afgang sammen med andre enheder, der skal samme sted hen. I træner frem mod en certificeringsøvelse, som kan inkludere indsættelse med helikopter, møder med lokalbefolkningen, håndtering af flygtninge eller undervisning af lokale sikkerhedsstyrker. Forsvarets Sanitetskommando står for lægetjek og vaccinationer, og Forsvarets Veterancenter giver løbende information til dine pårørende.
Læs mere om Forsvarets Veterancenter
Under udsendelsen
Når du ankommer til missionsområdet, får du briefinger om situationen og gennemfører yderligere tilvænningsuddannelse. Den hjælper dig med at vænne dig til vejret og de lokale forhold.
I hverdagen løser du operative opgaver og vedligeholder din uddannelse. Der er plads til både restitution og samvær med kollegerne. Ofte kan du rejse hjem på orlov én gang under udsendelsen.
I missionsområdet kan du tale med Forsvarets psykologer, og der vil som regel være en militær læge eller sygeplejerske til stede, som hjælper med dit helbred.
Efter udsendelsen
Når missionen er slut, deltager du i et hjemkomstprogram, der varer op til tre måneder alt efter missionens karakter. Her afleverer du udstyr tilbage og deltager i sociale arrangementer, som runder udsendelsen af. Du bliver debriefet af militært personale, der bruger dine erfaringer til at styrke Hærens uddannelser og fremtidige indsatser. Forsvarets psykologer gennemfører også en debriefing, så eventuelle psykologiske udfordringer kan blive håndteret ordentligt.
