Gå til indhold
En helikopter i en ørken.

Udsendelse Flyvevåbnet

International udsendelse med Flyvevåbnet

Du bliver udsendt enten sammen med din enhed eller som enkeltmand. Det kan være til en FN-mission eller et NATO-hovedkvarter, hvor du arbejder sammen med soldater fra andre lande. Du løser som regel de samme opgaver, som du gør til daglig – bare et andet sted i verden.

En udsendelse med Flyvevåbnet varer typisk tre til fire måneder. Din enhed bliver ofte stationeret på sikrede baser og flyvestationer, hvorfra I løser jeres opgaver. Rejser du ud som enkeltmand, varer udsendelsen normalt seks måneder, og du kan komme hjem på orlov én gang.

Før udsendelsen

Inden du tager af sted, gennemfører du en missionsforberedende uddannelse. Den er målrettet både opgaven og det område, du skal udsendes til. Du får viden om lokale forhold og træner dine soldatermæssige færdigheder, som skydning, førstehjælp og selvbeskyttelse. Samtidig bliver de personlige, faglige og praktiske forhold omkring udsendelsen gennemgået. Din enhed holder et arrangement for pårørende før afrejse, hvor de får en orientering om missionen og hverdagen under udsendelsen. Forsvarets Sanitetskommando står for lægetjek og vaccinationer. Forsvarets Veterancenter giver løbende information til dine pårørende.

Læs mere om Forsvarets Veterancenter

Under udsendelsen

Hverdagen ligner langt hen ad vejen dit arbejde i Danmark. Afhængigt af missionen kan der være opgaver på alle tider af døgnet, og du kan indgå i skiftehold. Du forventes at være til rådighed, men der er altid tid til både træning, hvile og socialt samvær med kollegerne. Du kan som regel holde kontakt med familien via telefon, internet og feltpost.

Efter udsendelsen

Når du kommer hjem, deltager du i et hjemkomstprogram med sociale aktiviteter, der markerer afslutningen på missionen. Du bliver debriefet af militært personale, som bruger dine erfaringer til at styrke Flyvevåbnets uddannelser og fremtidige missioner. Forsvarets psykologer gennemfører også en debriefing, så eventuelle udfordringer kan håndteres tidligt. Efter hjemkomsten holder du typisk fri i en periode, før du vender tilbage til dit arbejde i din enhed i Danmark.

Oftest stillede spørgsmål