Gå til indhold
En brandmand med ild i baggrunden.

Udsendelse Beredskabsstyrelsen

International udsendelse med Beredskabsstyrelsen

Beredskabsstyrelsen rykker ofte ud til akutte katastrofer i udlandet. Det kan være som enkeltperson på en ekspertopgave eller som led i et større hold med både materiel og specialiserede funktioner.

Før udsendelsen

Du skal som regel være optaget i Beredskabsstyrelsens internationale personelpulje. Den består især af fastansatte sergenter og officerer samt frivillige med beredskabsfaglig baggrund – eller civile specialister som fx sundhedsfaglige eller håndværkere.

Inden du tager af sted, gennemfører du missionsrettet uddannelse, der forbereder dig på de forhold, du skal arbejde under. Det kan være kurser i sikkerhed, internationalt stabsarbejde eller tekniske beredskabsdiscipliner. Du får også en missionsbriefing, og der kan være møder med samarbejdspartnere som EU eller FN. Du skal være i god fysisk form og psykisk egnet, og du kan blive bedt om at gennemgå et lægetjek. Du deltager også i et vaccinationsprogram. Da mange indsatser sker i den akutte fase efter en katastrofe, skal du være klar til at rejse med helt ned til et døgns varsel.

Under udsendelsen

Når du ankommer til indsatsområdet, begynder arbejdet som regel med det samme. Du indgår i et hold ledet af en erfaren teamleder og løser dine opgaver i tæt samarbejde med partnere på stedet. Du eller dit team har typisk daglig kontakt med operationskoordinatorerne i Beredskabsstyrelsen Internationalt Beredskab.

Efter udsendelsen

Når du kommer hjem, bliver du som regel modtaget af en operationskoordinator fra Beredskabsstyrelsen Internationalt Beredskab. Derefter deltager du i et kort debriefing-forløb, som afhænger af missionens karakter og din rolle. Har du behov for det, får du tilbudt en psykologisk debriefing.

Oftest stillede spørgsmål