Hvorfor Oliver valgte sprogofficersuddannelsen
"Uddannelsen er en mulighed for at blive officer, samtidig med, at du lærer et nyt og fremmed sprog, der åbner dørene op til en helt ny verden. Det er en uddannelse, der ikke bare udvikler dig fagligt, men også personligt."
For Oliver har sprogkompetencerne givet adgang til en dybere forståelse af andre kulturer og skabt oplevelser, han ellers ikke ville have haft. Feltarbejde, ledelseskurser og undervisernes ekspertise supplerer den sproglige træning og gør uddannelsen alsidig. Han fremhæver også den kulturelle nysgerrighed:
"Der er noget fortryllende over det indblik man, via dyb sproglig og kulturel forståelse, kan opnå i helt fremmede samfund."
Der er ingen tvivl om, at sprogofficersuddannelsen åbner døre, man måske ikke anede eksisterede, inden man begyndte på uddannelsen.
Udfordringer under uddannelsen
Det er intensivt at lære et nyt sprog på kort tid og arbejdsbelastningen er høj.
"Det hårdeste for mig var at være i følelsen af utilstrækkelighed i opgaveløsningen. Det var til gengæld dét der gjorde, at jeg endte med at kunne tale, læse og skrive arabisk efter to år."
Sprogofficersuddannelsen har ledt til konkrete karriereveje for Oliver, blandt andet i form af en lederstilling i en international mission i Irak, hvor han arbejdede med både civile og militære fra mange lande.
"Der er ingen tvivl om, at sprogofficersuddannelsen åbner døre, man måske ikke anede eksisterede, inden man begyndte på uddannelsen."
Råd til kommende kadetter
Oliver beskriver uddannelsen som udfordrende, men meningsfuld og lærerig. Hans råd til nye kadetter er at nyde optagelsen, minde sig selv om fremskridtene, prioritere de militære færdigheder, stole på processen og være der for sine medkadetter.
