Gå til indhold
Chantal i  uniform

civil

portræt

Chantal, fuldmægtig

Chantal Alexandra Tiffany Holmén Kjøller-Hansen

  • Alder: 27 år
  • Titel: Fuldmægtig
  • Uddannelse: Cand.merc.jur.
  • Stilling: Fuldmægtig i Center for HR-jura i Forsvarets Personelkommando

Forsvaret i blodet

Chantal voksede op i en familie med tætte forbindelser til Forsvaret, fra sygepassere i Flyvevåbnet til en tidligere ubådskaptajn. Så Forsvarets indsats i verden har nærmest altid været et samtaleemne ved spisebordet.

"Jeg var derfor ikke ét sekund i tvivl om, at jeg skulle søge stillingen som fuldmægtig ved Forsvarets Personelkommando, da de i sin tid slog en ledig stilling op."

Som jurist kombinerer Chantal faglig præcision med en udadvendt tilgang i dialogen med chefer og medarbejdere. Hun rådgiver om personalesager, oversætter jura til praktisk handling og arbejder tæt sammen med andre centre for at sikre, at regler og afgørelser hænger sammen med hverdagen i felten.

Portrætfoto af Chantal
Jeg hjælper nogle gange med at oversætte juraen, da det jo er et sprog i sig selv - lige så vel som, at cheferne er dygtige til at oversætte det militære sprog for mig.

- Chantal, fuldmægtig

Fra jura til dialog og rådgivning

I sit daglige arbejde bruger Chantal meget tid på møder, skriftlig rådgivning og telefonisk sparring med chefer rundt i organisationen og håndterer en bred vifte af personalesager, fx sygefraværssager, sager om utilfredsstillende tjeneste og (køns)krænkende sager. Derudover samarbejder hun særligt tæt med Center for Rekruttering og Karriere for at forstå krav og kompetencer i de forskellige stillinger og med Center for Overenskomst, når der skal findes eller fortolkes gældende aftaler. Som civil jurist har hun også besøgt kaserner for at få indsigt i militære arbejdsgange, så hendes rådgivning i personalsager bliver mere konkret og anvendelig.

"Jeg hjælper nogle gange med at oversætte juraen, da det jo er et sprog i sig selv - lige så vel som, at cheferne er dygtige til at oversætte det militære sprog for mig."

Broen mellem jura og uniformen

Som myndighedskontaktperson for Jydske Dragonregiment og Ingeniørregimentet er Chantal ofte deres "go-to-jurist". Det betyder, at hun er første kontakt i juridiske spørgsmål, giver vejledning og følger sager tæt i dialog med cheferne.

Ingeniørregimentet gav hende mulighed for at være i trøjen ad to omgange, så hun kunne opleve feltarbejdet på egen krop.

"Det har hjulpet mig enormt i forhold til, når jeg behandler personalesager; jeg har bedre mulighed for at forstå, hvad det er der rent faktisk sker i felten, og forstår vigtigheden af, at man har de rette kompetencer."