Militær Akademiuddannelse

Den militære akademiuddannelse for
mellemledere i Forsvaret

Uddannelsen for den erfarne befalingsmand

Den Militære Akademiuddannelse har til formål at kvalificere den erfarne
befalingsmand til selvstændigt at varetage funktioner på højere funktionsniveau indenfor Forsvarsministeriets område. Formålet er desuden at understøtte Forsvarets opgaveløsning i en struktureret militær sammenhæng i forhold til områderne ledelse, operationer inden for eget værn samt uddannelsesvirksomhed i Forsvaret.

Uddannelsen vil give den erfarne befalingsmand kompetencer til at kunne deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang, og samtidig styrke og udvikle egen fagliglighed.

Den Militære Akademiuddannelse er en erhvervsrettet videregående uddannelse for befalingsmænd i funktionen som mellemleder. Hensigten er at skabe et sammenhængende uddannelsestilbud fra uddannelse af mellemledere på Akademiniveau til uddannelse af ledere og chefer på Diplom- og Masterniveau. Uddannelsen er adgangsgivende til officersuddannelsen.

Med gennemførelsen af MAU får du en forventeligt civilt akkrediteret og anerkendt akademiuddannelse med tilhørende uddannelsesbevis, som efterfølgende kan være adgangsgivende til både civile og militære diplomuddannelser.

Her er din virkelighed

Hvad bliver min løn?
Du får din normale løn under uddannelsesforløbet.

Hvor lang tid tager uddannelsen?
Det anbefales at tage uddannelsen over 3 år. Du kan maksimalt bruge 6 år.

Hvad er ansøgningsfristen?
Uddannelsen er ikke åben for ansøgning lige nu.
 
Du kan søge den Militære Akademiuddannelse to gange årligt. Der er ansøgningsfrister i henholdsvis marts og oktober.

Hvornår starter jeg?
Der er uddannelsesstart i august og januar. Din konkrete opstartsdato afhænger af, hvilke moduler du vælger at tilmelde dig. Når du er optaget på den Militære Akademiuddannelse, søger du optagelse på modulerne direkte via MAU-studiekontor.

Hvad kræves der?

Hvis du allerede har gennemført videreuddannelse for mellemledere i dit værn, kan du blive meriteret en del af den Militære Akademiuddannelse. Der kan dog forekomme værnsspecifikke forskelle på meritteringen. 

Hvis du har anden civil kompenserende uddannelse på akademiniveau, kan du også søge om merit for en del af den Militære akademiuddannelse. Meritten afhænger af, hvilken uddannelse du har gennemført, og vurderes af MAU-studiekontor.

FOR AT KOMME IND SKAL DU:

For at blive optaget på den Militære Akademiuddannelse eller enkelte moduler herfra, skal du have gennemført en af følgende adgangsgivende uddannelser:

  1. Grundlæggende sergentuddannelse fra Beredskabsstyrelsen, Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet.
  2. Løjtnantsbasisuddannelsen i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet. Indholdet på Løjtnantsbasisuddannelsen kan variere fra værn til værn.
  3. Relevant tilsvarende uddannelse fra Nordiske lande, som angivet i punkt 1.

Dertil skal du desuden have mindst 2 års relevant fuldtidserhvervserfaring, efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Alle, der optages på den Militære Akademiuddannelse, skal deltage på en introdag, som placeres 1-2 måneder inden uddannelsesstart. Det vil variere, afhængigt af om det er forårs- eller efterårsopstart.

Uddannelsens opbygning og struktur
  • Uddannelsen er bygget op af moduler, der tilsammen udgør 60 ECTS-point, svarende til ét års fuldtidsstudie. Uddannelsen gennemføres over tre-seks år.
    Modulerne, som beskrevet herunder, skal ikke nødvendigvis gennemføres i nævnte rækkefølge. Når du er optaget på den samlede uddannelse, udarbejder du i samråd med din sergentskole og nærmeste chef en plan for din gennemførelse af uddannelsen.

    Uddannelsen gennemføres som blended learning, hvor der veksles mellem lærerstyret tilstedeværelsesundervisning og fjernundervisning. Der lægges i undervisningen vægt på praksisnær uddannelse, som du vil kunne omsætte i dit daglige virke som befalingsmand. Forud for uddannelsens begyndelse skal du have gennemført fjernundervisningskursus om Krigens Love jf. retningslinjer fra Institut for Strategi. Dette kursus vil blive introduceret på introdagen, forud for uddannelsen.

    Tilstedeværelsesundervisningen gennemføres centralt for de studerende efter en nærmere angivet plan i faste tidsrum på forud givne militære faciliteter. Modulerne afholdes primært ved sergentskolerne i Varde, Frederikshavn, Karup og Haderslev. Du kan søge frit mellem kursusstederne på de værnsfælles moduler.
    Fjernundervisningen gennemføres som individuelle fremgangsmåder, hvor teori formidles via den digitale læringsplatform og som samarbejdsbaserede fremgangsmåder, hvor de studerende primært er ansvarlige for dialog og debat om relevante emner i den digitale læringsplatform.

    For at bestå den Militære Akademiuddannelse, skal du samlet set optjene 60-ECTS point.
    Hvis du optages på en meritaftale, vil der være en individuel aftale for, hvordan du kan påbegynde afgangsprojektet. Det afhænger af uddannelsesniveau, antal år siden sidste uddannelsesafslutning samt relevant erhvervserfaring. Det er også muligt at blive optaget som enkeltfagsstuderende, som supplement til anden uddannelse, eller som supplement til den stilling, du er ansat i.

    Herunder ses hvilke moduler, der på sigt udbydes på den Militære Akademiuddannelse. De værnsspecifikke moduler er som udgangspunkt målrettet det enkelte værn, hvorfor ansøgere fra det aktuelle værn forfordeles. Disse moduler kan dog søges af mellemledere fra alle tre værn.
    Modulplanen offentliggøres i forlængelse af ansøgningsfristens udløb.
  • 20 ECTS

    De værnsfælles moduler er fælles for alle ansøgere, uanset om du ansøger fra et af de tre værn eller Beredskabsstyrelsen.
    De to moduler, Ledelse i organisationen og Ledelse af mennesker, udgør tilsammen 20 ECTS-point, og udgør hermed en tredjedel af uddannelsens samlede belastning.
    Det er hensigten at modulerne bliver udbudt på alle fire sergentskoler, således du som optaget på uddannelsen, har geografisk fleksibilitet til at gennemføre på en sergentskole nærmest dig.
  • 20 ECTS

    De værnsspecifikke moduler er tiltænkt ansøgere fra det specifikke værn, som modulet tager afsæt i.
    Dog er det muligt at for dig at tilmelde dig et værnsspecifikt modul i andet værn end det, du er tjenestegørende i.
  • 10 ECTS

    Flex-modulerne er din mulighed for at specialisere og tone din samlede uddannelse, så den tilpasses din funktion eller interesseområde.
    Flex-modulerne er endnu ikke udarbejdet, men du kan ved uddannelsesstart spørge ind til hvilke flex-moduler, der udbydes - herunder hvornår og hvor.
  • 10 ECTS

    Uddannelsen afsluttes med et individuelt skriftligt afgangsprojekt, der f.eks. kan tage afsæt i et fagligt område i de værnsspecifikke moduler.
CHFAKCITAT

Som befalingsmand kvalificerer den militære akademiuddannelse dig til at være mellemleder i netop dit værn. Samtidig får du et bedre blik for Forsvarets kerneopgaver

Henrik
Chef for Forsvarsakademiet

Har du spørgsmål?

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte os på FAK-KTP-MAU@mil.dk eller på telefonnummer 50 86 47 41.