Fortsæt til indhold
Job i Søværnet

Stationsleder til Esbjerg redningsstation ved Kystredningstjenesten


Stationsleder til Esbjerg redningsstation ved Kystredningstjenesten

Er du den kommende leder af redningsstationen i Esbjerg, og har du lyst til at indgå i
beredskabet, når det gælder om at redde mennesker i nød, så læs videre.
Om os
Kystredningstjenesten udfører hele året igennem mange forskellige redningsaktioner, og når alarmen lyder, er det vigtigste, at alle kender hinanden, ved hvilken opgave, de skal udføre, og at de stoler på hinanden. Det er et fællesskab, som bringer en stolthed med sig, og vi arbejder målrettet på at gøre Kystredningstjenesten til en af verdens bedste.
Om stillingen
Som stationsleder står du blandt andet for planlægning og løsning af opgaver på redningsstationen og under redningsaktioner.

Du er ansvarlig for redningsstationens evne til at opretholde beredskabet og er herunder ansvarlig for udviklingen af redningsstationens medarbejdere samt driftssikkerheden på materiellet. Du er ligeledes ansvarlig for at rapportere udførte arbejdsopgaver på stationen herunder aktionsrapporter.

Som stationsleder har du det daglige ledelsesansvar for stationens ansatte og refererer direkte til chefen for Kystredningstjenesten, som du bistår med opgaveløsning i sager af HR-karakter, der påvirker arbejdsmiljøet eller den enkelte medarbejder. Det er ligeledes forventet, at du kan føre redningsfartøjet under sejladser.
Om dig
For at kunne komme i betragtning til stillingen, er det et krav, at du har erhvervet Sundhedsbevis for Søfarende uden begrænsninger (Blå bog), at du er i besiddelse af et gyldigt sønæringsbevis som minimum kystskipper/fiskeskipper af 3. grad og har et begrænset certifikat som radiotelefonist (ROC).

Du skal have kørekort til kategori B. En væsentlig del af arbejdet er af administrativ karakter, så det er en stor fordel, hvis du er vant til at arbejde med IT-systemer.

Du skal være bosiddende relativt tæt på redningsstationen, da vi skal være rykket ud med fartøjerne senest 15 minutter efter alarmering.

Du skal kunne arbejde under og håndtere pressede situationer, og dine endelige beslutninger kan være altafgørende for redning af personer i nød. Derudover skal du have gode samarbejdsevner, da du både skal samarbejde med redningsmænd i de forskellige opgaver i beredskabet på stationen og de administrative opgaver, der stilles fra det centrale sekretariat i Frederikshavn.

Det vil være en stor fordel, hvis du har et indgående kendskab til ledelse af en redningsstation som Esbjerg Redningsstation, men det er ikke et krav.

Kendskab til farvandet ud for Esbjerg er en fordel, da du som redder skal kunne begå dig på havet i alt slags vejr og alle slags redningsaktioner.
Det vil være en fordel, hvis du taler og forstår engelsk, da en stor del af vores kommunikation over radioen foregår med udenlandske fartøjer.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende organisationsaftale for redningspersonale ved redningsstationerne under Forsvarsministeriet mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Foreningen af Danske Redningsmænd samt Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer, Det statslige område.

Aflønning sker med en basisløn inkl. centralt forhandlede tillæg på 37.266,10 kr. pr. måned. Til stillingen hører en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentlig. Dit faste tjenestested vil være på Esbjerg Redningsstation.

Stillingen ønskes besat 1. januar 2025 eller efter aftale.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal fremvise din straffeattest, og at du som ansat har pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignede operationer.

Stillingen er omfattet af en ressortoverførsel som følge af en regeringsbeslutning. Regeringen har besluttet at oprette Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, og i den forbindelse er det besluttet, at Kystredningstjenesten skal ressortoverdrages fra Forsvarsministeriet til det nye ministerium.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om arbejdspladsen og arbejdsopgaverne i stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Kystredningstjenesten Tim Lillelund på telefon 4130 9831.

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du ringe til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 7281 9183.

Ansøgningsfristen er den 27. oktober 2024. Vi afholder samtaler efter ansøgningsfristens udløb.

Vi vil bede dig søge stillingen via ansøgningslinket. Ansøgningen skal indeholde dokumentation for blå bog og gennemført uddannelse. Vær opmærksom på at bilag skal oploades som pdf. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Esbjerg Redningsstation
Esbjerg Redningsstation er en del af Kystredningstjenesten, som er en enhed i Søværnets 3. Eskadre. Der er i alt 21 redningsstationer fordelt over hele Danmark, og der er ca. 200 redningsfolk ansat. Esbjerg redningsstation er normeret til 3 fuldtidsansatte, 8 rådighedsansatte og 4 reserve redningsmænd. Esbjerg Redningsstation har tjenesteadresse på Auktionsgade 30A, 6700 Esbjerg.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Esbjerg, Danmark

Geografi

Region Syddanmark

Organisation/Værn

Søværnet

Funktionsniveau

C200

Ansøgningsfrist

27.10.2024

Indrykningsdato

01.10.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent