Instruktør til Arktisk Basisuddannelse i Kangerlussuaq
Arktisk Basisuddannelse (ABU) søger en instruktør, som både besidder de formelle faglige instruktørkompetencer og i mindst lige så høj grad, har lyst til, og mod på, at træde ind i en unik uddannelsesenhed, hvor vores motto er: AUDIO, VIDEO, DISCO (jeg hører, jeg ser, jeg lærer).
Udover at være en enhed, som består af personel med interesse for uddannelse og udvikling af mennesker, så er vi også sammensat fra flere forskellige værn og tjenestegrene. Det ser vi som værende en stor styrke, da vi kan få indsigt i, hvordan ”de andre” gør. At være en ny værnsfælles enhed stiller krav til, at vi fremstår som én enhed med et fælles værdisæt. Det – og meget mere, forventer vi også, at du bidrager til.
ABU har opstart hvert år i maj og basisuddannelsen varer 6 måneder. Efter endt basisuddannelse kan eleverne søge om at blive optaget på et perspektiveringsforløb, som varer i op til 6 måneder yderligere. Det betyder, at der forventeligt er elever hele året rundt, hvilket betyder, at du skal kunne acceptere, at du ikke kan deltage i alle dele af uddannelsens gennemførelse.
Du skal virke som instruktør og gruppefører for eleverne på ABU. Eleverne på ABU skal kunne spejle sig i deres foresatte og det forventes, at du repræsenterer de værdier og normer, som vi sammen skaber i enheden.
Din succes i jobbet vil gøre en direkte forskel for unge mennesker i Grønland, ved at tilbyde en helt ny uddannelsesdimension og kompetenceudvikling samtidig med, at den grønlandske robusthed styrkes i fremtiden.
ABU er placeret i Kangerlussuaq i Grønland og det aftales, hvorvidt tiltrædelse i stillingen sker i Kangerlussuaq, eller om der vil være forudgående tjeneste i Danmark.
Du har erfaring som gruppefører og instruktør fra en af forsvarets basisuddannelser. Du har en naturlig evne til at kunne omsætte teoretiske læringsmål til praksisnær undervisning, hvor du bruger din erfaring til at få alle med, hvilket ikke altid sker ved at følge samme fremgangsmåde.
Du er en udpræget holdspiller - det er et ”hurra ord” i stillingsopslag, men på ABU er det en forudsætning, at du er indstillet på at bidrage til den samlede opgaveløsning. Derfor skal du også være indstillet på, at der til tider kan forekomme opgaver, som ikke normalvis følger med en lignende stilling ved en uddannelsesenhed andre steder i Danmark.
Du trives i et miljø, hvor alle planer ikke er mejslet i granit, og hvor du også skal sætte dit aftryk på opgaveløsning og samarbejde.
Dine instruktørkompetencer samt enhedens behov er naturligvis afgørende for, om der er et match. Har du den rette personprofil, er vi dog ikke blege for at kompetenceudvikle dig inden for de fagområder, hvor vi har et behov. Du skal naturligvis bidrage med motivationen, så klarer vi i fællesskab resten.
Er du iværksættertypen som trives i en stilling, hvor meget lidt er driftspræget, så er denne stilling den rette for dig.
Stillingen kan besættes af en sergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse inden for en kortere årrække.
Der vil ikke være mulighed for udnævnelse i forbindelse med ansættelsen. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Stillingen bestrides som midlertidig tjeneste ved Arktisk Kommando i Kangerlussuaq, Grønland for en afgrænset periode på to år. Du vil beholde dit nuværende tjenestested under opholdet i Grønland.
Du vil få stillet fri bolig til rådighed samt ydelser jf. Grønlandsaftalen (FPTBST 564-15).
Dit faste tjenestested vil være i Kangerlussuaq.
Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Kangerlussuaq er 3 timer (bagud).
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Arktisk Basisuddannelse, Simon Kokfelt på telefon 72 85 91 86.
Om specifikke grønlandske forhold kan du kontakte seniorsergent Jacob Hermann Mønster Matthiesen, Arktisk Kommandos HR partner ved Forsvarsministeriets Personelstyrelse på mail FPS-JHM@MIL.dk eller på telefon +299 56 53 18. Vær opmærksom på at det koster 8 kr. i minuttet at ringe til Grønland, så send en sms, så ringer vi dig op.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Christian Nordbo Eriksson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 90 42 eller på mail FPS-CER@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 27. oktober 2024. Samtalerne vil blive afholdt i uge 44-45. Stillingen ønskes besat 1. januar 2025 eller efter en konkret aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM ARKTISK KOMMANDO
Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder.
Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer. I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne. Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.
Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omtrent 70 medarbejdere. Derudover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Danmark.