Presserådgiver til Forsvarsministeriet
Så er der mulighed for at prøve kræfter med området i stillingen som presserådgiver for Forsvarsministeriet. Stillingen er midlertidig med mulighed for forlængelse.
Europa og Danmark står midt i en af de største sikkerhedspolitiske kriser siden anden verdenskrig. Forsvarsministeriets koncern står over for en historisk styrkelse og en omfattende strategisk forandring.
Krigen i Ukraine, udsendelse af danske soldater til blandt andet Baltikum og udmøntningen af et historisk stort forsvarsforlig er blot et lille udpluk af de dagsordener, som vi har ansvaret for at håndtere og koordinere på tværs af koncernen og andre ministerier.
Vi planlægger og fører ministeriets presseindsatser ud i livet og er med til at sikre overblik over og koordinere ministerområdets pressehåndtering. Det stiller store krav til vores evner til at skabe og vedligeholde gode relationer til medier og i særdeleshed Christiansborg-redaktionerne.
• Koordinere og håndtere henvendelser og pressesager fra og i medierne i tæt samarbejde med departementets medarbejdere.
• Skrive pressemeddelelser og stå for indsalg af historier og interviews til medierne.
• Hjælpe til med debatindlæg, kronikker, taler o.lign.
• Lave billeder og video til ministeriets hjemmeside og sociale platforme.
• Ledsage ministeren på rejser i ind- og udland med ansvar for pressedækning og opdatereringer på sociale medier.
Derudover forventer vi, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som journalist, cand.comm. eller lignende. Du har gerne erfaring med pressearbejde og med arbejdsmetoder og nyhedsformidling i en politisk kontekst og fra et større medie.
For at vi lykkes som team, er det vigtigt, at du er proaktiv og ikke sidder og venter på, at opgaverne selv finder vej til dig. Din politiske forståelse styrker din evne til tænke strategisk og langsigtet. Du er både handlekraftig og kreativ – du ser muligheder frem for begrænsninger.
Det er essentielt for vores virke, at du bidrager med en skarp pen. Du skriver godt, hurtigt og fejlfrit og tager gerne lead på produktion af både kortere og længere tekster. Og du har gode samarbejdsevner, en veludviklet situationsfornemmelse og evner at bygge bro i en politisk styret organisation med mange interessenter.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er midlertidig frem til 31. januar 2026 med mulighed for forlængelse og ønskes besat per 1. november 2024 eller snarest derefter.
Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse Anja Baldorf 32 66 59 51.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Forsvarsministeriets Ledelsessekretariat, Holmens Kanal 9, 1060 København K.
VI SER FREM TIL AT HØRE FRA DIG
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte pressechef Morten Kaus på tlf.: 40 48 14 01. eller kontorchef for Ministersekretariatet og presse, Anders Jon Christensen på tlf.: 41 37 55 73.
Ansøgningsfristen er den 11. september 2024. Samtaler forventes afholdt løbende. Der kan blive gennemført test i forbindelse med samtalen.
Du kan søge stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamenspapirer via nedenstående link.
Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.