Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

Engageret sergent med interesse i at få soldater og materiel frem til rette destination søges til Team ROAD


Engageret sergent med interesse i at få soldater og materiel frem til rette destination søges til Team ROAD

Vil du være en aktiv medspiller og hjælpe med at koordinere samt indsætte både bustransport af dine kollegaer og tung transport af materiel til øvelser eller missioner, så søg stillingen ved Team ROAD i Operationssektionen i JMTO.
Om os
Operationssektionen er en del af staben i den værnsfælles enhed Joint Movement & Transportation Organisation i Karup.

I Operationssektionen er vi 22 dedikerede og fagligt dygtige kollegaer, som dagligt indsætter transporter overalt i verdenen for hele Forsvaret. Sammen med opgaveløsningen er trivsel, engagement, selvstændighed og godt humør et omdrejningspunkt i sektionen.

Team ROAD har speciale inden for bus og tung transport og vi er pt. fire kollegaer på kontoret. Vi tilstræber hele tiden at dygtiggøre os samt udvikle os som mennesker, så vi kan bidrage til den bedste løsning af opgaverne.
Om stillingen
Vi kan tilbyde dig rigtig gode, uformelle og fleksible arbejdsvilkår samt et godt arbejdsmiljø med gode kollegaer. Du får frihed under ansvar i løsningen af dine opgaver og du vil opleve god kommunikation med alle i sektionen samt ikke mindst vores civile samarbejdspartnere.

Vi har mange daglige opgaver, som både er varierende og afvekslende, hvorfor vi tilsikre, at du bliver sidemandsoplært og får personlig vejledning, indtil du selv føler du kan løse opgaverne. Den daglige sparring med kollegaerne fortsætter dog og giver både læring og anledning til inspiration.

”Jeg har været rigtig glad for den fleksibilitet og det meget trygge arbejdsmiljø, som jeg blev mødt af, da jeg kom til sektionen i januar 2022”, udtaler Hellemai. Hun fortsætter: ”Det er rart at arbejde sammen med voksne og erfarne kollegaer, som er gode til at lytte og hjælpe, når man som ny har mange spørgsmål. Jeg er også rigtig glad ved muligheden for hjemmearbejdsdage, hvilket har stor betydning for min trivsel. Sidst men ikke mindst synes jeg, vi har et utrolig godt teamwork, som jeg sætte stor pris i det daglige arbejde”.

Din hverdag vil forgå i et kontormiljø i Karup, men der er mulighed for hjemmearbejdsdage og afvikling af friheder, når du har brug for det.

Kontaktbesøg ved enhederne og vores civile samarbejdspartnere tilstræbes, så vi hele tiden kan optimere vores løsning af opgaverne.

Dine opgaver kommer til at omfatte:

• Bidrage til planlægning, gennemførelse og opfølgning af materiel-/køretøj- og containertransporter ved øvelsesvirksomhed nationalt som internationalt samt ved internationale operationer.
• Bidrage til sagsbehandling og rådgivning inden for transportområdet for alle Forsvarets myndigheder.
• Bidrage til planlægning, koordinering og gennemførelse af bus transporter.
• Indhente/behandle særtransporttilladelser, for alle Forsvarets enheder.
• I samarbejde med Teamlederen, iværksætte udarbejdelse og vedligeholdelse af procesbeskrivelser i dit team.
• Bidrage til udarbejdelse af JMTO direktiver og befalinger.
• Efter oplæring (8-12 uger) at indgå i en tilkaldevagtordning i dit team.

Rejse- og mødeaktivitet uden for normal arbejdstid kan forekomme, men vil være i begrænset omfang.

Der vil på sigt være mulighed for avancement internt i organisationen.
Om dig
Stillingen ønskes besat af en person med gode samarbejdsevner, god humor og som har interesse for at lære samt arbejde med transporter i Forsvaret i tæt samarbejde med civile samarbejdspartnere.

Du er udnævnt sergent, alternativt er du en erfaren overkonstabel, der har færdiggjort, er i gang med eller er vurderet egnet til videreuddannelse og efterfølgende udnævnelse.

Du har en positiv tilgang til dagligdagen, du kan arbejde selvstændigt og struktureret samt gerne løse flere opgaver på en gang.

Du har gode kommunikationsevner og kan formulere dig forståeligt i tale og på skrift.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en sergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en overkonstabel med et godt udviklingspotentiale.

Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, med henblik på at gennemføre og bestå grundlæggende sergentuddannelse. Ansættelsen sker i så fald på lønvilkår jf. overenskomst mellem Forsvarets Personeltjeneste og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Indtil din udnævnelse, vil du modtage et befalingsmandstillæg.
Udnævnelse til sergent kan finde sted når uddannelseskravet og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og du honorerer de almene krav for udnævnelse. Ved udnævnelse til sergent, vil du modtage en ny ansættelseskontrakt i henhold til LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Flyvestation Karup.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Teamleder SSG Thomas Dahl Eskebjerg på tlf.: 41 73 25 06 eller mail: JMTO-OR-101@mil.dk

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Lisbeth Baldus ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse mail FPS-LBA@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er den 11. december 2022. Samtaler gennemført løbende med forventning om ansættelse fra 1. februar 2023.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM JOINT MOVEMENT AND TRANSPORTATION ORGANISATION

Joint Movement & Transportation Organization (JMTO) har til opgave at tilvejebringe og indsætte transport- og terminalkapaciteter i forbindelse med strategisk transport, deployering, redeployering og genforsyning af indsatte enheder eller enheder på øvelse, nationalt og internationalt. JMTO løser også transportopgaver for kunder udenfor Forsvaret herunder for allierede. Til at gennemføre transporterne anvender JMTO enten Forsvarets egne kapaciteter, allieredes kapaciteter eller civile leverandører.
JMTO er en værnsfælles NIV III myndighed under Flyvevåbnet og er geografisk placeret på Flyvestation Karup.
JMTO består af en stab, af ARK-projektet samt en Movement Control (MOVCON) dispositionsenhed. Dertil kommer en stor og meget aktiv reserve, som deltager direkte i opgaveløsningen i såvel MOVCON, ARK som staben. Myndigheden er sammensat af medarbejdere fra alle værn og civile specialister.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Karup, Danmark

Geografi

Region Midtjylland

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M212 Sergent

Ansøgningsfrist

11.12.2022

Indrykningsdato

22.11.2022

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent