Fortsæt til indhold
Job i Søværnet

Vil du være ekspertformidler inden for luftforsvar?


Vil du være ekspertformidler inden for luftforsvar?

Har du brug for stabilitet efter en årrække med sejlende tjeneste – Og er almindelig stabstjeneste i land en tand for kedeligt?
Vil du gerne bevare tilknytning til fregatter og støtteskibe? Har du lyst til at fordybe dig i taktik inden for luftforsvar?

Har du lyst til at arbejde et sted med stabilitet, og hvor planfastholdelse er normen. Har du lyst til at få tid til din personlige udvikling.
Har du lyst til et arbejde, hvor du rent faktisk løser de opgaver, du er blevet ansat til.

Center for Taktik søger en taktisk officer som underviser og søtræner inden for luftforsvarstaktik.
Om os
Center for Taktik (TAC) er et maritimt videns- og kompetencecenter med fokus på undervisning, træning og udvikling af doktriner inden for alle aspekter af maritim krigsførelse. TAC er organisatorisk et uddannelses- og kompetencecenter under Søværnskommandoen.

Vi lægger særligt vægt på arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel.

Vi understøtter initiativ, udvikling, professionalisme og i særdeleshed frihed under ansvar. Der er stor mulighed for fleksibilitet i arbejdstider og hjemmearbejde, selvfølgelig under hensyntagen til fastlagte aktiviteter. En stor del af opgaveløsningen på TAC er tværgående med bidrag fra flere faggrupper og andre myndigheder i Forsvaret, hvilket kræver gode samarbejdsevner og helhedsorientering.

Center for Taktik er beliggende i Frederikshavn, men for den rette kandidat vil nuværende eget tjenested kunne opretholdes. Stillingen giver god mulighed for fjernarbejdsplads. Ring evt. og hør nærmere om dette.

Faggruppe AAW har ansvaret for Søværnets grundlæggende uddannelse inden for luftforsvarstaktik, billedopbygning samt elektronisk krigsførelse. Vi uddanner menige, mellemledere, kadetter og officerer. Derudover deltager faggruppens medarbejdere i træning af søværnets enheder i DANSARC regi.

Som ansat på Center for Taktik vil du blive ansat i en organisation, hvor der er plads til at føre faglige diskussioner på tværs af rang og faggrupper. Her er en kultur, der i vid udstrækning giver medarbejderne mulighed for at påvirke beslutninger via faglige argumenter.

Vi arbejder med frihed under ansvar. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor det er nødvendigt for dig at være til stede i Frederikshavn, eksempelvis når du har undervisning - men om din forberedelse foregår på kontoret eller derhjemme er i høj grad op til dig selv.
Om stillingen
Indledningsvist vil dine opgaver være at undervise kadetter i antiskibsmissilforsvar, assistere i forbindelse med undervisning i luftforsvar på kurserne for taktiske officerer samt deltage i søtræning for 2. eskadre enheder.

Stillingen udvikler sig efterhånden som du finder dig til rette i den. En del af dine kommende ansvarsområder vil afhænge af, om der er specifikke områder, hvor du har særlig interesse og kompetence.

Din overordnede opgave vil være at fungere som faglærer og undervisningsafdelingens subject matter expert inden for luftforsvar for det enkelte skib. Altså hvordan den enkelte fregat eller støtteskib forsvarer sig imod angreb fra luften. Dit fagområde vil omhandle: Taktikker mod de forskellige lufttrusler (fx fly med bomber, missiler, droner); organisationen ombord; procedurer og meldeveje samt ansvarsfordeling i skibet.
Formidlingen af din faglige viden vil primært ske gennem undervisning på TAC kurser og gennem søtræning ved Søværnets enheder.

I udviklingen og gennemførelsen af vores uddannelser har vi stort fokus på didaktik og formidling samt udvikling af digital læring. Vi har i den forbindelse adgang til kurser, der kan udvikle dine evner til at formidle din viden i undervisningen.

Indholdet i din undervisning vil basere sig på taktiske doktriner fra NATO; analyser og vejledning fra TAC faggruppe våbentaktik samt fra erfaringer med den praktiske implementering i de enkelte besætninger. Det vil være din opgave at formidle de forskellige perspektiver som en samlet helhed.

En naturlig del af din opgave som underviser vil omhandle planlægning og tilrettelæggelse af undervisning, dette vil især betyde udfærdigelse af læringsplaner og uddannelsesmateriel. TAC er fokuseret på at undervisningen afspejler Søværnets behov.

NATO har nedsat en arbejdsgruppe som beskæftiger sig specifikt med skibes forsvar imod missiler. Du vil være den danske repræsentant i denne arbejdsgruppe. Dette medfører en årlig tjenesterejse til udlandet samt sagsbehandling af taktiske doktriner.

Hvordan din arbejdsplan vil se ud, bliver en dialog mellem dig og faggruppelederen under hensyntagen til kursusafvikling og dine personlige behov.

Du vil få udleveret FAP, tjeneste-mobiltelefon samt laptop til klassificeret materiale, hvilket giver dig gode muligheder for mobilitet.

Du er velkommen til at kontakte faggruppelederen for flere detaljer, se kontaktoplysninger længere nede i stillingsopslaget.

På TAC lægger vi stor vægt på work/life-balance og trivsel, og du kan derfor selv påvirke måden du afholder din tjeneste på sammen med din faggruppeleder, så den passer bedst muligt med dit privatliv. Vi kan tilbyde en alsidig hverdag, hvor du kan blive udfordret på dine faglige kompetencer, i samarbejde med gode kolleger.

Som taktisk officer i faggruppe AAW får du en stilling, der giver dig mulighed for personlig udvikling og faglig fordybelse i naturlig forlængelse af din sejlende tjeneste som taktisk officer. Du vil sidde i en stilling, hvor fokus ligger på din primære opgave – at undervise og træne skibene på baggrund af doktriner og procedurer.

Samtidig med at stillingen giver dig tid og mulighed for faglig fordybelse og udvikling inden for luftforsvar, ønsker TAC også at give dig gode rammer til personlig udvikling.

TAC er således forberedt på at du enten er i gang, eller ønsker at gå i gang med MMS.
Om dig
Du er kaptajnløjtnant med VUT-I/L eller tilsvarende videreuddannelseskurser (VUK). Alternativt er du premierløjtnant med ambitioner om at blive kaptajnløjtnant. Hvis du ikke har gennemført VUK, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale. Du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.

Optimalt har du mindst 2 års erfaring som operationsofficer, taktisk officer-luft og / eller våbenleder ombord i en fregat, og i den forbindelse har deltaget i skibets forberedelse og gennemførelse af træning ved FOST – men dette er ikke ubetingede krav.

Du har gennemført Søværnets taktiske officerskurser (TAC-671/672/673).
Du har eventuelt gennemført Air Warfare Course i Tyskland / Holland.

At du har et højt fagligt niveau i forhold til hele dit kommende fagområde ville naturligvis være at foretrække. Du skal dog ikke lade huller i din viden forhindre dig i at søge. TAC er bevidste om, at for de fleste medarbejderes vedkommende, vil der være brug for supplerende uddannelse i forbindelse med ansættelse ved TAC.

Stillingen stiller krav om at du kan skabe gode samarbejdsrelationer både internt på TAC, men også med kolleger fra skibene og andre myndigheder i Forsvaret; at du er god til at formidle din faglige viden til andre samt, at du er god til at støtte andres udvikling og er god til at motivere dem i pressede situationer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte faggruppelederAAW, KL Jens Krogsgård Møller på mail SC-TAC-UD401@fiin.dk eller telefon +45 5085 9643.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR Konsulent, KL Alexander Baad, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 32665295.

Stillingen er ledig og skal besættes hurtigst muligt, dog kan der efter aftale ventes på den rette medarbejder.

Ansøgningsfristen er den 2. januar 2023. Samtaler forventes afholdt i løbet af januar.

Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Center for Taktik
Center for Taktik (TAC) er Søværnets taktiske uddannelses-, trænings- og videnscenter, der har fokus på at gennemføre og udvikle attraktive, efterspurgte, opdaterede og fleksible militærfaglige taktiske uddannelser.

Vores hovedopgave er at uddanne og træne flådens taktiske personel, der skal operere, føre og lede Søværnets enheder i fred, konflikt samt krig. Det være sig sømilitær taktik samt søredning, fiskeri og havmiljøopgaven. Vores primære kursister er stampersonel inden for kampinformation og kommunikation, samt vagtchefer og taktiske officerer.

TAC deltager også i NATO Maritime Operations Working Group, som udvikler NATO doktrinære grundlag, og støtter Søværnets træningselement med Searidere under DANSARC forløb.

På den måde er TAC en spændende arbejdsplads der omfavner udvikling, uddannelse og træning indenfor hele Søværnets taktiske virke. Vil du være med til at udvikle Søværnet, er TAC stedet for dig.

Find os også på Facebook.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Frederikshavn, Danmark

Geografi

Region Nordjylland

Organisation/Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

02.01.2023

Indrykningsdato

18.11.2022

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent