Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Kommunikationsrådgiver til Forsvaret


Kommunikationsrådgiver til Forsvaret

Vil du være med til at udvikle og forbedre Forsvarets interne og eksterne kommunikation? Og har du erfaring med planlægning og gennemførelse af større projekter og strategier - Så kan du blive en del af vores kommunikationssektion.
Om os
Forsvarskommandoens Kommunikationssektion er ansvarlig for planlægning, udvikling og gennemførelse af Forsvarets interne og eksterne kommunikation.

Vi består af både civile og militære medarbejdere. I alt er vi over tredive kommunikationsmedarbejdere, som arbejder forskellige steder i landet.

Vi er en del af Forsvarskommandoens Ledelsessekretariat, og vi er placeret i København og i Karup, hvor vi varetager og koordinerer den daglige kommunikationsindsats i Forsvaret.
Du kommer til at indgå i Strategielementet, som blandt andet arbejder tæt sammen med Forsvarskommandoens Pressesektion. Vi er en bredt sammensat flok af kommunikationsmennesker, og vi arbejder i et travlt, dynamisk og levende miljø.
Om stillingen
Opgaverne i Strategielementet består af blandt andet udvikling og produktion af kommunikationsplaner, strategisk planlægning, herunder deltagelse i stabsarbejde, samt resultat- og effektmåling.

Vi har særligt fokus på implementeringen af NATO’s strategiske kommunikation (strat.com.) som en del af støtten til Forsvarets operative enheder. En af dine vigtig opgave vil derfor være at sikre koordination mellem Kommunikationssektionen og Forsvarskommandoens Operationsstab, hvor opgaver og planer skal omsættes til konkret kommunikation.

Du vil opleve en stor grad af selvstændighed i forhold til arbejdsopgaverne, men også mulighed for sparring i tæt dialog med dine kolleger. Vi forventer til gengæld at du vil kunne inspirere os til at finde nye veje og utraditionelle løsninger til Forsvarets kommunikation.
Om dig
Den vigtigste kvalifikation er, at du har kommunikationsfaglig- og strategisk indsigt, og at du befinder dig godt i en udadvendt og rådgivende rolle. Vi lægger stor vægt på, at du er god til at samarbejde både internt og på tværs af afdelinger og myndigheder. Derudover forventer vi, at du:

• har erfaring med rådgivning - og planlægning.
• har en strategisk og analytisk tilgang til dine arbejdsopgaver.
• er en stærk kommunikator både skriftligt og mundtligt.
• kan bidrag med nye idéer til tilgange til Forsvarets kommunikation, der skal ud til ca. 20.000 medarbejdere under meget forskellige vilkår


Uanset hvilken erfaring du kommer med, er det afgørende, at du arbejder selvstændigt og analytisk og er fleksibel både i forhold til arbejdsopgaver og -tider.

Du er udadvendt og trives med at kommunikere med mange forskellige interessenter både internt og eksternt.

Det er vigtigt, at du har solidt mediekendskab og forståelse for den politiske virkelighed, som Forsvaret befinder sig i. Derfor er det også et plus, hvis du har kendskab til Forsvaret indefra.

Det vigtigste er dog, at du har de rette kompetencer i forhold til arbejdsopgaverne. Jobbet stiller store krav til på én gang at kunne arbejde selvstændigt samt koordinere og samarbejde – indimellem under stort pres.

Som person har du en god situationsfornemmelse og motiveres af at arbejde i en politisk styret organisation, hvor der skal tages hensyn til mange forskellige interessenter.

Dine stærke kommunikative og retoriske kompetencer gør, at du er god til at præsentere dine konklusioner på en let forståelig måde. Du har høje faglige standarder, er en dygtig projektleder og en stærk analytiker. Du har tillige evnen til at styre detaljerne, samtidig med at du kan holde fokus på de strategiske mål.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter den gældende overenskomst for ansatte i staten. Der er mulighed for at forhandlet et tillæg på baggrund af dine kvalifikationer. Der er også tilknyttet en fuldt arbejdsgiverbetalt pensionsordning til stillingen.

Din faste arbejdsplads er i Holmens Kanal 9 i København.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos chefen for Strategielementet, Helena W. Ishøy, på tlf. 2340 5538. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Anne-Marie Halle Kristensen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5139.

Ansøgningsfristen er 5. oktober 2022. Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart herefter.

Vi vil bede dig søge stillingen via linket og vedhæfte ansøgning, CV samt uddannelsesbevis. Bemærk venligst at filerne kun kan vedhæftes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSKOMMANDOEN
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

05.10.2022

Indrykningsdato

21.09.2022

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent