Fortsæt til indhold
Job i Forsvarsministeriet

Koordinator til program for implementering af SAP S/4HANA i Forsvarsministeriet


Koordinator til program for implementering af SAP S/4HANA i Forsvarsministeriet

Vil du bidrage til den kommende digitalisering af forsvaret og være med til at sikre maksimal forretningsudnyttelse af mulighederne ved opgradering af statens største SAP ERP-system, kaldet DeMars? Du har nu muligheden for at være med fra begyndelsen. Center for Cyber og Digitalisering i Forsvarsministeriets Departement har til opgave at forberede og igangsætte et program til håndtering af både opgraderingen af DeMars til SAP S/4HANA samt optimal udnyttelse af de relaterede digitaliseringsmuligheder.
Om os
Forsvarsministeriet har i alt otte underliggende styrelser. Disse har hvert sit ansvarsområde, men alle samarbejder om det fælles hovedformål at skabe grundlag for løsning af operative opgaver ved militære myndigheder og beredskabet. Den samlede koncern udgør således en stor og styringsmæssigt udfordrende virksomhed, der understøttes af DeMars.

I alt har DeMars i dag ca. 14.000 brugere og understøtter koncernens opgaver inden for både økonomi, logistik, HR, organisationsstyring samt håndtering af infrastruktur og kapaciteter. Hele koncernen vil på den ene eller anden vis bliver involveret i DeMars-systemets opgradering.

Opgraderingen af DeMars bliver en stor digitaliseringsopgave, og Forsvarsministeriet er i proces med at etablere et program med støttende sekretariat, som vil få til opgave at sikre gennemførelsen af en målrettet portefølje af projekter og at sikre støtte til forretningsomstilling og realisering af maksimale forretningsgevinster. Til forberedelse af dette program etableres nu et mindre team, som vil blive forankret i Departementets Center for Cyber og Digitalisering (CCD). Centret består af en række teams, der alle ud fra forskellige vinkler bidrager til sikre, at Forsvarsministeriets koncern i en bred ramme formår at udnytte digitaliseringens muligheder effektivt og samtidig opbygger en robusthed mod digitale risici og trusler.
Om stillingen
Der er aktuelt tale om en stilling i et team, hvor de indledende opgaver generelt vil bestå i udarbejdelse af grundlaget for det flerårige program. Som koordinator vil du bidrage til løsning af en varierende opgaveportefølje, som vil udvikle sig i takt med etableringen og modningen af programmet.

Som koordinator vil du spille en central rolle, når programmet skal etableres og holdes på ret kurs. Du vil få til opgave at håndtere løbende administrative opgaver for teamet ligesom at sikre, at disse opgaver bliver givet de nødvendige rammer i en kommende programorganisation. Du vil sikre koordination af indsatser og have en udadvendt rolle mod koncernens styrelser.

Du vil sammen med det øvrige team skulle sikre sammenhæng til Forsvarsministeriets øvrige digitaliserings- og omstillingsindsatser, og der vil løbende skulle sikres identifikation og dokumentation af aktuelle dagsordner, som introduktionen af SAP S/4HANA vil have betydning for. Der er i den sammenhæng også behov for at etablere en ramme for programmets kommunikation, og du vil her få en særlig udfordrende rolle som koordinator for teamets og det kommende programs informationsaktiviteter.

Mere konkret vil du kunne forvente at indgå i bl.a. følgende opgaver:

• Etablere og drive kommunikationsindsatsen mod interessenter på alle niveauer i forsvarsministeriets koncern
• Koordinering af teamets indsatser og understøtte eksekvering af disse
• Opbygge og drive relationer til stake holders på tværs af organisationen
• Administrative opgaver i relation til mødekoordination, planlægning og opfølgning
• Kvalitetssikring og understøttelse af sagsfremstillinger
• Bidrag til udviklingsarbejde i teamet

Vi lægger stor vægt på at kunne samarbejde om vores opgaver og forventer, at alle bidrager aktivt til sparring og vidensdeling med faglig udvikling for øje. Du vil som medarbejder i teamet skulle samarbejde med både interne interessenter fra forretningen og med eksterne konsulenter, og vi har som mål at skabe en inkluderende holdånd omkring hele omstillingsindsatsen, og din og programmets udvikling vil have store muligheder for at gå hånd-i-hånd.
Om dig
Som koordinator skal du være udadvendt og serviceminded, da du på mange måder vil komme til at være et første kontaktpunkt for diverse interessenter. Samtidig sikrer du den gode dialog og koordination ud mod koncernens styrelser og bidragsydere, og holder af at møde folk, hvor de er.

Du vil i opstartsfasen være tovholder for kommunikation, og du skal derfor have flair for at brænde igennem med budskaber til forskellige stake holders gennem forskellige kanaler. Du skal ligeledes have interesse for at forvalte programmet som en organisation i rammen af departementet, hvor krav til korrekte procedurer og dokumentation er høje.

Erfaring fra forsvaret eller anden stor offentlig organisation vil være en fordel men er ikke et krav, ligesom erfaring med SAP S/4HANA heller ikke er et krav.

Vi forestiller os derudover, at du som person
• er ambitiøs og drives af fælles mål,
• er kvalitetsbevidst og samvittighedsfuld,
• har et kreativt gen, og holder af at finde nye veje for at lykkes
• er god til at opbygge relationer på tværs af en stor organisation
• har gode evner i kommunikation – mundtligt som skriftligt,
• har erfaring med selvstændigt at drive processer og skabe fremdrift,
• har erfaring med at håndtere mange interessenter på forskellige niveauer,
• er god til at skabe overblik, koordinere processer og sikre solid planlægning

Vi lægger vægt på, at du kan trives i en omskiftelig hverdag uden at miste overblikket og det gode humør. Du skal ønske at indgå i et team, hvor opgaver løses i et konstruktivt fællesskab. Endelig har du en faglig, grundig og kvalitetsbaseret tilgang til opgaveløsningen, og du deler gerne ud af din viden for at støtte andre i at lykkes.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet i henhold til den enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant forhandlingsberettiget organisation. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg i overensstemmelse med de stillede krav og dine kvalifikationer.

Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pensionsordning

Hvis du er officer fra Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen, vil ansættelsen kunne ske efter protokollat af 23. maj 2019 om officerer under Forsvarsministeriet til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Indplaceringen vil være i løngruppe fire eller fem afhængigt af dine kvalifikationer.
Hvis du allerede er ansat som tjenestemand inden for Forsvarsministeriets område, kan du vælge fortsat at være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte. Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.

Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 9, 1060 København K.

KONTAKT OG ANSØGNING
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jonas Dramsgaard Petersen på tlf. 7260 5957.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse Julie Søgaard Grevsen på tlf. 3266 5670.

Ansøgningsfristen er den 29. september 2022.
Samtaler afholdes løbende.

Du kan søge stillingen via nedenstående link.
Stillingen er ledig til besættelse den 1. december 2022 eller snarest derefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Forsvarsministeriet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

29.09.2022

Indrykningsdato

13.09.2022

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent