Udviklingsminded kaptajn med interesse for operationalisering af projekter til Projektstyringssektion 3 i Forsvarsstaben
Sektionen består af en sektionschef (oberstløjtnant), en souschef (major), fire elementledere (major) samt 17 sagsbehandlere fordelt på fire elementer primært på kaptajn- og majorniveauet.
Stillingen er en del af Ingeniør- og logistikelementet (STY3B). STY3B har ansvaret for operationaliseringen af kapacitetsudviklingen af landmilitære ingeniør- og logistikkapaciteter samt en række værnsfælles kapaciteter herunder CBRN- og militærpolitikapaciteten. STY3B har ansvaret for processen fra udfærdigelse af projektbusinesscases til implementering, herunder den tværgående koordination mellem styrelser og myndigheder. Derudover indgår STY3 i faglige (tværgående) fællesskaber i Udviklings- og Planlægningsstaben for at bidrage til strategier og forligsrelaterede produkter.
Elementet varetager implementering af programmer og projekter, der primært er relateret til ingeniør- og logistikkapaciteter i Hæren, men vi varetager også en række implementeringsopgaver inden for det værnsfælles område herunder CBRN- og militærpolitikapaciteten. Derudover behandler elementet enkeltsager og udarbejder notater samt analyser, der er væsentlige for ingeniør- og logistiktroppernes samt militærpolitiets udvikling på kort og mellemlang sigt. Da elementet håndterer en række værnsfælles projekter vil der være en bred berøringsflade til alle kommandoer, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt andre dele af Forsvaret.
Samlet set vil du opleve en alsidig og lærerig hverdag, hvor du bliver en del af et dynamisk og fleksibelt team bestående af dygtige og engagerede kollegaer, der leverer varen i et godt arbejdsklima, hvor samarbejde og frihed under ansvar i opgaveløsningen er i fokus.
Du vil som kaptajn skulle tage ejerskab for såvel processer som produkter, og du vil have en central rolle i de teams, der er ansvarlig for projekterne. Herunder løbende koordination primært med Hærkommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, men også med øvrige kommandoer og styrelser.
Du vil i stillingen få ansvaret for forskellige projekter og vil derudover få ansvaret for at bidrage med faglighed inden for prioriterede sagsområder, med fokus på hvorledes operative krav designer projekterne, og hvorledes beslutninger implementeres. Specifikt vil du blandt andet blive primær sagsbehandler på nye pansrede ingeniørkøretøjer og pansrede bjærgningsvogne samt nye pansrede brosystemer. Derudover kan du blive tildelt forskellige opgaver, hvor du kan bringe din faglighed i spil. Dette kan eksempelvis være inden for ingeniørkapaciteten, logistikkapaciteten eller CBRN- kapaciteten afhængig af dine kompetencer og interesser.
Du vil endvidere komme til at bidrage til den generelle udviklingsvirksomhed, der gennemføres i rammen af Udviklings- og Planlægningsstaben, hvor du afhængigt af din baggrund skal bidrage til udviklingsstrategier, koncepter, notater og analyser, som belyser og prioriterer den ønskede fremtidige udvikling af operative kapaciteter på doktrin-, organisation- og teknologiområdet.
Du vil referere til elementlederen i STY3B, men der vil også være projekter, hvor du vil samarbejde direkte med chefniveauet i såvel projekt- som basisorganisationen. Derudover vil du blive en del af et kollegialt team, hvor hverdagen er præget af mangeartede og ofte komplekse sager, der kræver en grundig sagsbehandling og koordination på tværs af Forsvaret. De primære samarbejdspartnere i funktionen vil være Hæren, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt øvrige kollegaer i Udviklings- og Planlægningsstaben. Du vil således have en bred vifte af relationer rundt i Forsvaret samt styrelser under Forsvarsministeriet, hvilket kræver en høj grad af selvstændighed i det daglige virke.
Opgaverne er mangeartede og vil give dig et bredt indblik i Forsvaret som helhed og i Hæren i særdeleshed. Stillingen ses at give dig rigtig gode muligheder for at udvikle dine evner inden for helhedsorientering, projektledelse og samarbejde.
I stillingen vil der være rejseaktivitet, herunder møder i NATO arbejdsgrupper, materieludstillinger samt projektmøder. Arbejdet er fleksibelt og hjemmearbejde anvendes som et aktiv i forøgelsen af elementets effektivitet samtidig med, at der opretholdes en god ”work-life” balance.
Du bør have et bredt kendskab til Hærens organisation, virke og opgaveløsning, og det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med ingeniør- eller logistikområdet, men ikke et krav.
Du kan være en kaptajn som ønsker udvikling, erfaring og afklaring på NIV I eller en som søger et selvstændigt sagsområde med stort udviklingspotentiale.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med sagsbehandling på niveau II eller niveau III, men ikke et krav, da du i stillingen vil have god mulighed for at udvikle dig inden for sagsbehandling.
Det afgørende er derfor, at du er nysgerrig på udvikling, analytisk tænkende samt formår at danne dig et hurtigt overblik over omfattende sager og hurtigt og sikkert at identificere de afgørende elementer. Din skriftlige formidlingsevne er præget af klarhed og præcision, og du overholder terminer uden at gå på kompromis med dine høje kvalitetskrav.
Du er åben, imødekommende og besidder evnen til at skabe gode samarbejdsrelationer, arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø.
Som person er du dedikeret, engageret og ser muligheder frem for begrænsninger. Du er villig til at lære, er iderig og bryder med vanetænkning ved at udfordre eksisterende koncepter og løsninger uden at miste realitetssans og fodfæste.
Der er tale om fast stilling med fast tjenestested i Karup.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Kontakt og ansøgning
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos oberstløjtnant Lars Brøndahl Henriksen (sektionschef) på telefon 9133 5077 el. major Troels Huulgaard (elementleder) på telefon 5128 0459. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Kaptajn Jesper Tang Sørensen på telefon +45 7281 9149.
Ansøgningsfristen er den 10. juli 2022. Tiltrædelse er snarest muligt og senest 1. september 2022.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.