Fortsæt til indhold
Få et job som passer til dig i enten flyvevåbnet, hæren eller søværnet

IT-supporter til Hjørring kaserne


IT-supporter til Hjørring kaserne

Synes du, det er spændende at levere IT-support? Finder du det samtidig interessant at arbejde i en dynamisk og omskiftelig verden? Så er stillingen som IT-supporter på Hjørring kaserne den helt rette for dig.
Om os
Lokal IT Servicecenter Hjørring er det lokale IT-støtteelement på Hjørring Kaserne, som servicerer alle kasernens medarbejdere samt et antal uden for Hjørring Kaserne med IT-relaterede opgaver.

IT-elementet består af 7 professionelle, engagerede og kvalitetsbevidste kollegaer. Der arbejdes i en uformel omgangstone med plads til humor til trods for en travl og hektisk hverdag.

Vi understøtter fire forskellige styrelser på kasernen, og vores kunder består både af civilt og militært personel, hvorfor der varetages kundekontakt til forskellige typer medarbejdere med forskelligartet supportbehov.

Lokal IT Hjørring har fast tjenestested på Hjørring Kaserne, og er en del af ”Program IT-konsolidering og Transformation (PIT)”, som er organisatorisk placeret under Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI), der har hovedsæde i Ballerup.
Om stillingen
Som IT-supporter, får du i samarbejde med dine kollegaer til opgave at levere IT-support til alle medarbejdere på Hjørring Kaserne. Dine opgaver vil – ud over IT-support - blandt andet omfatte installation og klargøring af nye PC, opsætning af arbejdspladser, administration af IP- og mobiltelefoni, og håndtering af IT-materiel og AV-udstyr samt eventuel deltagelse i mindre projekter. Der kan også være lejlighedsvise opgaver inden for netværksdrift.

I din dagligdag skal du både servicere vores medarbejdere i servicedesk, onsite hos brugerne samt online via mail/sagsstyringssystem. Du skal bistå med vedligeholdelse, optimering og installation af fortrinsvis Microsoft løsninger. Du skal have forståelse for IT-sikkerhed.

Der kan forekomme opgaver uden for normal arbejdstid og opgaver, der medfører rejseaktivitet.
Om dig
Du er udnævnt konstabel og har en relevant IT-mæssig baggrund som f.eks. IT-supporter eller datateknikker.

Du skal kunne dansk og engelsk i skrift og tale. Endvidere er det et krav, at du har kørekort kat. B.

Du skal have erfaring med netværk (trådløst og kablet), konfiguration af PC, Microsoft server 2012 og nyere samt Active Directory.

Kendskab til Cisco ASA, Firepower og ISE, Remedy ITSM-værktøj og SAP (specielt materielstyring) er en fordel.

Som person er du mødestabil, udadvendt, vant til at tage ansvar og initiativ og sætter en ære i at levere god service til kunden. Du kan både arbejde selvstændigt og sammen med andre. Vidensdeling er en selvfølge. Du er fleksibel og omstillingsparat samt har en høj stresstærskel og er i stand til at bevare overblikket i pressede situationer. Du trives med både rutineopgaver samt pludseligt opståede opgaver.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er både slået op civilt og militært.

Militære ansættelsesvilkår:
Stillingen er klassificeret som en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår og kan besættes med en tjenestemand.

Løn m.v. er for konstabler i Flyvevåbnet og Søværnet reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

For ansøgere i Hæren er løn m.v. reguleret ved den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Faglært basisløn/tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være på Hjørring Kaserne.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte elementleder Thomas Christensen på telefon +45 728 10707 ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-mes@mil.dk eller telefon 72 81 96 96.

Ansøgningsfristen er den 15. august 2022. Samtaler vil blive afholdt løbende. Stillingen er til besættelse 1. oktober 2022 eller hurtigst muligt derefter.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Hjørring, Danmark

Geografi

Region Nordjylland

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

15.08.2022

Indrykningsdato

20.06.2022

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent