Fortsæt til indhold
Job i Hæren

Efterretningsspecialist, korporal til operativ efterretningscelle ved ISRBTN, 1. Brigade


Efterretningsspecialist, korporal til operativ efterretningscelle ved ISRBTN, 1. Brigade

Er du klar til at tage nye udfordringer op, og bringe dine militære og personlige kompetencer i spil inden for den taktiske efterretningstjeneste? Vil du gerne være med til udvikle og drive den efterretningsmæssige analysekapacitet, der skal støtte brigadens operative indsættelse?
Om os
All-Source Intelligence Cell (ASIC) er en del af 1. Intelligence Surveillance Reconnaissance Bataljon, der er en operativ bataljon under 1. Brigade med ansvar for brigadens efterretningstjeneste, herunder overvågning og opklaring. Bataljonen består af en stab med en større udviklingssektion, en stabsdeling, ASIC og tre underafdelinger, herunder et Unmanned Aerial Systems Kompagni, et Electronic Warfare Kompagni og en tilgået opklaringseskadron fra GHR. Enhederne er fordelt på tre garnisoner i Varde og Fredericia samt Bornholm. Bataljonens stab og ASIC er garnisoneret i Varde under Efterretningsregimentet.

ASIC er bataljonens centrale analysekapacitet, og består af tolv efterretningsmedarbejdere fra korporal til major, der i fællesskab løser de efterretningsmæssige opgaver for bataljonen og brigaden.

Vi er kendetegnet ved en meget flad struktur og uformel omgangstone. Ansvar og opgaver delegeres efter kompetencer og kunnen, og ikke nødvendigvis rang. Der er højt til loftet, plads til og tilskyndelse til initiativ, selvstændighed og kreativitet.

ASIC primære opgave er, på baggrund af informationer fra bataljonens indhentningsmidler, at opdatere og vurdere det efterretningsmæssige situationsbillede for brigadens igangværende operation. Derudover gennemfører vi efterretningsmæssig analyse i forhold til brigadens kommende operationer, med hovedvægten lagt på modstanderens organisation, doktriner og kapaciteter. Herunder støtter vi bataljonens indhentningsmidler med vurdering af trusler mod dem.
Som led i den daglige drift deltager ASIC i planlægning og gennemførelse af uddannelsen i den taktiske efterretningstjeneste for brigadens efterretningspersonel.

ASIC arbejder ud fra en sikret bygning i Varde, og under den operative indsættelse fra to PIR V PMV. Enheden arbejder opdelt i to mindre hold i tæt samarbejde med bataljonens operationssektion.

Tjenesten omfatter kontorarbejde, funktions- og enhedsuddannelse samt øvelsesaktivitet i ind- og udland. I kortere perioder kan der være et højere aktivitetsniveau, hvorfor der i andre perioder er høj fleksibilitet i forhold til arbejdsdagen. Der planlægges overordnet på afspadsering af merarbejde.

Stillingen har en stor grad af selvstændighed, mulighed for egen faglig fordybelse og udvikling, og du vil komme helt tæt på og deltage i det operative stabsarbejde og føringen, der sker på brigadeniveauet.

I perioder vil arbejdspresset være højt, mens der i andre perioder er rigtigt gode muligheder for en fleksibel arbejdsdag og -uge og skabelse af rum til personlig videreuddannelse.
Ved tiltrædelse i stillingen bliver der lagt en plan for et kompetenceudviklingsforløb. Sådan et forløb kan omfatte gennemgang af kurser, nationale såvel som internationale.
Om stillingen
Efterretningsspecialistens primære operative opgave er at være ansvarlig for information management. Det vil sige at varetage modtagelsen, registreringen og fordelingen af indkomne informationer og efterretninger, der skal anvendes under såvel planlægning som gennemførelse af operationer.

Opgaven kræver en god helhedsforståelse for den taktiske operation, der gennemføres, så du kan skelne hvilke informationer, der bør prioriteres og hvem viden bør fordeles til.
Samtidig støtter du ASIC samlede indsats med at skabe et billede af modstanderen. Du skal således også være i stand til at kunne gennemføre grundlæggende analysearbejde, såfremt du skal overtage analyseopgaver eller støtte analytikerne.

Derudover skal du, som en reservefunktion, kunne varetage funktionen som vognkommandør og TMG-skytte på den PMV, der arbejdes fra.
Under garnisonstjeneste vil du blandt andet skulle virke som instruktør i diverse fag.

Der pågår stadig udviklingsarbejde omkring bataljonens organisation og de efterretningsmæssige kapaciteter, og hvorledes arbejdsgangene skal foregå i rammen af brigadens nye føringskoncept. I forhold til dette er du i høj grad med til selv at skabe stillingen, og hvorledes den passer ind i resten af enheden.
Om dig
Du er korporal eller en erfaren konstabel, der kan og vil uddannes til korporal på sigt.

Du har sandsynligvis gennemført anden operativ tjeneste og har måske nu måske fået lyst til at udvide den faglige kunnen udover noget helt andet end gruppe- og delings niveau.

Du er god til at planlægge og har sans for struktur og analyse. Dine militære instinkter er intakte, og dine soldatermæssige færdigheder er gode. Du skal dog være klar til at indgå i et arbejde, hvor den praktiske tjeneste i felten ikke er i hoved fokus, men prioriteten er på uddannelses-, planlægnings– og føringsopgaver i et operativt stabsmiljø.
Det er vigtigt, at du formår at arbejde i et til tider intenst miljø, hvor du skal holde mange bolde i luften på en gang og overholde deadlines. Derudover skal du kunne arbejde struktureret i forbindelse med håndtering af formidling af informationer.

Ansøgeren forudsættes at besidde gode kommunikative evner, herunder beherske engelsk i skrift og tale, samt besidde gode IT-færdigheder. Godt kendskab til Excel og kendskab til C2IS/BMS er en fordel.

God taktisk forståelse samt interesse for emnet vil være en fordel. Der er dog ikke krav om egentlige kompetencer inden for emnet.
En sund interesse for materielkendskab, vil være en fordel.

De vigtigste fokuskompetencer er: kommunikation, fleksibilitet og helhedsorientering.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en korporalstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.

Stillingen kan besættes af en konstabel med et godt udviklingspotentiale.

Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre relevant uddannelseskrav. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Udnævnelse til korporal kan finde sted, når uddannelseskrav og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og honorer de almene krav for udnævnelse.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Varde.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for All-Source Intelligence Cell, major Jens Have på telefon 72 82 96 29 eller mail EFR-1B-100A@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-mes@mil.dk eller telefon 72 81 96 96.

Ansøgningsfristen er den 25. maj 2022. Samtaler forventes gennemført løbende. Stillingen ønskes besat den 1. juni 2022, eller snarest herefter.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM EFTERRETNINGSREGIMENTET
Efterretningsregimentet er centrum for militære enheder, der indhenter, bearbejder og analyserer informationer, for at skabe sikkerhed for danske soldater. Regimentet bidrager til det daglige situationsbillede, og yder efterretningsstøtte til Hæren og til militære enheder, udsendt i international tjeneste. Regimentet forestår endvidere Conduct after Capture uddannelserne i forsvaret og er ansvarlig for den militære sikkerhedstjeneste i hæren.
Regimentet er placeret på Varde Kaserne og beskæftiger ca. 260 faste medarbejdere, fordelt på et garnisonsstøtteelement og en efterretningsbataljon. Regimentet uddanner ca. 250 værnepligtige om året.
Endvidere er 1 Intelligence Surveillance Reconnaissance Bataljon også placeret på garnisonen. Bataljonen tilhører 1. brigade og har 286 fastansatte.

EFR har et tæt samarbejde med Varde og Esbjerg Kommune vedrørende bl.a. tilflytterservice. Med udgangspunkt i dit/jeres behov og ønsker, tilpasser vi støtten i forhold til partnerjob, skole og bolig m.v.

Varde Kommune har en række tilbud til tilflyttere, herunder bistand til bolig og job.
Der er mulighed for sparring på jobsøgning og formidling af CV til en række virksomheder.
I Varde Kommune har partneren mulighed for at komme til samtale ved udvalgte private og offentlige virksomheder, når der er et match på kvalifikationer.

Tilflyttere med ansættelse samt pendlere har derudover fortrinsret til en række lejeboliger i Varde kommune.

Esbjerg Kommune har et program for medflyttende partnere med bl.a. sparring på jobsøgning og formidling af CV til en lang række virksomheder. Ligeledes formidles kontakt til private udlejere af lejeboliger. Tilflyttere med ansættelse kan skrive sig op på venteliste hos boligforeningerne i Esbjerg Kommune og rykke frem i køen til lejligheder.

Læs mere om, hvad tilflytterservice kan gøre for dig/jer på www.nyiesbjerg.dk og www.vardekommune.dk/flyt-til-varde-kommune.

Du er meget velkommen til at kontakte bosætningskonsulent Varde Kommune Mona Hansen, 7994 7493, monh@varde.dk og Bosætningskoordinator Esbjerg Kommune Pia Enemark, piene@esbjergkommune.dk, +45 20 47 32 06.




  
  
  

Generel information


Tjenestested

Varde, Danmark

Geografi

Region Syddanmark

Organisation/Værn

Hæren

Funktionsniveau

M113 Korporal

Ansøgningsfrist

25.05.2022

Indrykningsdato

29.04.2022

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent