Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Økonomimedarbejder til Hjemmeværnsskolen


Økonomimedarbejder til Hjemmeværnsskolen

Kunne du tænke dig at arbejde på en dynamisk arbejdsplads med en til tider travl hverdag? Har du en sund økonomisk forståelse, men samtidig respekt for skolens behov og udfordringer? Vil du tage ansvar for at udvikle og drifte Hjemmeværnsskolens økonomistyring, hvor udfordringer og opgaver veksler? Så har du nu chancen for at blive vores nye økonomimedarbejder!
Om os
Hjemmeværnsskolen er Hjemmeværnets uddannelsesinstitution. Vi udvikler uddannelser og uddanner Hjemmeværnets frivillige medlemmer.

Vi lægger stor vægt på medarbejderes udvikling og trivsel. Derfor er der gode muligheder for både efter- og videreuddannelse samt sociale arrangementer med dine kollegaer.

Hjemmeværnsskolen er et særligt sted, da vi har et tæt samarbejde med de frivillige undervisere og kursister, hvor lysten, og ikke pligten, er vores drivkraft. Det stiller selvfølgelig krav til vores medarbejdere og vores samarbejde, som er baseret på anerkendende ledelse.
Om stillingen
Planlægningssektionen har sit daglige virke i Nymindegablejren, og du bliver en del af en sektion med 7 medarbejdere.

Som økonomimedarbejder får du en stor berørings- og kontaktflade med såvel kollegaerne på skolen som ansatte i Hjemmeværnskommandoen. Dine primære arbejdsopgaver vil være:

• Administrativ ansvarlig for Hjemmeværnsskolens budgetter, herunder
• indtastning af budgetter på baggrund af Hjemmeværnsskolens aktivitetsoversigt
• løbende budgetopfølgning i SAP
• løbende revurdering af budgetterne herunder koordinering med sektioner og uddannelsescentre
• udarbejdelse af den månedlige ledelsesinformation
• koordinering med Hjemmeværnskommandoen flere gange årligt
• Udarbejdelse af forskelligt statistisk materiale, herunder
• kursiststatistikker
• økonomiske statistikker
• diverse statistikker efter behov (ad hoc).
• Registrering af arbejdstid for Hjemmeværnsskolens medarbejdere i SAP med baggrund i gældende bestemmelser og overenskomster.
• Indgå i et team med skolens HR-medarbejder, hvor der vil være sekretæropgaver og andre ad hoc op-gaver.

Du vil indgå i en sektion med et højt aktivitetsniveau, hvor vi ofte har flere bolde i luften.

Du vil have mulighed for at have fleksible arbejdstider.

Skolen lægger vægt på, at du løbende tager uddannelser og kurser for at fastholde og/eller udvikle dine kompetencer.
Om dig
Vi leder efter en medarbejder, der har en fleksibel tilgang til dagligdagen og der vil kunne arbejde selvstændigt med større og komplekse opgaver, hvor det er vigtigt at medarbejderen kan trække essensen ud af skolens økonomi og statistikker til best practice.

Vi ser gerne at du er kontoruddannet og gerne har suppleret med en merkonomuddannelse, moduler på akademiuddannelsen eller tilsvarende og har erfaring med sagsbehandling i en større organisation.

Du har gode IT-kompetencer. Det er en fordel, hvis du er rutineret bruger af SAP og WorkZone samt at du er velbevandret i Office-pakken, herunder særligt Excel.

Som person er du serviceminded og imødekommende, og du tager dig gerne af mange forskellige opgaver -store som små.

Du er rigtig god til at håndtere talmateriale og har en god evne til at kommunikere både mundtligt og skriftligt.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst. Der vil i forbindelse med ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg. Til ansættelsen er der knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat under Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om stillingsindholdet, er du velkommen til at kontakte chefen for Planlægningssektionen major Lars Hager på telefon 7282 0531 eller på mail hvs-chpla@mil.dk.

Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR sagsbehandler Mette Sanggaard Kristensen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 7281 9172.

Ansøgningsfristen er den 8. december 2021. Ansættelsessamtalerne forventes gennemført umiddelbart herefter.

Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via nedenstående link.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Tilflytterservice
Hjemmeværnsskolen har et tæt samarbejde med Varde Kommune vedrørende Tilflytterservice. Med udgangspunkt i dit behov og ønsker, tilpasser vi støtten i forhold til partnerjob, pasningsmuligheder, skole, bolig m.m. I Varde Kommune har din partner f.eks. mulighed for at komme til samtale ved udvalgte private og offentlige virksomheder, og tilflyttere med ansættelse samt pendlere har fortrinsret til lejeboliger.
Læs mere om, hvad Tilflytterservice kan gøre for dig på vardekommune.dk/flyt-til-varde-kommune. Du er også velkommen til at kontakte Varde Kommune, bosætningskonsulent Jørgen Nielbæk på mail: jo-ni@varde.dk eller på mobil 30 59 05 95.

Esbjerg Kommune tilbyder også Tilflytterservice. Læs mere på: nyiesbjerg.dk.

Om Hjemmeværnsskolen
Hjemmeværnsskolen udvikler uddannelser, der giver de frivillige hjemmeværnssoldater faglige samt ledelses- og føringsmæssige kompetencer, der muliggør en effektiv og koncentreret indsættelse til hjælp for Forsvaret og det øvrige samfund. Derudover gennemfører vi i stor udstrækning uddannelse af personel fra Forsvarets øvrige myndigheder samt fra Politiet. Vi uddanner derfor i alt ca. 5000 kursister om året.

Hjemmeværnsskolen består af 71 ansatte, hvoraf ca. halvdelen gør tjeneste i Nymindegablejren. De øvrige medarbejdere ved Hjemmeværnsskolen er ansat ved Marinehjemmeværnssektionen eller et af de tre uddannelsescentre, der geografisk er placeret rundt i landet.

Kulturen på skolen er uformel. Vi har en afslappet omgangstone, som er nødvendig i en hverdag, hvor opgaverne kan spænde vidt, og tingene indimellem skal gå stærkt.

Hjemmeværnsskolen er en moderne arbejdsplads, der anvender den nyeste viden inden for uddannelse og læring. Vi har senest i oktober 2018 vundet Forsvarets Uddannelsespris for vores taktiske læringsvideoer, der er udviklet i samarbejde med Hærens Sergentskole – et samarbejde, der fortsætter med læringsvideoer inden for andre områder.

Vi har også et tæt samarbejde med Forsvarets andre uddannelsesinstitutioner, herunder Hærens Officersskole og Air Force Training Centre, ligesom vi har et stort internationalt arrangement med blandt andet U.S. National Guard i USA, Norge og Sverige, de baltiske lande samt Georgien og senest Kenya og Uganda.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Varde, Danmark

Geografi

Region Syddanmark

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

08.12.2021

Indrykningsdato

16.11.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent