Fortsæt til indhold

Vagthavende Operationsbefalingsmand ved Arktisk Kommando


Vagthavende Operationsbefalingsmand vd arktisk Kommando

Har du lyst til at træffe livsvigtige beslutninger under pres, så søg den ene af to stillinger som vagthavende operationsofficer/befalingsmænd hos Arktisk Kommando og få en oplevelse for livet.
Om os
Joint Operations Centre (JOC) / Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) Grønland består (ud over dig) af en chef, en næstkommanderende, en daglig leder af operationscentret med operationsassistenter i døgntjeneste, en daglig leder kommunikationscenter med radiooperatører i døgntjeneste samt et lille JOC administrationselement, der håndterer de daglige administrative opgaver.

Derudover er der naturligvis de seks øvrige vagthavende operationsofficerskolleger, som du kommer til at tørne med på posten.
Om stillingen
Som vagthavende operationsbefalingsmand vil det være din opgave at sikre overblikket over Arktisk Kommandos operationsområde i og omkring Grønland og Færøerne samt at koordinere og føre indsatsen af enheder i det enorme område.

Du kommer til at samarbejde med og disponere Forsvarets enheder til vands, til lands og i luften. Derudover vil du i dit virke skulle samarbejde med militære og kystvagtsenheder fra andre nationer samt Arktisk Kommandos civile samarbejdspartnere i Grønland og på Færøerne.

Som vagthavnede operationsofficer kommer du til at gå 12-timers vagter, der alle ugens dage kører i perioden 0700-1900 og fra 1900-0700. Udover dig, vil der på vagtholdet være en vagthavende radiooperatør og en vagthavende operationsassistent, der ligeledes kører 12-timers vagter i samme tidsrum.

I dagtimerne er den daglige drift af kommunikationscentret og operationsassistenterne varetaget af de daglige ledere i operationscentret, men sker der en hændelse er, det vagthavende operationsofficer, der leder operationerne og det personale, der er i operationscentret.

I tillæg til døgnvagterne er der etableret en række tilkaldevagter, som kan støtte, råde og vejlede i tilfælde af, at der indtræffer større hændelser eller udfald. Er der behov for fysisk støtte i operationscentret, er det blot at bede tilkaldevagterne om at møde ind.

Det skal oplyses, at operationscentret er midt i en ombygning, hvor der skabes mulighed for et klassificeret og et ikke-klassificeret overblik over aktiviteter til lands, til vands og i luften. Det er naturligvis operationscentrets fornemmeste opgave at have fuldt overblik over, hvad der sker i Arktisk Kommandos operationsområde.
Om dig
Som udgangspunkt forstiller vi os, at du er seniorsergent – og gerne med baggrund fra sejlende eller flyvende tjeneste.

Tjeneste fra et militært operationscenter er ligeledes ønskeligt, og har du erfaring fra JRCC, en uddannelse som SAR Mission Coordinator, Air Coordinator eller erfaring med billedopbygning, vil dette også være en fordel – ligesom uddannelserne indenfor procedureudvikling, fiskeriinspektion eller havmiljø vil have relevans.

Jobbet som vagthavende operationsofficer kan være stressende. Jobbet kræver overblik, handlekraft og samarbejdsevner. Det er derfor vigtigt, at du er god til at holde hovedet koldt, kan prioritere opgaver, har gode analytiske evner, ved hvornår du skal træffe beslutning om at sætte ind, men også hvornår du skal sige fra. Du vil gennemgå den fornødne oplæring, inden du skal bestride vagten selvstændigt.

Stillingen er for dig, der vil prøve kræfter med tjeneste i en værnsfælles operativ stab, der altid er indsat, og hvor alle opgaver pr. definition er skarpe. Du vil selvsagt få gode muligheder for kompetenceudvikling og i relevant omfang videreuddannelse.

Du er eller skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen er opslået i officersgruppen og som civil.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen bestrides som midlertidig tjeneste ved Arktisk Kommando i Nuuk, Grønland for en afgrænset periode på to år. Du vil beholde dit nuværende tjenestested under opholdet i Nuuk.

Du vil få stillet fri bolig til rådighed samt ydelser jf. Grønlandsaftalen (FPTBST 564-15).

Dit faste tjenestested vil være i Nuuk.

Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Nuuk er 4 timer (bagud).

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Nærmere oplysninger om stillingsindhold kan fås ved henvendelse til chefen for Arktisk Kommandos JOC/JRCC KK Michael Hjorth på FKO-A-CHJOC@fiin.dk eller tlf. +299 36 40 16. Alternativt kan næstkommanderende JOC/JRCC KL Jakob H. Johannesen kontaktes på FKO-A-JOC002@fiin.dk eller tlf. +299 23 51 28.

Har du spørgsmål til specifikke grønlandske ydelsesforhold, kan du kontakte AKO HR partner ved For-svarsministeriets Personalestyrelse SSG Kaare Bak på FPS-RA-MA02@MIL.dk eller på tlf. +299 49 11 04.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent, Anders Malik Larsen, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 72 83 91 57.

Ansøgningsfristen er den 1. oktober 2021, men da vi gennemfører samtaler løbende anbefales ansøgningen sendt hurtigst muligt. Samtalerne forventes at foregå via VTC, Teams, Zoom eller Skype.

Stillingen ønskes besat den 1. november 2021 eller snarest derefter.

Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Stillingen bestrides som midlertidig tjeneste ved Arktisk Kommando i Nuuk, Grønland for en afgrænset periode på to år. Du vil beholde dit nuværende faste tjenestested under opholdet i Nuuk. Du vil blive stillet en fri bolig til rådighed samt ydelser jf. Grønlandsaftalen.

OM ARKTISK KOMMANDO
Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder.

Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer. I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7/365, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne. Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omtrent 80 medarbejdere. Der-udover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Danmark.

At flytte til Grønland kan være en stor oplevelse, særligt hvis familien eller kæresten flytter med. Vi kan derfor tilbyde en enestående oplevelse ved at komme til Grønland med mange minder for livet. Der er rig mulighed for store naturoplevelser med fjeldvandring, ski, snescooter, sejlads, jagt og fiskeri. Derudover rummer Nuuk en større bys muligheder med caféer, restauranter, fitnesscentre, svømmehal, biograf og butikker. Udover at have et stærkt kollegialt sammenhold gør vi, som arbejdsplads, meget for at have et godt socialt sammenhold med blandt andet arrangementer for hele familien. Du har også mulighed for at blive en del af Arktisk Kommandos båd- og hyttelaug. Bådene og hytterne er muligheden for, at I kan komme rundt samt muligheden for at overnatte i naturen med tag over hovedet. Så har du mod på at prøve kræfter med noget andet end Danmark, så kan Grønland måske være noget for dig og familien.!
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Nuuk, Grønland

Geografi

Grønland

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M231 Seniorsergent

Ansøgningsfrist

01.10.2021

Indrykningsdato

10.09.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent