Fortsæt til indhold

IT supporter/IT datatekniker til Danmarks nye kampfly


IT supporter/IT datatekniker til Danmarks nye kampfly

Ønsker du at arbejde med IT systemer for Danmarks nye kampfly F-35? Kunne du tænke dig at blive en del af F-35 implementeringen og få en rolle i klargøringen og opsætning af F-35 IT systemer, så er det her jobbet, du skal søge.
Om os
På Danmarks base for de nuværende kampfly F16 er Fighter Wing Skrydstrup aktør på mange forskellige opgaver. Vi står foran implementering af verdens mest avancerede kampfly, F-35, og dette generationsskifte indenfor moderne og innovativ teknologi understreger betydningen af dygtige, engagerede og professionelle kollegaer ved den kommende F-35 Wing.

Vi har en stolt tradition med 40 års erfaring i F-16. Gennem kontinuerlig træning samt tilførsel af dedikerede medarbejdere sørger vi for at fastholde den førende position blandt vores samarbejdspartnere.

Ved Fighter Wing Skrydstrup sætter professionalismen sit præg på hele organisationen; også med fokus på de individuelle succeser. Vi vægter en ordentlig omgangstone højt og kan byde på en kultur, der åbner op for dette tætte sammenhold. Alt dette er med til at skabe en helt særlig arbejdsplads, hvor ikke alle dage er ens.

Hos os er engagement og kompetencer det vigtigste - ikke efternavn, køn eller alder.

I logistikafdelingen drifter vi Forsvarets F-16 fly og skal opbygge Danmarks kommende F-35 kapacitet. Vi er lidt over 400 personer, som hovedsageligt arbejder med F-16, men vi arbejder samtidigt på at klargøre Fighter Wing Skrydstrup til at modtage de første danske F-35 fly.
Om stillingen
Stillingen er placeret i afdelingen Operationel Logistics Data Support (OLD), der skal administrere IT systemer, der er designet til at styre alle aspekter af det nye F-35 kampfly. OLD sektionen forventes, at være fuldt udbygget i 2024 og bestå af uddannede medarbejdere fra M112 til M231 samt en kaptajn som leder. Er du civilt uddannet og ikke har aftjent din værnepligt er dette ikke en begrænsning, du vil på lige vilkår komme i betragtning til stillingerne. Det er dog et krav, at du gennemfører værnepligten i forbindelse med ansættelse.

Det første ”hands on” arbejde, der skal udføres på selve systemet vil foregå i starten af 2023, hvor hele IT systemet skal sættes op. Dette vil bl.a. ske i samarbejde med eksterne specialister. I forhold til perioden, fra ansættelse til installationsfase, vil opgaverne derfor variere alt efter, hvilke kvalifikationer du har. Opgaverne i mellemtiden kan være udvikling af F-16 drift relaterede IT opgaver, uddannelse, læring omkring kampfly drift, skrivning af processer og procedurer i forhold til håndtering af F-35 specifikke IT systemer.

Når afdelingen overgår til drift vil administratorerne være fordelt på tre specialistområder, som henholdsvis Systemadministrator, Netværksadministrator og Databaseadministrator. Alt efter dine ønsker samt kvalifikationer og Forsvarets behov, vil du skulle vælge speciale. Eksempel på opgaver som administrator:
- Moniterer brugere, system/database vedligeholdelse og problem rapportering. Monitere trafik og sikkerhedsmæssige relevante events og handle på dem.
- Oprette brugere og passwords og tilføje privilegier i programmet og sætte sikkerhedsparametre.
- Opdatering af databaser, styre system konfigurationen (Hardware og software). Assistere med at løse problemstillinger på systemet. Forberede og klargøre systemet til deployeringer.
- Foretage backup og udføre planlagt vedligehold samt opdatere systemet.
Om dig
Vi ser gerne at du er konstabel, men graden er ikke det afgørende for stillingen men derimod dine kompetencer.Du kan også være civil og være afklaret med, at du skal gennemgå værnepligten og bestå Forsvarets sundhedstriade for at blive militæransat.

Du er uddannet indenfor IT som It supporter eller datatekniker. Alternativt har du tilsvarende uddannelse eller relevant erfaring.
Du har en naturlig interesse for IT og du er ikke bange for nye udfordringer og bruger gerne tid på at sætte dig ind i komplekse problemstillinger.
Det er en fordel, hvis du har kendskab og viden omkring driften af kampfly fra et vedligeholdelsesperspektiv eller kommer fra en af Forsvarets IT enheder, hvor din erfaring og dit netværk kan anvendes.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvaret, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Faglært tillæg og niveauet af dette er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
 
Dit faste tjenestested vil være i Skrydstrup.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Har du spørgsmål om stillingen eller jobbet er du velkommen til at kontakte: Kaptajn Kristian W. L. Sørensen på tlf. 72849089 eller 20182353.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Troels Enig: FPS-BA-BS245@mil.dk.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfristen er 16. november 2021. Ansættelsessamtaler gennemføres i uge 47 og 48. Ansættelsesstart er 3. januar 2022 eller efter aftale.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Skrydstrup, Danmark

Geografi

Region Syddanmark

Organisation/Værn

Flyvevåbnet

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

04.11.2021

Indrykningsdato

09.09.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent