Fortsæt til indhold

Analytisk stærk og ambitiøs medarbejder til Koncernfinans i Forsvarsministeriet


Analytisk stærk og ambitiøs medarbejder til Koncernfinans i Forsvarsministeriet

Kan du overskue komplekse problemstillinger, se sammenhænge på tværs og finde løsninger? Vil du udfordre dig selv i en central stilling med stor bevågenhed på et af de største driftsområder i staten? Så er det måske dig, vi søger.
Om os
Koncernøkonomiafdelingen i Forsvarsministeriets departement skal sikre den fortsatte udvikling af økonomistyringen i Forsvarsministeriets koncern. Afdelingen er ansvarlig for den overordnede styring af et af de største driftsområder i staten med et samlet budget på over 25 milliarder kroner, som vil stige betydeligt de kommende år.

Koncernen tæller otte store styrelser, hvis fokus blandt andet er på arbejdet for fred, frihed og sikkerhed herhjemme og ude i verden, indkøb af udstyr i milliardklassen, ejendomsadministration og meget mere.
Om stillingen
Stillingen er placeret i Koncernfinans. Vi er ansvarlige for en række af de centrale økonomiske processer og produkter på tværs af Forsvarsministeriets koncern. Det gælder bl.a. koncernens prioriteringsoplæg, bidrag til finansloven, aktstykker og ØU-sager. Endvidere koordinerer kontoret ministeriets løbende dialog med Rigsrevisionen og Finansministeriet og har ansvaret for det økonomiske tilsyn med Forsvarets Efterretningstjeneste. Dertil kommer, at kontoret løbende bidrager til politiske aftaler, analysearbejde og effektiviseringer i forbindelse med forsvarsforlig mv.

Vi har en bred kontaktflade til mange samarbejdspartnere både i og udenfor Forsvarsministeriet – og med og uden uniform.

For at lykkes i rollen som medarbejder i Koncernfinans skal du være skarp til at se sammenhænge på tværs og samtidig kunne grave dig ned i detaljen i dine sager, kvalitetssikre dem og sikre den fornødne fremdrift.

Vi søger lige nu særligt en medarbejder til at løfte budget- og bevillingsopgaver blandt andet med fokus på udarbejdelse af aktstykker og den dertilhørende opfølgning på Forsvarsministeriets store materiel- og anlægsprojekter.

Vores opgaveportefølje er divers, så der vil være rig mulighed for at ændre i din sammensætning af opgaver over tid og svarende til din erfaring. Vi vil matche din erfaring og de opgaver, som løses i kontoret, og du vil typisk få hovedansvar for et givent opgaveområde.

Du vil således også komme til at indgå i kontorets brede opgavevaretagelse, og det forventes, at du, udover dit primære ansvarsområde, kan kaste dig ind i drøftelser med Finansministeriet om tal og formuleringer i økonomiudvalgsager, besvare folketingsspørgsmål og pressehenvendelser og i øvrigt bidrage til ministerbetjeningen.

I bytte for dit engagement og faglige kompetencer tilbyder vi:

• en udfordrende hverdag i en spændende og ambitiøs afdeling, hvor både resultater og udvikling spiller en central rolle,
• opgaver på et unikt ministerområde med stor bevågenhed og høje forventninger til kvaliteten i opgaveløsningen,
• fokus på at dit potentiale udfoldes og udvikles yderligere,
• engagerede og kompetente kollegaer i et godt og uformelt arbejdsmiljø.
Om dig
Du kan både være nyuddannet eller have et par års erfaring. Konkret lægger vi vægt på, at du:

• Er fagligt stærk med en relevant akademisk uddannelse (cand.polit./oecon, cand.scient.pol, cand. scient. adm. eller lignende.
• Er glad for tal med stærke analytiske evner, som du formår at få ned på papir.
• Er ambitiøs, flittig og initiativrig.
• Formår at samarbejde både internt og eksternt, og at du er ordentlig i dine relationer.
• Ønsker og kan bidrage til den gode stemning i kontoret.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter gældende AC-overenskomst. Der vil i forbindelse med ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg i overensstemmelse med de stillede krav og dine kvalifikationer. Til ansættelsen er der knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Ansættelsesstedet er Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 9 i København K.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Kontakt og ansøgning:
Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Peter Thiesen på 40 32 56 09.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Toke Rasmussen på 32 66 59 91.

Ansøgningsfristen er 8. august 2021.

Send ansøgning, CV og uddannelsespapirer via linket hvor anbefalinger og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes.

Du kan læse mere om Forsvarsministeriets departement og kontorerne i Koncernøkonomiafdelingen på www.fmn.dk.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Forsvarsministeriet

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

08.08.2021

Indrykningsdato

09.07.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent