Fortsæt til indhold

HR-konsulent med flair for rekruttering og administration


HR-konsulent med flair for rekruttering og administration

Har du lyst til at blive en del af et stærkt HR team med rekruttering for hele forsvaret?

Får du energi af at gennemføre succesfulde rekrutteringer og sikre det rigtige match mellem stilling og kandidat? Er du i besiddelse af et stærkt administrativt gen, og har du lyst til at arbejde med alle aspekter af rekrutteringsprocessen og biddrage til mere end almindelig HR?
Om os
Du bliver en del af vores bemandingsafdeling, der er en afdeling under Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Det er vores primære opgave at støtte og rådgive Forsvarets chefer om regler og retningslinjer i forbindelse med bl.a. rekruttering og øvrige personaleforhold.

Vores hverdag er præget af en uformel og ofte humoristisk omgangstone. Vi har en kultur, hvor vi vægter faglighed, samarbejde, tryghed og lyst til sparring højt. Vi har et godt arbejdsklima, en uformel ledelsesstil, og vi prioriterer videndeling og udveksling af erfaringer, hvilket bl.a. sker via vores løbende team møder.

”Vi er gode til at hjælpe og sparre med hinanden. Sammen sørger vi for, at vi også har det sjovt, når vi er her. Jeg oplever, at vi har et travlt, men godt arbejdsmiljø og "up to date worklife-balance” fortæller Anders, din kommende kollega.

Vi holder til i Ballerup med gode parkeringsmuligheder og gode forbindelser med offentlig transport eller hvis du kommer på cykel.
Vi har moderne arbejds- og fællesfaciliteter, kantine, motionsrum m.m.
Om stillingen
Du bliver ansvarlig for dine egne rekrutteringer fra A til Z. Dine primære opgaver bliver at rådgive og vejlede cheferne i alle ansættelsens faser, hvilket vil sige, at du har dialogen med den ansættende chef, så i sammen sikrer det allerbedste kandidatfelt.

Dine opgaver bliver bl.a. at:

- Opsætte og udarbejde stillingsopslag i samarbejde med ansættende chef.
- Identificere og vurdere kandidater.
- Vejlede og rådgive om regler og retningslinjer ved ansættelse.
- Klæde ansættende chef på til gennemførelse af samtaler.
- Selvstændigt ansvar for al HR-sagsbehandling i relation til ansættelsen, herunder udformning og fremsendelse af ansættelseskontrakter.

Herudover vil du skulle arbejde med HR forvaltning og sagsbehandling af personalerelaterede sager. Afhængig af dine kompetencer vil du blive ansvarlig for eller tilknyttet større rekrutteringsprojekter.

Selv om arbejdsmængden til tider kan være intens og tiden knap, så vil du få stor fleksibilitet til at kunne tilrettelægge din arbejdsdag. Vi sørger naturligvis for, at du bliver godt rustet til at varetage funktionen gennem en mentorordning ved ansættelsens start. Efter gennemført introduktionsforløb, vil der være gode muligheder for hjemmearbejdsdage.

Vi tilbyder dig en spændende stilling, med ansvar for egne rekrutteringer, hvor du kan være med til at gøre en forskel i kraft af de medarbejdere, du er med til at ansætte til Forsvaret.

"Du får et stort ansvar som HR-konsulent med ansvar for dine egne rekrutteringer, samtidig med at du løser de daglige HR-driftsopgaver på lige fod med dine kolleger,” fortæller din kommende teamleder Lars Ole.
Om dig
Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Du kan f.eks. have en relevant akademisk uddannelse eller en kontoruddannelse kombineret med minimum 4 akademifag eller lignende.

Vi ser gerne, at du har erfaring indenfor HR-området, evt. fra en lignende stilling og gerne fra det offentlige, hvor du har kendskab til ansættelses- og overenskomstmæssige forhold (fx HK og/eller AC).

I rollen som HR-konsulent skal du være løsningsorienteret, imødekommende og have evnen til at kommunikere klart og tydeligt. Du skal kunne arbejde selvstændigt og være klar til at træffe de rigtige beslutninger inden for teamets ansvarsområde.

Der stilles høje krav til din professionalisme, opmærksomhed på samarbejde og at skabe gode relationer. Stillingen indeholder også nogle rutineprægede administrative arbejdsprocesser, der kræver at du er ihærdig, systematisk og struktureret.

"Du skal være serviceminded, struktureret og kunne lide at arbejde med rekruttering og HR. Og så egentlig bare have dit gode humør med på arbejde. Det har vi nemlig", slutter Lars Ole, der står klar til at tage godt imod dig.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til relevant gældende overenskomst.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. For alle ansatte kræves, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte følgende:
Uge 28-29: HR-konsulent Pia Knudsen, tlf. 7281 9144 og i uge 30-31: HR-konsulent Agrin Safari, tlf. 7281 9133.

Ansøgningsfristen er den 8. august 2021 og vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 33 eller 34.

Vi vil bede dig om at søge via linket. For at komme i betragtning, bedes du vedhæfte din ansøgning, CV, uddannelsesbeviser mv.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Vi ser frem til at høre fra dig!

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og ministerområdets øvrige myndigheder løser nogle helt særlige opgaver for rigets sikkerhed – nogle gange med livet som indsats. Vi bidrager til den operative kerneopgave ved at rekruttere og fastholde kompetente mænd og kvinder til mere end 40 uddannelser og 20.000 stillinger. Og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Det stiller særlige krav til os som HR-organisation.
Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren. Det kræver, at vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med specialer inden for militærfaglighed, psykologi, rekruttering, marketing, arbejdsmiljø, jura, mangfoldighed og meget mere. Og vi står klar, når det gælder - også uden for almindelig åbningstid. Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.
Vi er en udviklingsivrig arbejdsplads, hvor ansvar følger initiativ, og hvor dagene sjældent ligner hinan-den. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Og den faglige udvikling følger med. Vi er en travl arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab. Det har vi også brug for – Danmarks sikkerhed kræver mere end almindelig HR
Se evt. mere på vores hjemmeside, forpers.dk
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

08.08.2021

Indrykningsdato

09.07.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent