Fortsæt til indhold

Elektronikfagteknikere/Datafagteknikere til sejlads med søværnets inspektionsskibe THET-kl.


Elektronikfagteknikere/Datafagteknikere til sejlads med søværnets inspektionsskibe THET-kl.

Er du uddannet elektronikfagteknikerfagtekniker, og kan arbejde både selvstændigt med enkelte opgaver og i en sammensat gruppe med komplekse opgaver og løsninger til følge, er du måske den person, som vi søger til en ledig stilling som elektronikfagtekniker ved 1. Eskadre.
Om os
Vores primære opgaver er at forberede det militære forsvar af Grønland og Færøerne herunder at udføre patruljevirksomhed og håndhævdelse af Rigsfællesskabets suverænitet på søterritorierne. Hertil kommer afledte opgaver såsom fiskeriinspektion, søredning, assistance til civile myndigheder etc.

Enheden deltager også jævnligt i større, multinationale øvelser.

Du vil indgå i en besætning med ”højt til loftet”, og gode muligheder for at udvikle dig personligt såvel som fagligt. Besætningen er meget professionel med en høj faglig stolthed. Opgaverne løses i fællesskab med gode kolleger, hvor dagene kan blive udfordrende. Vi garanterer dog, at du vil få uforglemmelige oplevelser, hvor du er med til at gøre en forskel.

Stillingen vil medføre fast tjenestested i Frederikshavn, men langt størstedelen af tjenesten vil foregå med sejlads i Arktisk Kommandos operationsområde, der indbefatter Grønland og Færøerne, men også farvandet omkring Island. Der kan dog forventes perioder med tjeneste/kursusaktivitet i Frederikshavn.

Sejladsperioderne er af ca. seks - ti ugers varighed, og der er gennemsnitligt to – tre sejladsperioder pr. år (ca. 120 sejldage), idet der kan forekomme overlap fra foregående år eller til kommende år omkring årsskiftet. Det tilstræbes således, at besætningerne har hver anden jul ude og hver anden jul hjemme. Tilsvarende vil der typisk være besætningsomskiftning midt i juli, så man enten har sommerferie i for- eller sensommeren. Der er en stor grad af planfastholdelse i DIV 11, hvilket gør det lettere også at planlægge ved siden af arbejdslivet.
Om stillingen
Dine primære opgaver er dels baseret på vedligeholdende arbejde på alle skibets elektroniske systemer. De elektroniske systemer omfatter blandt andet computer, radar og kommunikationsudstyr.

Dine sekundære opgaver findes i almindelige vedligeholdende arbejdsopgaver, der relaterer sig til skibets drift. Her vil du også være en del af de konstabler, som indgår i landlovsvagten ombord for at opretholde adgang- og opholdskontrol.

I forhold til skibets øvrige operative opgaver vil du udføre tjeneste i forbindelse med helikopteroperationer, sejlads med gummibåd etc.
Om dig
Du skal have gennemført en grunduddannelse i søværnet. Hvis du ikke har gennemført en grunduddannelse i søværnet, vil du skulle gennemføre denne inden start ombord. Har du gennemført en grunduddannelse i enten hæren eller flyvevåbnet, skal du gennemføre et omskolingsforløb af kort varighed.

Det forventes, at du kan arbejde målrettet og selvstændigt, når opgaverne omhandler vedligeholdelse af våben. Ligeledes forventes det, at du er i besiddelse af en stor ansvarsfølelse i forhold til dit arbejde.

Du er en person med en positiv tilgang til at arbejde i søværnet, og under de vilkår, som opstår når platformen bevæger sig i forhold til de vejrforhold, som ofte opleves under sejlads i Nordatlanten.

Du skal have et svendebrev som elektronikfagtekniker/Datafagtekniker.

Vi lægger vægt på fysisk og psykisk velvære og arbejder aktivt i retning mod Forsvarets krav til militær fysisk træning.

Du skal være egnet til sejlads i forhold til helbred-, tand- og idrætsstatus
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en marinekonstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Frederikshavn.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte SSG Lars Hoel, sagsbehandler bemandingssektion mail: sca-bem11@mil.dk eller telefon 72 85 75 53

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Rikke Thomsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 74 eller mail FPS-BA-BS252@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 7. august 2021 og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter. Stillingen er til besættelse 25. oktober 2021 eller snarest derefter.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM 1. ESKADRE
1. Eskadre omfatter spændende og alsidige funktioner på sejlende enheder, hvor vi fortrinsvis er fokuseret på det arktiske og Nordatlantiske område. Vi løser en bred vifte af Søværnets opgaver året rundt. Opgaverne er blandt andet det militære forsvar af Grønland og Færøerne, overvågning, suverænitetshåndhævelse, søredning og fiskeriinspektion. Andre af vores enheder er beskæftiget med varetagelse af søopmåling i danske og grønlandske farvande samt sejlads med Kongeskibet. Hos os får du en fremtid på gyngende grund med unikke oplevelser og gode kolleger i den nordlige del af Kongeriget samt mulighed for stor personlig og faglig udvikling.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Frederikshavn, Danmark

Geografi

Region Nordjylland

Organisation/Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

07.08.2021

Indrykningsdato

07.07.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent